Kul­tur ’ Sex, drugs & ro­ck

Ro­ck­grup­pen The Who fejrer 50 års ju­bilæum med en ny ud­gi­vel­se af det skel­sæt­ten­de værk ’ Qu­adrop­he­nia’

BT - - KULTUR - Hen­rik Tuxen bt@ bt. dk Fra op­ta­gel­ser­ne til ’ Qu­adrop­he­nia’. Sting i mid­ten. Fo­to: Scan­pix

JU­BILÆUM

» Hope I die be­fo­re I get old « . Det gik ik­ke helt, som Ro­ger Dal­trey i sin tid sang i et af The Whos før­ste hit.

Men med trom­mesla­ge­ren Keith Moons mis­brugs­re­la­te­re­de død som 32- årig og bas­si­sten Jo­hn Entwist­le, der dø­de som 57- årig i en seng i sel­skab med en Las Ve­gas­strip­per, end­te The Who al­li­ge­vel til dels som ud­le­vel­sen af den myte om ’ sex, drugs & ro­ck’n’roll’, som de selv skab­te.

The Who har 50 års ju­bilæum i år. Og i den for­bin­del­se ud­kom­mer den gam­le ’ ro­ck- ope­ra’ ’ Qu­adrop­he­nia’ fra 1974, i en fuldt or­ke­stre­ret klas­sisk ver­sion på hæ­der­kro­ne­de Deut­sche Grammop­hon.

I den bre­de of­fent­lig­hed står ’ Qu­adrop­he­nia’ mu­lig­vis i skyg­gen af Who- ud­gi­vel­ser som Bro­adwayklas­si­ke­ren og den fil­ma­ti­se­re­de ’ Tom­my’, og 1971- al­bum­met ’ Who’s Ne­xt’, der of­te fi­gu­rer på di­ver­se ’ all ti­me best’- li­ster. Omend du må­ske ken­der ’ Qu­adrop­he­nia fra fil­ma­ti­se­rin­gen med Sting.

Am­bi­tiøst og kom­plekst værk

Men man kan med god ret ar­gu­men­te­re for, at ’ Qu­adrop­he­nia’ er et af den mo­der­ne mu­sik­hi­sto­ri­es mest am­bi­tiø­se og kom­plek­se vær­ker, som san­ger Ro­ger Dal­trey i et tid­li­ge­re in­ter­view med over­teg­ne­de ka­rak­te­ri­se­re­de som ’ Et tid­løst ud­sagn om ung­dom’ for­ud for en tid­li­ge­re op­fø­rel­se af vær­ket.

Dal­trey er le­ad- vo­ka­list, men det er den evigt sø­gen­de og kunst­ne­risk eks­pe­ri­men­te­ren­de gu­i­ta­rist Pe­te Towns­hend, der er hjer­nen bag vær­ket. The Who bra­ge­de igen­nem som så­kaldt ’ Mod- band’ i midt 60er­ne, hvor kam­pe­ne imel­lem de stri­den­de subkul­tu­er var nå­des­løs.

De var det ene­ste hol­de­punkt, ung­dom­men hav­de i et trø­stes­løst Eng­land, hvor fat­tig­dom, ar­bejds­løs­hed og håb­løs­hed var tæt­te­re på vir­ke­lig­he­den end det gyld­ne bri­ti­ske im­pe­ri­um. der blandt an­det fik den kon­se­kvens, at Moon kun blev 32 år gam­mel.

Sam­ti­dig kre­e­re­de ban­det fan­ta­stisk mu­sik. Towns­hend prø­ve­de kon­stant at skub­be græn­ser­ne, al­le var vir­tuo­se på de­res in­stru­men­ter, og trods ka­os og stri­dig­he­der var ban­det mu­si­kalsk og gra­fisk pio­ner, ek­stremt hu­mo­ri­stisk, i kon­stant be­væ­gel­se, og in­di­vi­du­el­le, per­son­li­ge ar­ke­ty­per, hvis li­ge nok kun The Be­at­les, og må­ske Rol­ling Sto­nes kan møn­ste.

Liv­tag med en subkul­tur

Tit­len ’ Qu­adrop­he­nia’ re­fe­re­rer til ho­ved­per­so­nen Jim­my, som har en fi­re- spal­tet per­son­lig­hed, nem­lig de fi­re ka­rak­ter i The Who ( hvil­ken skæb­ne). Al­le band­med­lem­mer har de­res te­ma­er og ka­rak­te­rer. Dal­trey er ’ The Help­less Dan­cer’, Moon er ’ The Bell Boy’.

Den tav­se, stov­te, og su­per do­mi­ne­ren­de bas­sist Jo­hn ’ The Ox’ Entwhi­st­le er Do­ctor Jim­my, og Mi­ster Jim og Towns­hends egen ka­rak­ter er skil­dret i ’ The Punk and the God­fat­her’

’ Qu­adrop­he­nia’, der alt­så ud­kom i 74, re­fe­re­rer til de vil­de da­ge om­kring The Gold­hawk i Lon­don 1964, hvor Towns­hend får ta­get nog­le spek­taku­læ­re liv­tag med den subkul­tur, hans eget band var spy­d­spids for ( og fæ­no­me­net i det he­le ta­get), for­hol­det mel­lem stjer­ner og føl­ge­re, hvem sty­rer hvem, og en til ti­der hjer­teskæ­ren­de, stærkt emo­tio­nel skil­dring, af ung­dom­mens pas­sion, vi­ta­li­tet, van­vid og fal­lit.

Der er in­gen hap­py en­ding. Ho­ved­per­so­nen Jim­my mi­ster først til­li­den til fa­mi­li­en, så ar­bej­det, men da han bli­ver ’ let down by be­ing a Mod’, så får det bæ­ge­ret til at fly­de over. Fil­mens om­drej­nings­punkt er det år­li­ge slags­mål mel­lem Mods and Ro­ck­ers i ba­de­by­en Brighton.

Me­get bed­re gik det ik­ke, da The Who uro­p­før­te vær­ket li­ve i 1974. Towns­hend gik fy­sisk amok på kri­ti­ske Dal­trey, der kvit­te­re­de med at kno­ck­ou­te Pe­te, så han læn­ge lå be­vidst­løs, mens en græ­den­de Keith Moon for­søg­te at få liv i gu­i­ta­ri­sten på sce­nen. Se­ne­re er Qu­adrop­he­nia kom­met an­der­le­des til li­ve, og de gam­le kamp­ha­ner er for­so­ne­de. ’ Clas­sic Qu­adrop­he­nia’

ud­kom den 8. ju­ni.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.