LAD OS NU BA­RE AR­BEJ­DE I FERIEN ’’

BT - - DEBAT -

Man­ge dan­ske che­fer kan ik­ke la­de væ­re med at ar­bej­de i som­mer­fe­ri­en, hvil­ket bå­de stres­ser og ir­ri­te­rer man­ge be­rør­te fa­mi­li­er. Det kun­ne man læ­se i en ny un­der­sø­gel­se fra in­ter­es­se­or­ga­ni­sa­tio­nen Le­der­ne, net­op som ferien for al­vor blev skudt i gang for 14 da­ge si­den. An­de­len af top­che­fer, der ta­ger ar­bej­det med på fe­rie, og som ser le­del­se me­re som en livs­stil end som et lø­n­ar­bej­de, er helt op­pe på 80 pro­cent. DET KEN­DER JEG godt. Bå­de fra mig selv og fra min mand, der be­sva­rer email og sms’er døg­net rundt he­le året rundt – we­e­ken­der, på­ske og ju­len in­klu­si­ve. Sidst vi for­søgs­vis holdt fe­rie i Frankrig, blev han nødt til at ta­ge to mø­der – et i Ca­na­da og et i Mel­le­mø­sten. Selv lig­ger mi­ne de­ad­li­nes spredt ud over som­me­ren: i sid­ste uge la­ve­de jeg lidt ra­dio om ame­ri­kan­ske mu­sik­vi­deo­er, fe­mi­nis­me og ra­cis­me midt i mi­ne 14 da­ges fe­rie un­der Wim­b­ledon. Og afl eve­re­de og­så et in­ter­view med en hol­land­sk frem­tids­for­sker til en pri­vat kun­de.

Men oft e mø­der den må­de at fe­ri­e­re – og leve - på kri­tik fra om­ver­de­nen. An­dre er be­kym­re­de på ens veg­ne: de skri­ver op­da­te­rin­ger på min Fa­ce­book- si­de el­ler små, ven­li­ge, men be­brej­den­de mail. ’ Sover du al­drig?’ ’ Husk at du og­så skal væ­re der om 10 år,’ ’ Er du sik­ker på, at du kan mær­ke dig selv?’ ’ Er du no­gen­sin­de ba­re ude i na­tu­ren?’, er ba­re en lil­le po­r­tion af den slags be­ske­der, som man får fra men­ne­sker, der på den ene el­ler den an­den må­de er sik­re på, at jeg umu­ligt kan væ­re i kon­takt med mit ægte, yoga- groo­me­de un­derjeg.

Le­del­ses­rå­d­gi­ver hos Le­der­ne Hel­le Bruun Mad­sen gav og­så si­ne med­lem­mer en opsang i for­bin­del­se med før­nævn­te un­der­sø­gel­se:

’ Det er og­så en del af le­derjob­bet at hol­de fri, kob­le af og la­de bat­te­ri­er­ne op. Le­de­re skal hu­ske, at de er rol­lemo­del­ler for me­d­ar­bej­der­ne, og det gæl­der ik­ke kun i det dag­li­ge ar­bej­de, men og­så den må­de, hvor­på de ba­lan­ce­rer ar­bej­de i ferien,’ lød det fra hen­de. SJOVT NOK ER det net­op den slags mild for­døm­mel­se, der vir­ke­lig kan stres­se mig. Der har den grun­dre­gel her i li­vet, at det nok er fri­sten­de – åh jeg ken­der det godt – at døm­me an­dres livs­stil, men at man alt­så al­li­ge­vel må hol­de sig i skin­det og la­de væ­re. For med le­ve­vis for­hol­der det sig nem­lig ret en­kelt: lev det liv, du har det bedst med. Og­så hvis det in­de­bæ­rer et fra­valg af at sid­de ved en strand, en solnedgang el­ler en pool og me­di­te­re i gril­lens osen. Nyd li­vet – med el­ler uden mo­bil­te­le­fon og email. DER ER øv­rigt der­u­d­over in­gen grund til at ha­ve ondt af folk, som ik­ke træk­ker stik­ket ud og hol­der to­tal­fe­rie. Og hvis man en­de­lig skal ta­le om, hvad der vil­le stres­se én, så vil­le det vær­ste for mig væ­re det stik mod­sat­te: At in­gen hav­de brug for mig. Min pri­va­te ver­sion af hel­ve­de er en si­tu­a­tion, hvor in­gen vil aft age mi­ne tek­ster, lyt­te til mi­ne ana­ly­ser på tv el­ler ra­dio, hvor in­gen læ­ser mi­ne bø­ger el­ler kom­mer til mi­ne fored­rag.

Det har jeg godt nok al­drig prø­vet. Men tan­ken kan nok frem­kal­de hjer­te­ban­ken. Mens det mod­sat­te – at jeg skal ar­bej­de he­le ti­den, sover for lidt og har min skærm med mig overalt – ja, det er min ynd­lings­til­stand.

Og lur mig, om ik­ke vi er en del, der vil­le ke­de os bravt un­der lange, ubrud­te stun­der ved stran­den med el­ler uden mind­ful­ness i en sve­de­hyt­te.

Slut­te­lig: hvis man skal ha­ve ondt af no­gen, er det dem, som ik­ke kan få et ar­bej­de, selv­om de le­der. De er værd at be­kym­re sig om. Langt me­re end dem, der selv væl­ger ik­ke at træk­ke stik­ket til mo­bil og com­pu­ter i som­mer­fe­ri­en.

I

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.