’ Børn skal rul­les ud i li­vets keg­ler’

BT - - KENDER DU DET? -

Jeg er en god mor, når mi­ne børn ik­ke har brug for mig. Det er et pa­ra­doks, for jeg fø­ler mig vær­di­fuld, når de ræk­ker ud ef­ter mig. Set i det lys er det bedst ( for mig), når de har mest brug for mig. Jo me­re hjæl­pe­lø­se de er, jo me­re har de brug for mig.

Det gæl­der på langt sigt om det mod­sat­te. Det er den ul­ti­ma­ti­ve fri­hed at kun­ne kla­re sig selv. Og­så for bør­ne­ne. De får en til­trængt selvsik­ker­hed af at kun­ne alt selv. De er egent­lig dna- ko­det til at kla­re sig selv, de sid­der ’ selv’ som det mest na­tur­li­ge, når de er små, når vo­res om­k­lam­ren­de ad­færd end­nu ik­ke står i vej­en for de­res na­tur­li­ge frem­drift. Jeg for­sø­ger at gø­re mig selv, min dag­li­ge ind­sats und­vær­lig. Jeg er lyk­ke­des, når de er uaf­hæn­gi­ge. Når de er det, er de net­op det, uaf­hæn­gi­ge af mig, og hvor ef­ter­la­der det så mig? Jeg har al­tid væ­ret mod­stan­der af cur­ling­syn­dro­met. I en grad så jeg op­fandt ud­tryk­ket ’ bowling­børn’. Børn, som bli­ver rul­let ud i li­vets keg­ler. Jeg for­ven­ter, at mi­ne unger slår sig og der­med læ­rer at fin­de den mindst smer­te­ful­de vej. Især at rej­se sig op igen, det er en af de mest vær­di­ful­de ting, jeg kan læ­re dem. Da min 16- åri­ge søn for ny­lig var ked af det – de før­ste kæ­re­stesor­ger – var min trø­sten­de kom­men­tar, at det kun bli­ver vær­re i hans kær­lig­heds­liv. At før­ste gang er rå, men at det for­hå­ben­lig ik­ke stop­per, før han dør. For pri­sen for tu­ren på den ly­se­rø­de sky er tu­ren i kulkæl­de­ren, det er bil­ligt, han skal gø­re det igen. Ri­si­ke­re den smer­te for evigt. Jo stør­re glæ­de, des me­re at mi­ste. Min kom­men­tar, hvor ned­slå­en­de den må ly­de, er i vir­ke­lig­he­den den stør­ste op­mun­tring til at fort­sæt­te med at ud­for­dre og ud­for­ske li­vet. Han kan slip­pe for al smer­te ved at ’ flat­li­ne’ li­vet. Men jeg kan ik­ke fo­re­stil­le mig no­get me­re ned­slå- en­de end at kø­re li­vet sik­kert. Fladt, men sik­kert – det er ik­ke me­nin­gen. Så hel­le­re go­de og svæ­re ud­s­ving. Vi bor i en ver­den, hvor vi har lært, at det ik­ke må gø­re ondt, slet ik­ke i li­vet, det har vi pil­ler og sal­ver imod. Set i et helt livs­per­spek­tiv er det gro­tesk, at li­vet ik­ke må gø­re ondt, men når vi står midt i smer­ten, vil vi gø­re hvad som helst for at so­le os i lyk­ken igen. Så tror vi, det er nemt at ta­ge al­ver­dens gen­ve­je. Jeg mang­ler at se, at de vir­ker. Der­for lø­ber jeg ik­ke og prø­ver at væ­re buf­fer for mi­ne børn, når de går ind i no­get, for at for­hin­dre, at de slår sig. De kom­mer til at slå sig, uan­set hvor me­get jeg prø­ver at for­hin­dre det. Jeg vil hel­le­re læ­re dem at fin­de vej, så de kan selv. Og­så når det er nem­mest for mig li­ge at bin­de de­res sko, så ta­ger jeg den tid, det ta­ger at ven­te, mens de læ­rer det selv. For ny­lig kør­te jeg for min søn, da han skul­le til Roskil­de Festi­val. Mi­ne ven­ner gri­ner kær­ligt og kal­der mig ’ Cur­lin­ge­xpres­sen’. Men fak­tisk er det så­dan, at jeg må ty til den slags for glimt­vis at væ­re en del af hans liv. Han kan jo alt selv. Jeg er en hver­dags­bowling­mor, som for­sø­ger at gø­re sig vig­ti­ge­re, end hun er. Jeg må mø­ve mig ind, hvor jeg kan. Jeg har over­flø­dig­gjort mig selv

i hver­da­gen. Hel­dig­vis. De børn, som ik­ke læ­rer fri­he­den ved uaf­hæn­gig­hed, de har ik­ke no­get valg. Jo fle­re valg der er, jo stør­re er de­res mu­lig­he­der i de­res ver­den. Jeg er en god mor, når mi­ne børn ik­ke har brug for mig.

We­e­kend - 18.07.2015

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.