De go­de over­springs­hand­lin­ger

BT - - KENDER DU DET? -

eg går op og ar­bej­der… li­ge om lidt, når jeg har sor­te­ret mi­ne so­k­ker i far­ve­or­den...’ Ly­der det be­kendt? De kæ­re over­springs­hand­lin­ger, som kan få en hel dag til at gå op i hat og bril­ler. Så står man der og syl­ter kvæ­der i vild­skab, mens den sor­te samvit­tig­hed hvæ­ser: ’ Stop det! Du har et ma­nuskript, du skal af­le­ve­re om en uge! Hvad har du tænkt dig, din lal­len­de idi­ot?’ Men nu skal det væ­re slut! Ik­ke med over­springs­hand­lin­ger­ne, men med alt brok­ke­ri­et. Jeg slut­ter fred med over­springs­hand­lin­ger­ne, for jeg tror, de er sun­de. Li­ge­som et æb­le om da­gen kan hol­de læ­gen væk, tror jeg på, at mi­ne over­springs­hand­lin­ger hol­der stres­sen i ave.

Det er vig­tigt at po­in­te­re, at jeg skel­ner mel­lem over­springs­hand­lin­ger og flugt. Lad mig li­ge de­fi­ne­re for­skel­len: Over­springs­hand­lin­ger er dem, der op­står, når du selv skal ad­mi­ni­stre­re din tid, og in­gen hol­der øje med, hvor­dan du pri­o­ri­te­rer den. Over­springs­hand­lin­ger er grun­den til, at 90 pro­cent af ar­bej­det bli­ver ud­ført i de sid­ste 10 pro­cent af ti­den, un­der gråd, kof­fe­in­på­virk­ning og søvn­løs­hed, uan­set hvor lang tid du har haft til op­ga­ven. Min de­fi­ni­tion af over­springs­hand­lin­ger er be­tin­get af, at man får af­slut­tet den op­ga­ve, man ud­sky­der. Hvis du va­sker gul­ve, shop­per, spi­ser, spil­ler, sover, ser tv i en grad, så du er ude af stand til at pas­se dit ar­bej­de el­ler stu­die, så er det ik­ke det, den her klum­me hand­ler om. Så er det en slags flugt, og det er ik­ke an­be­fa­lel­ses­vær­digt.

Så hvad skul­le der væ­re så sundt ved at ud­sky­de ar­bej­det og la­de sig di­stra­he­re af alt mu­ligt unød­ven­digt hus­ar­bej­de? Er det ik­ke ba­re doven­skab og slø­se­ri, spør­ger min sun­de for­nuft? Jo på en må­de. Men er doven­skab og slø­se­ri nu og­så så ne­ga­ti­ve stør­rel­ser? Hvis krop­pen og fø­lel­ser­ne gi­ver ud­tryk for, at fornuften, ik­ke skal ha­ve lov at be­stem­me he­le ti­den, er det må­ske okay at lyt­te. Langt stør­ste­delen af ti­den, så er det fornuften som får lov til at sæt­te dags­or­de­nen. Fornuften er ef­fek­tiv, og fornuften er værds­at og respek­te­ret af ar­bejds­gi­ver­ne. I de fle­stes hver­dag er fø­lel­ser og krop no­get, man må dyr­ke i fri­ti­den. Man til­si­de­sæt­ter si­ne be­hov for fy­sisk ak­ti­vi­tet, for­di man li­ge skal ar­bej­de over, og man har ik­ke tid til at mær­ke, om man er stres­set, for­di man li­ge skal la­ve tre op­ga­ver me­re for at nå si­ne mål. Men hvis man kun lyt­ter til fornuften, så bli­ver man stres­set.

Når jeg helt tvangs­ag­tigt over­springs­hand­ler, så er det i bund og grund for­di, jeg ik­ke er klar til at gå i gang med op­ga­ven. Over­springs­hand­lin­ger­ne hjæl­per mig til at bli­ve klar. Når jeg tul­ler rundt og tør­rer støv af på hølof­tet, så kom­mer jeg ned i gear. Og det er det, jeg har brug for. Først når stress- ni­veau­et er helt ne­de og flat­li­ne, SÅ er jeg klar til at lø­se op­ga­ven. Når jeg mod­ar­bej­der mig selv ved at skæl­de mig selv ud og stres­se over, at jeg ik­ke ta­ger mig sam­men, så op­le­ver jeg, at det ta­ger end­nu læn­ge­re tid at kom­me i gang med den egent­li­ge op­ga­ve. Min op­le­vel­se er, at jo hur­ti­ge­re jeg respek­te­rer be­ho­vet for at sla­ske rundt og ba­re la­der mig ri­ve med af va­ske­tøj og hund­e­luft­ning, de­sto kor­te­re er over­springs­pe­ri­o­den.

Ge­ne­relt er det en dår­lig idé at pi­ske sig selv med ord som ’ skal’ og ’ bur­de’. Da jeg var barn, var der ci­ta­ter af Kung­fut­se og So­kra­tes i Ga­jol- æsker­ne. Sid­ste gang jeg køb­te ga­jo­ler, var der et ci­tat af An­ders Mat­t­he­sen. Fa­gre nye ver­den ( fak­tisk over­hør­te jeg nog­le te­e­na­ge­re fal­de i svi­me over de små gu­le æsker: ’ Årh, se hvor sødt! Man kan få Ga­jol, ba­re som SLIK!)… Ja ja, men ci­ta­tet var nu præ­cist så klogt, som nog­le af Østens el­ler an­tik­kens store tæn­ke­re kun­ne ha­ve for­mu­le­ret det. Det var no­get i stil med: ’ Der fin­des ik­ke no­get ’ skal’. Der fin­des valg og de­res kon­se­kven­ser’.

Det er jo sandt. Hvem be­stem­mer, hvad du skal? Det gør du. Og hvis alt in­den i dig in­si­ste­rer på, at du skal ta­ge op­va­sken li­ge nu, el­ler læg­ge dig ned og sove til mid­dag, så er det en god idé at lyt­te. Hvis det med­fø­rer, at du kom­mer bag­ud med dit ar­bej­de, så må du over­ve­je, om du kan leve med kon­se­kven­ser­ne af det valg.

Er du ty­pen, der ud­sky­der ting til sid­ste øje­blik, men al­li­ge­vel får af­le­ve­ret et godt re­sul­tat, så fred væ­re med det. Glem skyld­fø­lel­sen og gør di­ne ting, på din må­de. Li­vet er langt, og ar­bej­det er kun en del af det. Jeg tror på, at hvis jeg respek­te­rer mig selv og de be­hov, jeg har, så le­ve­rer jeg og­så de bed­ste resultater.

Chri­sti­na Sederqvist • Chri­sti­na Sederqvist er 40 år, for­fat­ter, ko­mi­ker og fored­rags­hol­der. Kendt fra se­ri­en ’ Skrå­plan’, som hun la­ve­de med Linda P. Hun er mor til to og er for ny­lig flyt­tet på lan­det med børn, kæ­re­ste og en min­dre dy­re­park. • I næ­ste uge skri­ves klum­men af Mi­chel­le Hvi­id

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.