180° ’ Da jeg ram­te sko­v­bun­den, lær­te jeg at pri­o­ri­te­re’

For seks år si­den var Je­an­ne Fairy ude for en ri­deu­lyk­ke, som gav hen­de mén i lang tid ef­ter. Hun, som før hav­de kla­ret det he­le og lidt til, måt­te nu læ­re at pri­o­ri­te­re ben­hårdt i, hvad der er vig­tigt i li­vet

BT - - 180° - Af Ma­rie Var­m­ing

Fo­to Sa­ra Skyt­te

D» Jeg har al­tid væ­ret me­get ak­tiv, og jeg kun­ne vir­ke­lig mul­ti­ta­ske. Jeg føl­te mig al­li­ge­vel al­drig stres­set el­ler over­be­byr­det, og jeg hav­de al­tid tid til an­dre. Jeg var der ik­ke ba­re for mi­ne ven­ner. Jeg var der som re­gel og­så for de­res ven­ner, og jeg hav­de over­skud til fa­mi­li­en, « for­tæl­ler Je­an­ne. Det var så­dan, hun var ind­til det øje­blik, hvor hun ram­mer sko­v­bun­den den dag. På vej ned har hun nem­lig ramt et træ, og da hun sæt­ter sig op igen, er ska­der­ne store. Blo­det står ud af ho­ve­d­et på hen­de, hen­des over­læ­be hæn­ger mær­ke­ligt ned, hen­des tun­ge er bidt igen­nem og hen­des ene an­kel vi­ser sig at væ­re bræk­ket. Hen­des ve­nin­de kom­mer ilen­de og får fat i en am­bu­lan­ce, mens Fi­go for­svin­der ind i sko­ven.

» Jeg tror, der var syv læ­ger om at tjek­ke mig på ska­destu­en i Her­lev. Min mund, mi­ne ører, min øj­ne. Jeg tænk­te ved mig selv: ’ Okay, den er fan­de­me gal, Je­an­ne’. «

Det skal rig­tig­nok vi­se sig, at den fan­de­me er gal, for Je­an­ne har ud­over den bræk­ke­de an­kel og­så kra­nie­brud, og det skal ope­re­res.

» Da jeg kom­mer ind på ope­ra­tions­stu­en, kom­mer den fi­ne­ste læ­ge hen til mig. Hun er ik­ke ret gam­mel og lig­ner en en­gel. De næ­ste fi­re ti­mer brug­te hun på at sam­le min pan­de igen. Den var knust i 1000 stum­per og styk­ker. Mærk selv, si­ger hun og ræk­ker pan­den frem, hvor små skru­er og skin­ner sta­dig kan mær­kes un­der hu­den.

Fryg­ten for spej­let

De næ­ste man­ge uger lig­ger Je­an­ne på ho­spi­ta­let og bli­ver pas­set og ple­jet. Hun kan ik­ke en­gang selv gå på toilet­tet, og hen­des fa­mi­lie for­står ik­ke de usam­men­hæn­gen­de ord, hun prø­ver at si­ge.

» Der gik fi­re da­ge, før jeg så mig selv i spej­let. Jeg vil­le sim­pelt­hen ik­ke se, at de hav­de fjer­net halv­de­len af mit hår, åb­net min pan­de og lap­pet den sam­men og sat min over­læ­be på plads igen. «

Men i lø­bet af da­ge­ne på ho­spi­ta­let kom den før­ste store ind­sigt og­så i kølvan­det på ulyk­ken.

» Jeg hav­de jo væ­ret dum­dri­stig. Hvad var det, jeg hav­de ud­sat min fa­mi­lie for? Jeg vid­ste jo godt, at den he­st ik­ke var rig­tig klog. Hvor­for har jeg brug for at ri­de rundt på

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.