Stru­en­see ba­ne­de vej­en for Chri­sti­ans­feld

Den sønderjyske by er net­op ble­vet op­ta­get på Unescos Ver­dens­arvs­li­ste, men dens stif­te­re, Brød­re­me­nig­he­den, var tæt på at bli­ve ud­vist af Dan­mark

BT - - HISTORIE - Sus­an­ne Jo­hans­son suss@ bt. dk

» Jeg fry­der mig som ny kul­tur­mi­ni­ster. «

Så­dan lød or­de­ne fra Ven­stres Ber­tel Haar­der, da det for godt en uge si­den blev of­fent­lig­gjort, at Chri­sti­ans­feld i Søn­derjyl­land var ble­vet op­ta­get på Unescos Ver­dens­arvs­li­ste.

I for­nemt sel­skab med bl. a. py­ra­mi­der­ne i Giza, den ki­ne­si­ske mur, No­tre Dame i Pa­ris og Roms hi­sto­ri­ske by- mid­te. ’ Et ene­stå­en­de ek­sem­pel på en ar­ki­tek­tur’, hed­der det i Unescos be­skri­vel­se af den dan­ske by. Men Chri­sti­ans­feld er langt me­re end det.

Den er nem­lig og­så hi­sto­ri­en om et kri­stent pa­ral­lel­sam­fund, om en tid og en brødre­me­nig­hed, der var en del af 1700- tal­lets vold­som­me re­li­gi­øse stri­dig­he­der.

Brødre­me­ning­he­den - som ek­si­ste­rer den dag i dag over he­le ver­den, og­så i Chri­sti­ans­feld - så sin spæ­de be­gyn­del­se for me­re end 600 år si­den, hvor den tjek­ki­ske te­o­log Jo­han Hus sat­te den del af ver­den på den an­den en­de ved at gå imod den gængse kir­ke­li­ge ret­ning, nem­lig den ro­mersk/ ka­tol­ske kir­ke.

Ik­ke ale­ne præ­di­ke­de han på tjek­kisk i ste­det for lat­in og var for­ta­ler for, at Bi­be­len skul­le over­sæt­tes til de sprog, som fol­ket for­stod, han tord­ne­de og­så mod den kir­ke­li­ge eli­tes magt­mis­brug. Til me­nig­he­dens udel­te be­gej­string. Og det op­rør ko­ste­de ham li­vet. Han blev dømt som kæt­ter og brændt le­ven­de.

Men Jo­han Hus hav­de fol­ket med sig, og hans tan­ker hav­de spredt sig som glø­der, som hans mar­ty­ri­um blot pu­ste­de liv i. Der­med op­stod nye bål, ud af hvil­ke nog­le af hans til­hæn­ge­re i 1457 dan­ne­de Uni­tas Fra­trum, Brød­re­nes Fæl­les­skab, som dog hav­de en tur­bu­lent tid for­an sig.

Fæl­les­ska­bet i front

Det var der­for først i 1727, at en egent­lig brødre­me­nig­hed blev grund­lagt som en ho­mo­gen en­hed. Og det var dem, der i fæl­les­ska­bets ånd op­før­te den før­ste af en lang ræk­ke me­nig­heds­by­er, møn­ster­by­er, hvor næ­stekær­lig­he­den, ån­de­lig­he­den og fæl­les­ska­bet do­mi­ne­re­de, og hvor tro­en blev prak­ti­se­ret i hver­da­gen.

Her­rn­hut kald­te de den­ne før­ste by, som lå i del­sta­ten Sa­ch­sen i det øst­li­ge Tys­kland.

En af grund­tan­ker­ne i Brød­re­me­nig­he­den var - og er - at mis­sio­ne­re. Og al­le­re­de sam­me år, som de blev grund­lagt, kom de før­ste mis­sio­næ­rer til Dan­mark, som i lig­hed med re­sten af Eu­ro­pa be­fandt sig i et eks­plo­sivt re­li­gi­øst spæn­dings­felt.

For det var en tid, hvor fle­re og fle­re sat­te spørgs­måls­tegn ved så­vel kon­ge­mag­ten som statskir­ken. Og pie­tis­men vandt der­for stør­re og stør­re ind­pas.

Pie­tis­men - som Brød­re- me­nig­he­den var én ud­ga­ve af - var en from­heds­be­væ­gel­se in­den­for den lut­her­ske tro, hvor det ik­ke ba­re hand­le­de om at gå i kir­ke om søn­da­gen, men om at væ­re ét med sin tro al­le ugens da­ge og i al­le ens ger­nin­ger.

For­sa­ge­de ver­dens go­der

Helt fir­kan­tet kan man si­ge, at hvor den gængse lut­her­ske tro, som var dik­te­ret af statskir­ken, var ud­ven­dig, var pie­ti­ster­nes bå­de ind- og ud­ven­dig.

Og sam­ti­dig lå der ind­byg­get i tro­en, at man for­sa­ge­de den­ne ver­dens go­der. Og iføl­ge hi­sto­ri­ker Mi­cha­el Bregns­bo fra Syd­dansk Uni­ver­si­tet - som har for­sket i 1700- tal­lets re­li­gi­øse stri­dig­he­der - faldt sidst­nævn­te be­stemt ik­ke i god jord hos al­le.

» De mest ek­stre­me pie­ti­ster kri­ti­se­re­de høj og lav, her-

un­der og­så kon­ger og bi­skop­per, hvis de ik­ke le­ve­de op til de stren­ge krav. Og i et ene­væl­digt sam­fund kun­ne det væ­re far­ligt at sæt­te spørgs­måls­tegn ved den be­stå­en­de or­den, « for­kla­rer Mi­cha­el Bregns­bo.

Når Brød­re­me­nig­he­den al­li­ge­vel fik lov til at vok­se sig stor i Dan­mark, skyld­tes det ik­ke mindst den me­re mo­de­ra­te ret­ning in­den­for pie­tis­men, hvis tan­ker den ene­væl­di­ge kon­ge sym­pa­ti­se­re­de med. Og der­for tog han Brød­re­me­nig­he­den un­der sin be­skyt­tel­se.

Fra for­bud til fri­sind

Ik­ke de­sto min­dre op­le­ve­de Dan­mark op igen­nem 1740er­ne en høj grad af te­o­lo­gisk cen­sur, hvis hen­sigt net­op var at be­græn­se re­li­gions­fri­he­den og spæn­de ben for nye re­li­gi­øse be­væ­gel­sers må- der at mø­des på. F. eks. blev det helt for­budt at for­sam­les i grup­per, med­min­dre det var un­der sog­ne­præ­stens til­syn.

Og i 1745 gik man til­med så langt i lov­giv­nin­gen som at fra­ta­ge en­hver stats­bor­ger­ska­bet til en­hver, der ’ be­gav sig til de mähri­ske brød­re­me­nig­he­der’ og me­nig­heds­by­en Her­rn­hut i Sa­ch­sen.

Men i 1766 kom Chri­sti­an 7. til mag­ten. Og med ham livlæ­gen Stru­en­see.

De to og en god del af de­res hi­sto­rie ken­der de fle­ste af os fra suc­ces­fil­men ’ En kon­ge­lig af­fæ­re’.

Det var un­der en rej­se i 1768, at kon­gen og Stru­en­see be­søg­te en af Brødre­me­nig­he­dens by­er i Eu­ro­pa og blev gre­bet af, hvor vel­or­ga­ni­se­ret den var i he­le sin struk­tur og li­ge­vær­dig­hed. Ik­ke mindst sidst­nævn­te var Stru­en­see til­hæn­ger af, og det var ham, som ef­ter­føl­gen­de ba­ne­de vej­en for, at Brød­re­me­nig­he­den i 1771 fik til­la­del­se til at op­fø­re en by i Dan­mark.

» Jo­hann Stu­en­see var søn af en bi­skop, der selv hav­de pie­ti­sti­ske sym­pa­ti­er, men var be­stemt ik­ke pie­tist selv, « si­ger Mi­cha­el Bregns­bo og for­kla­rer vi­de­re:

» Han var fri­sin­det og men­te, at al­le hav­de lov til at væ­re her. Og selv­om han ik­ke del­te de­res hold­ning, og ik­ke gik så højt op i dog­mer og kri­ste­li­ge re­gel­sæt, stil­le­de og­så han spørgs­måls­tegn ved den etab­le­re­de kir­ke. Bå­de ved dens hie­rar­ki og ved ind­hol­det af tro­en. Og han med­vir­ke­de alt­så til, at Brød­re­me­nig­he­den fik sin til­la­del­se til at etab­le­re sig i Dan­mark, « si­ger Mi­cha­el Bregns­bo.

En kri­sten fristad

Der­med var vej­en ba­net for, at kon­gen i 1771 ud­sted­te til­la­del­se til op­fø­rel­sen af en kir­ke­lig fristad, der ik­ke hør­te un­der en sog­ne­præst el­ler bi­skop.

» Der­med kun­ne de byg­ge et de­ci­de­ret kri­stent sam- fund, der var ind­ret­tet ef­ter, at man ik­ke ba­re gik i kir­ke om søn­da­gen, men at det krist­ne præ­ge­de én til hver­dag, var en del af éns liv. Så selv­om man sta­dig skul­le væ­re med­lem af statskir­ken, var éns liv or­ga­ni­se­ret af an­dre end statskir­ken og dens præ­ste­skab. Så Chri­sti­ans­feld blev en slags kri­ste­ligt pa­ral­lel­sam­fund, « si­ger hi­sto­ri­ke­ren.

Dra­ma­et om Brød­re­me­nig­he­den og dens me­nig­heds­by stop­pe­de dog ik­ke der. For da Stru­en­see i ja­nu­ar 1772 blev ar­re­ste­ret og smidt i fan­gekæl­de­ren, fryg­te­de me­nig­he­den, at Chri­sti­an 7. vil­le træk­ke sin til­la­del­se tilbage. Gan­ske en­kelt for­di Stru­en­see hav­de spil­let så væ­sent­lig en rolle i den.

Men 14 da­ge før Jo­hann Stru­en­see fik hug­get ho­ve­d­et af på Øster Fæl­led i København, blev til­la­del­sen stad-

Et vel­be­va­ret fy­sisk vid­nes­byrd om krist­ne eti­ske prin­cip­per ud­trykt gen­nem by­ens hu­ma­ni­sti­ske plan Unesco om Chri­sti­ans­feld

fæ­stet, og før­ste spa­destik til den nye by kun­ne ta­ges i 1773. Som tak døb­te Brød­re­me­nig­he­den by­en Chri­sti­ans­feld.

242 år se­ne­re står den som et monu­ment, der iføl­ge Unes- co ran­ge­rer li­ge så højt som py­ra­mi­der­ne, den ki­ne­si­ske mur, No­tre Dame og Roms hi­sto­ri­ske by­mid­te.

For, som Unesco-ko­mi­te­en skri­ver i sin be­grun­del­se, er by­en ’ et vel­be­va­ret fy­sisk vid­nes­byrd om krist­ne eti­ske prin­cip­per ud­trykt gen­nem by­ens hu­ma­ni­sti­ske plan, dens ar­ki­tek­tur og hånd­værk. Brødre­me­nig­he­dens nø­je plan­lag­te by er en af de bedst be­va­re­de blandt man­ge me­nig­heds­by­er’.

Fo­to: Scan­pix

Sø­stre­hu­set blev op­rin­de­lig byg­get til ugif­te sø­stre i Brød­re­me­nig­he­den.

Fo­to: Svend Aa­ge Mor­ten­sen

Brød­re­me­nig­he­den har og­så en fin­ger med i spil­let om by­ens be­røm­te hon­ning­ka­ger.

Grund­plan for Chri­sti­ans­feld an­no 1780.

Fo­to: Kol­ding Kom­mu­ne

Fo­to: Kol­ding Kom­mu­ne

Brødre­me­nig­he­dens kir­ke har plads til om­kring 1.000 men­ne­sker, og dens spartan­ske in­dret­ning af­spej­ler me­nig­he­dens menneskesyn, her­un­der at præ­sten ik­ke er op­hø­jet, men én af brød­re­ne.

Fo­to: WikiCom­mons

Knap så pæn som Mads Mik­kel­sen, der spil­le­de ham i fil­men ’ En kon­ge­lig af­fæ­re’, men ik­ke de­sto min­dre Jo­hann Stru­en­see, som ma­le­ren Jens Ju­el så ham.

Fo­to: WikiCom­mons

Chri­sti­an 7. po­rtræt­te­ret af Ale­xan­der Ros­lin.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.