LUK­KE­DE DØ­RE

BT - - NYHEDER -

MANDAG 13. JULI 2015 er ri­me­lig sløvt, « si­ger han.

» Og når ankla­ge­myn­dig­he­den he­le ti­den be­grun­der hen­des va­re­tægts­fængs­ling med, at de mang­ler at af­hø­re vid­ner, så sy­nes vi, det er ho­ved­rysten­de, at per­so­na­let først er ble­vet af­hørt så sent. Po­li­ti­et har jo fra dag ét vidst, hvem der var på ar­bej­de den dag og hvem de på­rø­ren­de til pa­tien­ter­ne er. Jeg kan ik­ke for­stå, hvor­for de ik­ke ba­re kan få det gjort. Vi fø­ler ik­ke, po­li­ti­et gi­ver sa­gen den nød­ven­di­ge op­mærk­som­hed, men at an­dre sa­ger får før­ste­pri­o­ri­te­ten, « si­ger hen­des kæ­re­ste.

Ser spø­gel­ser

Fa­mi­li­en er ban­ge for, at fle­re ryg­ter vil op­stå og spre­des, jo læn­ge­re tid der går.

» Al­le vid­ner ved, hvem hun er. Al­le på sy­ge­hu­set ved, hvem hun er. De ved, hvad hun er sig­tet for. De to ting sat sam­men, så op­står der ryg­ter. Og så er der no- gen, der si­ger, at: ’ så var der og­så den der gang’ og ’ så ske­te der jo og­så det der’. Man be­gyn­der at se spø­gel­ser, « si­ger hen­des kæ­re­ste og fort­sæt­ter:

» Man kan ik­ke hu­ske, hvad man selv har set, el­ler hvad man har hørt fra an­dre. Og de kan glem­me vig­ti­ge de­tal­jer. «

Fa­mi­li­en glæ­der sig der­for til, at dø­re­ne for­hå­bent­lig en­gang bli­ver åb­net, så bå­de de selv, men og­så re­sten af be­folk­nin­gen, kan få ind­sigt i sa­gen. Og at sy­geple­jer­sken kan få lov til at kom­me med sin ver­sion.

» Vi sav­ner hen­de. Vi vil ha­ve hen­de hjem. Og vi vil ha­ve hen­de fri­kendt. Nu må de fand­me ta­ge sig sam­men. Vi har lyst til at slå i bor­det, hver gang dom­me­ren si­ger, at ’ du ( sy­geple­jer­sken, red.) for­bli­ver va­re­tægts­fængs­let’. Ja­men så af­hør de folk, der skal til. Det er helt sinds­sygt, og det har det væ­ret fra be­gyn­del­sen, « si­ger kæ­re­sten.

Le­ver og ån­der for job­bet

He­le sa­gen tæ­rer iføl­ge fa­mi­li­en hårdt på den 30- åri­ge sy­geple­jer­ske, der blandt an­det kun kan se sin lil­le dat­ter i en ti­me om ugen.

» Hun er en lovly­dig ung kvin­de, der har fa­mi­lie og en dat­ter, pas­ser sit ar­bej­de og el­sker det. Og nu har hun sid­det der i 134 da­ge. I en ver­den, hun al­drig har væ­ret vant til. Hun har det hårdt, « si­ger hen­des kæ­re­ste, mens hen­des mor til­fø­jer:

» Hun le­ver og ån­der for sit job. Hun er rig­tig god til det. Hun be­stod sin ba­chel­or med 12 i ka­rak­ter. Hun har kun få­et 12- tal­ler. «

I mor­gen skal der igen ta­ges stil­ling til, om dø­re­ne skal væ­re åb­ne el­ler luk­ke­de - og om den 30- åri­ge fort­sat skal væ­re va­re­tægts­fængs­let, når der er frist­for­læn­gel­se i sa­gen.

» Jeg ved ik­ke, hvad det en­der med, men det må ger­ne snart slut­te, « si­ger hen­des kæ­re­ste og slut­ter:

» Vi sav­ner hen­de. Vi gør, hvad vi kan, for at hol­de hen­de op­pe, så hun kom­mer ud på den an­den si­de som et helt men­ne­ske. Og vi la­der sand­he­den fø­re frem til hen­des uskyld. « Den 30- åri­ge sy­geple­jer­skes iden­ti­tet er be­skyt­tet af et nav­ne­for­bud. Det be­ty­der, at hun ik­ke må gø­res gen­ken­de­lig for of­fent­lig­he­den. Der­for kan nav­ne­ne på hen­des kæ­re­ste, hen­des mor og hen­des bror hel­ler ik­ke of­fent­lig­gø­res.

Det er her i Ret­ten i Ny­kø­bing Fal­ster, sa­gen fo­re­går. Dom­me­ren i sa­gen kræ­ver sta­dig – ef­ter 134 da­ge – luk­ke­de dø­re.

Fo­to: Tho­mas Lek­feldt

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.