Den ful­dend­te sku­e­spil­ler

Mo­der­ne og klas­sisk, sjov og al­vor: Sø­ren Sæt­ter- Lassen er en sku­e­spil­ler, der kan det he­le

BT - - NAVNE - Jakob Ste­en Ol­sen jso@ ber­ling­s­ke. dk Løs­nin­ger fra i går:

60 ÅR I MOR­GEN

» Jeg si­ger tak til Vor­her­re for, at jeg stod på det rig­ti­ge sted på det tids­punkt. Hav­de jeg stå­et fem cen­ti­me­ter den an­den vej, så var jeg for­modent­lig død el­ler hav­de bræk­ket hal­sen og sid­det i kø­re­stol nu. Jeg er og­så tak­nem­me­lig for, at jeg ik­ke op­da­ge­de, hvad der var ved at ske. Selv­føl­ge­lig kun­ne jeg må­ske ha­ve nå­et at lø­be væk, men hvis jeg ba­re li­ge hav­de vendt ho­ve­d­et for at se, hvad der ske­te, så var jeg jo ble­vet smadret i he­le an­sig­tet. «

Så­dan sag­de sku­e­spil­le­ren Sø­ren Sæt­ter- Lassen i for­bin­del­se med den ulyk­ke, der nær hav­de ko­stet ham li­vet. En væg fra en sceno­gra­fi su­se­de ned mod den for­svars­lø­se sku­e­spil­ler un­der prø­ver­ne på den store klas­si­ker­fo­re­stil­ling ’ Lulu’ for et par sæ­so­ner si­den.

Den hårdt kvæ­ste­de sku­e­spil­ler var i fa­re for ik­ke at ven­de tilbage til sin me­ti­er. Men tilbage kom han. Og med eft er­tryk. I ti­tel­rol­len i Strind­bergs skils­mis­sed­ra­ma ’ Fa­de­ren’, af­dæk­ke­de han al­le styk­kets sort­hu­mo­ri­sti­ske lag i sin kon­se­kven­te de­ma­ske­ring af den pa­tri­ark, der spil­ler sig over­her­re­døm­met af hæn­de. Spil­let som en tour de for­ce af kom­mu­ni­ke­ren­de ka­rak­ter­ko­mik. Ved te­a­ter­å­rets slut­ning kun­ne Sø­ren Sæt­ter- Lassen hjem­fø­re sin tred­je Re­u­mert- sta­tu­et­te. Som om det ik­ke var nok, spil­le­de han i sam­me sæ­son ti­tel­rol­len i pro­le­tarklas­si­ke­ren ’ Woyzeck’.

Klas­si­ker­nes te­a­ter­fi gu­rer

Den linde strøm af pragt­præ­sta­tio­ner, der var gå­et for­ud for Sæt­ter- Las­sens ulyk­ke, pe­ger al­le sam­men på, hvor­for na­tio­nals­ce­nen ik­ke kan und­væ­re ham og hans be­ga­ve­de, sleb­ne fi - gur­kunst. Hans gen­ne­m­ar­bej­de­de, smi­di­ge leg med al­le mu­lig­he­der­ne i de replik­ker, han skal si­ge. En bæ­ren­de kraft med si­ne fræk­ke, adræt­te og mo­der­ne for­tolk­nin­ger af det he­le, men især af klas­si­ker­nes te­a­ter­fi gu­rer – knivskar­pt spil­ler han oft e fi gu­rer­nes mod­sæt­nin­ger ud mod hin­an­den.

Nem

Tænk på hans for­ry­gen­de mor­som­me ’ Den ger­ri­ge’. Tænk på den ele­gan­te te­a­ter­s­kurk Ri­chard III – le­ve­rings­dyg­tig i al­le for­mer for for­stil­lel­se. Så rig er fan­ta­si­en, så smit­ten­de saft ig er spil­leg­læ­den, så man­ge er de­tal­jer­ne – som i ’ En skær­som­mer­nats­drøm’, hvor hans ama­tørsku­e­spil­ler blev et vit­tigt fest­fyr­vær­ke­ri, der tru­e­de med at bli­ve et show i showet. På sam­me må­de som det ske­te med hans ube­ha­ge­li­ge, sel­vover­vur­de­ren­de Per Degn i ’ Eras­mus Mon­ta­nus’ i den sæ­son, vi er på vej ud af.

Gen­nem­brud på Oden­se Te­a­ter

Al­le­re­de ved gen­nem­brud­det som Kon­stan­tin i Tjek­hovs ’ Må­gen’ på Oden­se Te­a­ter i 1981 var ta­len­tet uden for al tvivl. Læn­ge var det nu de ik­ke helt voks­ne op­ga­ver, han fi k til­budt – skik­kel­sen var dren­get, sta­tu­ren lil­le. Men hos Ma­le­ne Schwartz på Ave­ny Te­a­tret fi k han op gen­nem 80er­ne lov til at vi­se spænd­vid­den i rol­ler hos bl. a. Ørns­bo og Norén. Li­ge­som han gjor­de ind­tryk i ’ Mer­ce­des’ på Ri­alto Te­a­tret med sin in­tel­li­gens­be­to­ne­de far­lig­hed.

Han var en mo­der­ne sku­e­spil­ler, in­tens og ner­ve­be­to­net. Han var til­li­ge medstift er af Grøn­ne­gårds Te­a­tret, der den­gang var vi­et til Hol­berg. Her fi k han så be­vist en helt an­den si­de af ta­len­tet – som en vir­tuos, klas­sisk sku­e­spil­ler, der og­så rum­me­de gø­g­le­rens saft spræng­te ko­mik. På al­le må­der selvskre­ven til en plads i na­tio­nals­ce­nens en­sem­b­le, som han har væ­ret en del af si­den 1990.

Ved si­den af alt det blæn­den­de og det vit­ti­ge har hans fi nt­mær­ken­de tek­nik, vok­sen­de sce­ni­ske au­to­ri­tet og mo­den­hed som kunst­ner og­så gi­vet sig ud­slag i nog­le for­nemt af­stem­te, føl­somt ned­dæm­pe­de præ­sta­tio­ner.

Den ful­dend­te sku­e­spil­ler? Det er li­ge før, man sy­nes det. Og­så ra­dio og tv har na­tur­ligt nok haft fl it­tigt bud eft er ham. På skær­men var han for ek­sem­pel den stam­men­de kunst­mæ­cen Carl Ja­cob­sen i den stort an­lag­te se­rie ’ Bryg­ge­ren’. På fi lm­lær­re­det gav han fl ot liv til den bipo­la­re ma­ler P. S. Krøy­er i fi lmen om den­nes hu­stru. Men det er sce­ne­kun­sten, der bør væ­re ham tak­nem­me­lig. Han er en ka­rak­ter­ko­mi­ker af be­ty­de­ligt for­mat. Te­a­trets lil­le, store sku­e­spil­ler.

Svær

Dit svar: Al­le de tom­me fel­ter skal ud­fyl­des med et tal mel­lem 1 og 9. Hver van­dret ræk­ke og lodret ko­lon­ne skal ind­hol­de al­le tal 1 til 9. Hvert af de 9 små 3x3 kva­dra­ter skal og­så in­de­hol­de al­le tal fra 1 til 9. In­tet tal må alt­så op­træ­de me­re end én gang i hver ræk­ke , ko­lon­ne og 3x3 kva­drat.

Fo­to: Tho­mas Lek­feldt

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.