’’ Mænd er use­xe­de, når de ik­ke ved, hvor­dan man får kvin­den frem i kvin­den’’

BT - - NYHEDER - Si­mon Rie­del sir@ bt. dk

IN­TER­VIEW Det er upas­sen­de, når ... kæ­re­ster el­ler æg­te­fæl­ler ik­ke vil hin­an­den. Jeg har oft e op­le­vet i Bak­kens Hvi­le, hvis vi syn­ger til et kæ­re­ste­par, at midt i san­gen ud­ta­ler den ene, at vi san­de­lig godt må få el­ler over­ta­ge de­res part­ner. Tænk hvis de i ste­det sag­de højt ud i lo­ka­let, ’ han er min’ el­ler ’ hun er min’ og ’ Jeg sy­nes hun er skøn, fan­ta­stisk og alt, hvad jeg øn­sker mig’. Det er der desvær­re ik­ke man­ge, der gør. Folk kig­ger man­ge gan­ge me­re i de­res mo­bil­te­le­fon end ... i hin­an­dens øj­ne, tænk hvor ånds­svagt det er, at den go­de fl irt går fl øjten, for­di man li­ge skal tjek­ke, om no­gen har re­spon­de­ret på ens twe­et-, in­s­ta­gram- el­ler fa­ce­book­op­da­te­ring. Se jer om i rum­met og se hin­an­den. Vi dan­ser og kys­ser alt for lidt. Det er ik­ke for­di, jeg al­drig selv kig­ger på min te­le­fon. Det gjor­de jeg, da der var ter­ror i Dan­mark den 14. fe­bru­ar. Men jeg be­hø­ver ik­ke at se, om no­gen har slå­et en le­ver­postej­mad op på in­s­ta­gram, om no­gen skal grille, el­ler om de er på Ska­gen. Jeg vil hel­le­re væ­re nær­væ­ren­de med de men­ne­sker, jeg rent fak­tisk er sam­men med. For­nem­mel­ser og in­spira­tion får man ik­ke ud af en død te­le­fon. Jeg hav­de svært ved at stop­pe med at gri­ne, da ... jeg op­da­ge­de, hvor nemt det er at ha­ve med mænd at gø­re, hvis man ba­re ro­ser dem og si­ger, at de er fan­ta­sti­ske. Jeg har op­le­vet, at de fak­tisk bli­ver fan­ta­sti­ske, hvis man ba­re føl­ger den op­skrift . Og jeg me­ner det fak­tisk kær­ligt, det er ik­ke for at frem­hæ­ve mænd som dum­me og lat­ter­li­ge. Jeg var ab­so­lut mest fat­tig, da ... jeg i 1982 som 24- årig gik på HB stu­dio, en te­a­ter­sko­le i The Vil­la­ge i New York. Jeg bo­e­de på YMCA i 34th ga­de , i det mind­ste væ­rel­se der kun­ne op­dri­ves – med fæl­les ba­de­rum med plads til 20 ad gan­gen, der kun­ne stå på rad og ræk­ke og bør­ste tæn­der - jeg le­ve­de af Wen­dys bag­te kar­to­fl er og skin­ke fra den lo­ka­le Del­li. For at hol­de min fi gur er jeg nødt til ... at drik­ke rød­vin fra Bor­deaux – og hvid­vin fra Bour­gog­ne. Jeg kan ik­ke tå­le for me­get mad og dår­lig vin. Men jeg kan an­be­fa­le en fl aske fra Meur­sault til en anel­se laks og en Medoc til lidt bøf, det er no­get, der hjæl­per på fi gu­ren. Sund­heds­sty­rel­sen er nok ik­ke enig med mig. For at væ­re en livskunst­ner må man ... tro på, at alt kan la­de sig gø­re - som mr. Mi­caw­ber i Char­les Di­ck­ens’ David Cop­per­fi eld si­ger: ’ so­met­hing will turn up’ så­dan tæn­ker jeg al­tid - li­ge fra når li­vets ve­je er for ste­ne­de til, hvis jeg ik­ke helt kan gen­nem­skue, hvem og hvad der skal med i det show på Bak­ken. Man skal ik­ke sæt­te sig fast i li­vet, ik­ke stå stille, men he­le ti­den se det po­si­ti­ve i det, der kom­mer til én. Da jeg var barn, var jeg mis­un­de­lig på ... pi­ger med lange ben - når man på fl ad fod kun må­ler 163 ½ cm og fø­ler sig som en grand da­nois, har hø­je hæ­le væ­ret et must for mig, fra jeg var gan­ske ung. Og nej, hvor har jeg øn­sket mig at gå i se­je, fl ade støv­ler og sne­a­kers. Jeg er lidt som en hund­e­hvalp, ik­ke sær­lig høj, men med store fød­der og hæn­der. Mænd er to­talt use­xe­de, når ... når de går med teg­ne­bo­gen i bag­lom­men; ik­ke ken­der de­res eget værd; når de tror, de er guds ga­ve til kvin­den, men er for sol­brænd­te og bo­dy­bu­il­de­de. Især er de use­xe­de, når de ik­ke ved, hvor­dan man får kvin­den frem i kvin­den. Bak­kens Hvi­le ud­vik­ler sig kon­stant ... vi er ik­ke kun dem, der sid­der på de høj­ryg­ge­de sto­le og syn­ger ’ Køb blom­ster’ og ’ Bak­kesan­ge­r­in­den’, vi ud­vik­ler syn­gepi­ge­tra­di­tio­nen, så den bå­de ram­mer po­e­tisk, po­li­tisk og per­fekt. Vi vil ger­ne min­de om den go­de fl irt, at kys­se hin­an­den, så det he­le ik­ke en­der i Twit­ter, In­s­ta­gram, Fa­ce­book og net­dat­ing. Jeg glem­te at væ­re yd­myg, da ... jeg for man­ge år si­den blev ud­ta­get til an­den prø­ve til Stu­den­ter­revy­en, jeg tænk­te ’ den er hjem­me’ og før­te mig selvsik­kert frem. Men ak, jeg end­te, som Uff e El­le­mann gjor­de ved val­get i 1998, hvor han jo sag­de det sam­me. Jeg kom ik­ke med i den revy. Det go­de ved at væ­re mig er ... at li­ge­gyl­dig hvad der sker, så er der al­tid en lil­le, op­ti­mi­stisk per­son, der sid­der på min skul­der og si­ger, at vej­en det er frem, frem og kun frem, og husk det kan og­så ven­des og bli­ve en sjov hi­sto­rie med ti­den. Min ab­so­lut sva­ge si­de er ... at jeg ik­ke kan til­gi­ve el­ler se igen­nem fi ngre­ne med, hvad der al­le­re­de er sagt. ’ It ´ s al­re­a­dy out the­re’. Man skal va­re sin mund og tæn­ke sig om: hvad der er sagt, er sagt, man kan ik­ke und­skyl­des med tem­pe­ra­ment el­ler en drink for me­get. For­mu­ler di­ne ord med om­hu, de re­præ­sen­te­rer po­esi, sorg og sy­le­spid­se for­nær­mel­ser. Min stør­ste ge­ni­streg har ind­til nu væ­ret ... at jeg i min tid­li­ge ung­dom bad min be­læ­ste on­kel om at la­ve en litteraturliste til mig, han kend­te al­le klas­si­ke­re i ny og gam­mel tid. Jeg fi k li­sten skre­vet på to styk­ker bon­rul­le. Den som­mer, når mør­ket hav­de sæn­ket sig over Dy­re­havs­bak­ken, lå jeg hver nat og læ­ste dem, en eft er en, al­le li­ge fra ’ Dø­de sjæ­le’ af Gog­ol over Tru­man Ca­po­tes ’ In cold blood’ til Tho­mas Manns ’ Dø­den i Ve­ne­dig’. Jeg har hø­stet en del po­int på at kun­ne de klas­si­ke­re. Det stør­ste chok i mit liv fi k jeg da ... jeg op­da­ge­de, at li­vet vir­ke­lig kan for­an­dres på ba­re et se­kund. Det ene øje­blik vin­ker man far­vel, for det næ­ste at stå på et ho­spi­tal uden at vi­de om den, man vin­ke­de til, no­gen­sin­de vil våg­ne igen. Jeg har al­tid sagt til mi­ne næ­re, at vi al­drig måt­te gå ud ad dø­ren som uven­ner, og at man al­tid skal si­ge kær­ligt far­vel. Og sør­ge for at man har rent un­der­tøj på, og der ik­ke er hul­ler i strøm­per­ne, for man ved al­drig, hvad der sker. Men at det vir­ke­lig vil­le ske, er mit livs stør­ste chok. Min dat­ter Jo­han­ne, som jo var ude for et tra­fi kuheld, hun er nu i bed­ring, men det går fremad med mu­seskridt. Den ene dag kan hun løft e øjen­lå­get lidt, og nu kan hun spi­se. Det er bit­tes­må ting, der er sket de sid­ste seks må­ne­der. Hun kan kun ta­le i en­sta­vel­ses­ord, men hun kom­mer til at læ­re det, for hjer­nen skal ba­re fi nde nye ve­je. Jeg er me­get sår­bar om Jo­han­ne, og det har gi­vet man­ge rin­ge i van­det, men hun skal tilbage, og det kom­mer hun og­så. Jeg fi k brug for min vil­jesty rke da ... jeg skul­le over­be­vi­se gar­ve­de Bak­kens Hvile­fans og - an­sat­te om, at vi var nødt til at ven­de kon­cep­tet på ho­ve­d­et og byg­ge et nu­ti­digt Bak­kens Hvi­le op, for el­lers vil­le der ik­ke væ­re et san­ge­r­in­de­pavil­lon på Dy­re­havs­bak­ken om 10 år. Ba­re det at få over­talt pi­a­ni­sten til at skift e det op­ret­stå­en­de kla­ver ud med et elek­trisk, var en op­ga­ve i sig selv, men al­le tror nu på min ma­ve­for­nem­mel­se, og vi er up to da­te an­no 2015.

BLÅ BOG Dot Wes­sman læ­ste som ung ju­ra ved Kø­ben­havns Uni­ver­si­tet. Hun ejer som telt­hol­der san­ge­r­in­de­pavil­lo­nen ’ Bak­kens Hvi­le’ på Dy­re­havs­bak­ken og har gen­nem man­ge år selv op­t­rå­dt som bak­kesan­ge­r­in­de. Hun be­gynd­te som ser­vi­tri­ce i mo­de­rens pavil­lon, men værts­hus­hol­de­ren Har­dy Dræ­by så, at hun hav­de sce­ne­po­ten­ti­a­le. Sam­ti­dig står Dot Wes­sman i spid­sen for et om­fat­ten­de im­pe­ri­um af kar­ru­sel­ler og tom­bo­la­er. Dot Wes­sman har ud­gi­vet cd’er og del­ta­get i tv- show og dan­ne­de ind til for­ny­lig par med Mor­ten Mes­ser­s­ch­midt.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.