’ Når jeg har for lidt fri­tid, har jeg pen­ge nok’

Mød Da­ni­el og Cri­sti­na Pan­ta­zescu, der er to af de øst­eu­ro­pæ­e­re, der har slå­et sig ned i Dan­mark uden pla­ner om at ven­de tilbage

BT - - NYHEDER - Hen­rik Jen­sen hejs@ber­ling­s­ke.dk Fo­to: As­ger La­de­fo­ged asla@ber­ling­s­ke.dk

Avis­ru­ten – nat­ten til søn­dag Den lil­le par­ke­rings­plads er øde og ind­hyl­let i mør­ke. Det ene­ste, man kan hø­re, er en mo­tors bli­de lyd af tom­gang og dan­ske top­hit fra 80er­ne, der strøm­mer ud gen­nem en bils åb­ne vin­due. Da­ni­el Pan­ta­zescus fin­gre trom­mer utå­l­mo- digt på rat­tet in­de i den sor­te Re­nault Clio.

På bi­lens ur står 02.03. Det er nat­ten til søn­dag, og Da­ni­el ven­ter på par­ke­rings­plad­sen ved læ­ge­hu­set i den lil­le lands­by Klok­ker­holm. Le­ve­ran­cen er al­le­re­de tre mi­nut­ter for­sin­ket.

» Hun ple­jer at kom­me til ti­den, « når Da­ni­el at kon­sta­te­re, in­den en rum­len i nat­ten nær­mer sig.

En ly­skeg­le slår op på den hvi­de mur­stens­mur ved læ­ge­hu­set, og en lil­le kas­se­vogn ven­der rundt, stop­per op og bak­ker op for­an vind­fan­get. Da­ni­el sti­ger ud af bi­len og be­væ­ger sig ud i mør­ket. En kvin­de bæ­rer avi­ser ud fra bag­en­den af kas­se­vog­nen og læg­ger dem i bund­ter på fli­ser­ne. Da­ni­el går i gang med at ska­be sig et over­blik over avi­ser­ne på or­d­re­li­sten, som han har i hån­den. Fin­gre­ne gli­der ned over nav­ne­ne på Ane­mo­ne­vej, Klø­ver­vej og Lupin­vej. Der er al­le de avi­ser, der skal væ­re. Men der er fær­re kun­der end nor­malt, kon­sta­te­rer Da­ni­el. » Not good, « si­ger han for sig selv. Da­ni­el si­ger » thank you ve­ry much, « og kvin­den med avi­ser­ne

kvit­te­rer: » God tur. « Med fa­ste, næ­sten ro­bo­t­ag­ti­ge be­væ­gel­ser fyl­der han bi­lens bag­sæ­de op med avi­ser, mens han læg­ger en lil­le bun­ke i for­r­u­den. Det spa­rer ham for vær­di­ful­de se­kun­der, når han skal ind og ud af bi­len i lø­bet af nat­ten. Se­kun­der, som bli­ver til mi­nut­ter, som bli­ver til ti­mer et sted ude i frem­ti­den. Tid er pen­ge, og pen­ge kan ind­fri drøm­me, me­ner Da­ni­el.

Han sæt­ter bi­len i gear og tril­ler ud fra par­ke­rings­plad­sen.

Dan­mark er de­res frem­tid

Po­li­ti­ker­ne tro­e­de, at de vil­le ta­ge hjem igen, si­ger for­sker­ne. At øst­eu­ro­pæ­er­ne var en va­re, som kun­ne re­tur­ne­res, da 00er­nes vækst­loko­mo­tiv slog bak med fi­nanskri­sen i 2008. Men en vok­sen­de grup­pe af øst­eu­ro­pæ­er­ne i Dan­mark hol­der ik­ke kun Den Eu­ro­pæ­i­ske Uni­on op på løf­tet om ret­ten til fri be­væ­ge­lig­hed. De hol­der og­så fast i ret­ten til at slå sig ned.

EUs ud­vi­del­ser mod øst i 2004 og 2007 har be­ty­det, at især po­lak­ker, li­tau­e­re og ru­mæ­ne­re har bidt sig fast i det dan­ske ar­bejds­mar­ked, hvor løn­nin­ger­ne of­te er langt hø­je­re end der, hvor de kom­mer fra. De fle­re end 80.000 øst­eu­ro­pæ­e­re, der bor i Dan­mark, ar­bej­der of­te i land­bru­get, ser­vi­ce­sek­to­ren og byg­ge­bran­chen.

Sam­ti­dig er de ble­vet gen­stand for en de­bat om so­ci­al dum­ping og pres på dan­ske løn­nin­ger, hvor de se­ne­st un­der fol­ke­tings­val­get blev om­drej­nings­punkt i dis­kus­sio­nen om ar­bejds­lø­se dan­ske­re. Det er pa­ra­doksalt, at dan­ske­re går le­di­ge, mens øst­eu­ro­pæ­e­re strøm­mer her­til, lød det. Midt i snak­ken om et ar­bejds­mar­ked i for­an­dring og pres­set på de ri­ge EU- lan­de står en grup­pe men­ne­sker, der er rejst væk fra det vel­kend­te. Da­ni­el og Cri­sti­na Pan­ta­zescu ser Dan­mark som de­res frem­tid.

En drøm går i op­fyl­del­se

Den mo­no­to­ne lyd af bil­dæk­ke­nes gum­mi mod as­fal­ten bry­der den­ne lør­dag med jæv­ne mel­lem­rum stil­he­den på ho­ved­vej­en, der græn­ser op til gru­set i ind­kørs­len. Da­ni­el slår blik­ket op på det gam­le hus, hvor pud­sen på de hvid­kal­ke­de mu­re er skal­let af. Det lil­le hus er kilet ind mel­lem de fla­de, jord­bru­ne mar­ker og går­de­ne, der om­gi­ver det. ’ Til salg’- skil­tet står sta­dig plan­tet i vej­kan­ten som en bro mel­lem dét, der har væ­ret, og dét, der vil kom­me.

Da­ni­el og hans ko­ne Cri­sti­na er beg­ge 36 år og er flyt­tet til Dan­mark fra Ru­mæ­ni­en. De har net­op skre­vet un­der på skø­det, som har sik­ret dem hu­set, der sy­ner lidt slidt i den bleg­grå tå­ge. Nu er der kun no­get pa­pir­ar­bej­de mel­lem dem og nøg­ler­ne til hu­set. Det lig­ger få ki­lo­me­ter fra lands­by­en Tyl­strup, nord for Aal­borg og tæt på det le­je­de hus, hvor de har bo­et mid­ler­ti­digt. Det nye hus har ko­stet dem 175.000 kr. og har væ­ret til salg i næ­sten et år. Det er et af den slags hu­se, som dan­ske ejen­doms­mæg­le­re mel­der om, at øst­eu­ro­pæ­e­re i sti­gen­de grad kø­ber. Hu­se, der of­te har be­lig­gen­hed og stand imod sig. Hu­set på ho­ved­vej­en er hel­ler ik­ke et drøm­me­hus, men sna­re­re en drøm der går i op­fyl­del­se. Og så er det bå­de bil­ligt og godt til pri­sen, me­ner Da­ni­el. Det kræ­ver dog en kær­lig hånd.

» Når jeg tæn­ker på alt det, der skal la­ves på det­te hus, kan jeg godt tæn­ke, at jeg ik­ke har nok tid, for­di jeg ar­bej­der så me­get. Men jeg kla­ger ik­ke. Når jeg har for lidt fri­tid, be­ty­der det, at jeg har nok pen­ge, « si­ger Da­ni­el.

Da­ni­el kom til Dan­mark i sen­som­me­ren 2013, mens Cri­sti­na flyt­te­de her­til et år se­ne­re. Hun skul­le fær­dig­gø­re sin ud­dan­nel­se som sy­geple­jer­ske i Ru­mæ­ni­en, in­den hun lag­de hjem­lan­det bag sig. I Dan­mark har hun ik­ke no­get job end­nu, men hjæl­per of­te Da­ni­el med avis­ru­ter­ne, og de le­ver af løn­nen der­fra.

De gam­le, grøn­ne træs­ku­re i ind­kørs­len skal ri­ves ned, for­kla­rer Da-

LÆS ME­RE PÅ NÆ­STE SI­DE

ni­el, mens han pe­ger på dem, og der skal i ste­det byg­ges en or­dent­lig ga­ra­ge. Der skal iso­le­res, ma­les og ryd­des op i bun­ken af bræd­der og det gam­le in­ven­tar, der fly­der i bag­ha­ven. Det vil han gø­re i sin fri­tid. Det er for dyrt at be­stil­le en hånd­vær­ker.

Jag­ten på et bed­re liv

Da fi­nanskri­sen sat­te det dan­ske ar­bejds­mar­ked i en skru­et­vin­ge, valg­te nog­le af øst­eu­ro­pæ­er­ne at ta­ge hjem igen, men trods det er an­tal­let af øst­eu­ro­pæ­e­re i Dan­mark ste­get støt hvert ene­ste år si­den 2008. Det be­ty­der og­så, at der i før­ste kvar­tal af 2015 var re­gi­stre­ret fle­re end 82.000 per­so­ner med stats­bor­ger­skab i et øst­eu­ro­pæ­isk land i det dan­ske fol­ke­re­gi­ster. Det er en stig­ning på 228 pct. si­den 2008.

Det hand­ler kort og godt om en sø­gen ef­ter et bed­re liv, hvor le­ve­stan­dar­den i Dan­mark spil­ler en væ­sent­lig rolle. Så­dan ly­der det fra Jo­nas Fel­bo- Kol­ding, der for­sker i øst­eu­ro­pæ­e­res in­te­gra­tion på det dan­ske ar­bejds­mar­ked ved Kø­ben­havns Uni­ver­si­tet.

» Der har væ­ret en fo­re­stil­ling hos po­li­ti­ker­ne om, at de var her, mens vi hav­de be­hov for dem un­der høj­konjunk­tu­ren frem mod 2008, og at de så vil­le ta­ge tilbage igen, når vi ik­ke hav­de brug for dem me­re på ar­bejds­mar­ke­det. Men en stor del af dem ta­ger alt­så ik­ke tilbage til Øst­eu­ro­pa. Ef­ter no­gen tid op­fat­ter de jo Dan­mark som ste­det, hvor de­res liv er, og ste­det, hvor de­res fo­re­stil­ling om et bed­re liv kan re­a­li­se­res, « si­ger Jo­nas Fel­bo- Kol­ding.

Mens de­bat­ten har cirk­let om so­ci­al dum­ping og øst­eu­ro­pæ­er­nes – el­ler ’ øst­ar­bej­der­nes’ – po­si­tion på ar­bejds­mar­ke­det, har snak­ken om de­res ge­ne­rel­le in­te­gra­tion i det dan­ske sam­fund væ­ret stort set fra­væ­ren­de, på­pe­ger Jo­nas Fel­boKol­ding.

Det på trods af at fle­re ting pe­ger på, at en stor og vok­sen­de grup­pe bli­ver bo­en­de i Dan­mark i fle­re år og ik­ke har pla­ner om at rej­se hjem. Der fin­des ik­ke præ­ci­se op­gø­rel­ser over, hvor lang tid den en­kel­te øst­eu­ro­pæ­er har bo­et i Dan­mark, el­ler hvor lang tid den en­kel­te plan­læg­ger at bli­ve. Men seks ud af ti øst­eu­ro­pæ­e­re, der ar­bej­de­de i Dan­mark i 2014, er re­gi­stre­ret med fast bopæl i Dan­mark, mens den må­ske bed­ste pej­ling på, at fle­re øst­eu­ro­pæ­e­re væl­ger at byg­ge re­de i Dan­mark, er, at an­tal­let af børn med øst­eu­ro­pæ­isk stats­bor­ger­skab er kraf­tigt vok­sen­de: Si­den 2008 har der væ­ret me­re end en fem­dob­ling af 0-9- åri­ge øst­eu­ro­pæ­e­re i Dan­mark.

’ Ved du, hvad jeg drøm­mer om?’

I det le­je­de hus, hvor Da­ni­el og Cri­sti­na Pan­ta­zescu bor mid­ler­ti­digt, sid­der Da­ni­el læ­net ro­ligt tilbage i den hvi­de læ­ne­stol og hvi­ler sig ef­ter en hård nats ar­bej­de. Blik­ket er ret­tet mod fladskærms- tv’et i hjør­net af stu­en. En ru­mænsk nyheds­ka­nal kø­rer i loop i det lil­le hus. De har in­gen dan­ske ka­na­ler end­nu, men det skal de ha­ve i det nye hus, be­dy­rer han. Så bli­ver det nem­me­re at læ­re dansk.

Væg­ge­ne i stu­en er hvi­de og ba­re. En so­fa, to læ­ne­sto­le og en slidt cam­ping­s­tol ud­gør møble­men­tet i den ene en­de af rum­met. Op mod vin­du­et står et spi­se­bord med fi­re sto­le. I den ene vin­du­eskarm er plan­ter og nip­sting er­stat­tet af pa­pi­rer, ku­ver­ter og bre­ve fra ar­bejds­gi­ve­ren, kom­mu­nen og ban­ken. Den an­den vin­du­eskarm ud mod vej­en er bar som mar­ker­ne i bag­grun­den.

Da­ni­el har mør­ke ran­de un­der de mil­de, bru­ne øj­ne, et kort, trim­met fuldskæg og tæt, kar­se­klip­pet hår. Han prø­ver at slap­pe af, men det er ik­ke al­tid nemt. Han er godt til­freds med løn­nen fra avis­ru­ter­ne – for nu – men ar­bej­det er hårdt, kon­tak­ten med an­dre men­ne­sker er mini­mal og fri­ti­den knap, for­kla­rer han.

Igen­nem halvan­det år er han våg­net i de tid­li­ge nat­te­ti­mer for at star­te bi­len og kø­re med avi­ser. Det bru­ger han op mod syv næt­ter om ugen på, mens han to da­ge om ugen des­u­den kø­rer med re­k­la­mer i dag­ti­mer­ne. Men han drøm­mer om et an­det job. No­get, der gi­ver ham me­re fri­tid og fri­hed.

» Jeg er be­gyndt fra nul og bli­ver nødt til at ar­bej­de hårdt for at be­vi­se, at jeg dur til no­get. Jeg ved, at det er svært, og der er in­gen, som ven­ter på mig. Jeg er in­gen her. Det er ik­ke nød­ven­digt for mig at bli­ve mil­li­o­nær. Jeg vil ba­re vin­de mig selv no­get me­re fri­tid. Jeg drøm­mer om et nor­malt job, hvor jeg tje­ner okay og har kon­takt med men­ne­sker og fri­hed til at hol­de fri, « si­ger Da­ni­el.

» Ved du, hvad jeg drøm­mer om?, « ud­bry­der han og kig­ger spør­gen­de.

» A sum­mer­hou­se or a ko­lo­ni­ha­ve. Jesus, that would be ama­zing …, « si­ger Da­ni­el i et mar­kant hø­je­re og ly­se­re to­ne­le­je.

Da­ni­el vok­se­de op i Ru­mæ­ni­en med beg­ge si­ne for­æl­dre og sin sto­re­bror. Når han for­tæl­ler om barndommen, bli­ver øj­ne­ne hår­de og blik­ket fjer­nt.

Ti­den før kom­mu­nis­mens fald i 1989 har brændt sig fast. Det var den­gang, at den kom­mu­ni­sti­ske le­der Ni­co­lae Ceaușescu sty­re­de lan­det. Da­ni­el hu­sker, hvor­dan han nog­le gan­ge måt­te la­ve lek­tier i skæ­ret fra et stea­rin­lys, for­di sty­ret uden var­sel luk­ke­de ned for strøm­men for at spa­re pen­ge som en del af den spa­re­plan, der skul­le få lan­det på fo­de.

Han hu­sker, hvor­dan man køb­te ra­tio­ne­rings­mær­ker. Og han hu­sker, hvor­dan hans mor køb­te smør i lange ba­ner den dag, da ra­tio­ne­rin­gen blev op­hæ­vet.

» Jeg får lyst til at græ­de, når jeg tæn­ker på det. Den tid kan jeg al­drig glem­me, « si­ger Da­ni­el.

Hans far hav­de et øn­ske om, at Da­ni­el skul­le bli­ve ad­vo­kat. Et job med pre­sti­ge. Selv øn­ske­de Da­ni­el at bli­ve in­ge­ni­ør el­ler me­ka­ni­ker. Men han end­te med at stu­de­re ju­ra, for­kla­rer han. Da­ni­el drop­pe­de dog ud til fa­de­rens store skuf­fel­se og end­te i ste­det som po­li­ti­mand.

Da fi­nanskri­sen og­så ram­te Ru­mæ­ni­en i 2008, blev de of­fent­li­ge løn­nin­ger skå­ret med 25 pct. som led i end­nu en spa­re­plan. Som så man­ge an­dre af de an­sat­te i den of­fent­li­ge sek­tor i Ru­mæ­ni­en måt­te Da­ni­el ta­ge til tak­ke med en be­ske­den løn. Den var på om­kring 500 eu­ro om må­ne­den, el­ler hvad der sva­rer til 3.700 kro­ner.

Da­ni­el sav­ner hver­ken løn­nen el­ler Ru­mæ­ni­en. Det be­dy­rer han jævn­ligt. No­get sav­ner han dog:

» Der var man­ge, som ban­ke­de på min dør og kald­te mig sir den­gang. Jeg hav­de magt, og jeg vil ik­ke ly­ve og si­ge, at jeg ik­ke sav­ner det en gang

’’ Jeg er be­gyndt fra nul og bli­ver nødt til at ar­bej­de hårdt for at be­vi­se, at jeg dur til no­get

Da­ni­el Pan­ta­zescu

imel­lem. Nu le­ve­rer jeg avi­ser, men det er bed­re så­dan her, « si­ger Da­ni­el.

Fra øn­sket til fryg­tet

Der var et ud­talt po­li­tisk øn­ske om at ’ im­por­te­re’ ar­bejds­kraft i åre­ne om­kring EUs ud­vi­del­ser mod øst i 2004 og 2007. Øko­no­mi­en var i ga­l­op, og øst­eu­ro­pæ­er­ne blev den­gang op­fat­tet som mid­ler­ti­di­ge ar­bejds­mi­gran­ter, der kun­ne gi­ve en til­trængt hånd på ar­bejds­mar­ke­det. Men der ske­te et skift i hold­nin­gen til øst­eu­ro­pæ­er­nes til­ste­de­væ­rel­se med fi­nanskri­sen i 2008.

Det er en af kon­klu­sio­ner­ne fra en un­der­sø­gel­se fra Aal­borg Uni­ver­si­tet. Her har for­ske­re sam­men­lig­net de­bat­ten om 1960er­nes gæ­ste­ar­bej­de­re, der især kom fra Tyr­ki­et, med den ny­li­ge strøm af ar­bejds­mi­gran­ter fra Øst­eu­ro­pa.

» I øko­no­mi­ske kri­se­ti­der bli­ver de ude­frakom­men­de set som en trus­sel, og som dem der ska­ber pro­ble­mer og for­styr­rer det go­de, « si­ger Tri­ne Lund Thom­sen, lek­tor ved Aal­borg Uni­ver­si­tet og med­for­fat­ter på pro­jek­tet.

Hi­sto­ri­en om øst­eu­ro­pæ­er­nes en­tré på ar­bejds­mar­ke­det lig­ner på fle­re punk­ter si­tu­a­tio­nen, da de tyr­ki­ske gæ­ste­ar­bej­de­re kom til Dan­mark i 1960er­ne. Den­gang så man fra po­li­tisk hold li­ge­le­des go­de mu­lig­he­der i at im­por­te­re ar­bejds­kraft i en tid, hvor mang­len på sam­me lu­re­de. Men da kri­sen kom, æn­dre­de sy­net på ’ de frem­me­de’ sig.

Det kul­mi­ne­re­de med olie­kri­sen i 1973.

» Det lød i beg­ge til­fæl­de fra po­li­tisk hold, at hen­holds­vis ’ gæ­ste­ar­bej­der­ne’ og ’ øst­ar­bej­der­ne’ var nød­ven­di­ge for, at vi kun­ne hol­de vo­res vel­færds­stan­dard på et højt ni­veau. Li­ge plud­se­lig vend­te det på grund af kri­ser­ne. I ste­det blev de to grup­per gjort til skyl­di­ge i ar­bejds­løs­he­den blandt dan­sker­ne, « si­ger Tri­ne Lund Thom­sen.

Li­ge som øst­eu­ro­pæ­er­ne blev de tyr­ki­ske gæ­ste­ar­bej­de­re me­re end ba­re gæ­ster. I til­fæl­det med gæ­ste­ar­bej­der­ne i 60er­ne og 70er­ne valg­te man fra Chri­sti­ans­borg at brem­se ind­van­drin­gen fra især Tyr­ki­et i 1973. Men nu­ti­dens øst­eu­ro­pæ­e­re er EU- bor­ge­re og kan ik­ke stop­pes.

Og det er da og­så net­op i kraft af de­res sta­tus som EU- bor­ge­re, at de ska­ber de­bat. Det har blandt an­det gjort sig ty­de­ligt i de­bat­ten om ’ vel­færds­turis­me’, hvor det dis­ku­te­res, om det er ri­me­ligt, at øst­eu­ro­pæ­er­ne har ad­gang til dan­ske vel­færdsy­del­ser fra dag ét, de op­hol­der sig i lan­det.

Dis­kus­sio­nen har få­et fle­re EUlan­de, her­un­der Dan­mark, til at te­ste uni­o­nen på spørgs­må­let om, hvor­vidt man kan be­græn­se øst­eu­ro­pæ­e­res ad­gang til vel­færdsy­del­ser.

Flek­si­bel ar­bejds­kraft

Sam­ti­dig er løn- og ar­bejds­vil­kår et uom­gæn­ge­ligt em­ne, når man ta­ler om øst­eu­ro­pæ­e­re i Dan­mark. Po­li­ti­ke­re og fag­for­e­nin­ger har fle­re gan­ge luf­tet de­res be­kym­rin­ger for, at de dan­ske løn­nin­ger pres­ses af øst­eu­ro­pæ­er­ne, der of­te er vil­li­ge til at ar­bej­de me­get, læn­ge og bil­ligt. Og det er de og­så of­test. I hvert fald hvis man spør­ger ude på virk­som­he­der­ne.

En stor un­der­sø­gel­se fra 2013 fra Kø­ben­havns Uni­ver­si­tet vi­ser, at ar­bejds­gi­ver­ne of­te an­sæt­ter øst­eu­ro­pæ­er­ne, for­di de op­fat­ter dem som me­re flek­sib­le og vil­li­ge til at ar­bej­de. Sam­ti­dig ar­bej­der de of­test til en løn, der godt nok over­hol­der overenskom­sten, men som ty­pisk og­så er la­ve­re, end hvad dan­ske­re i til­sva­ren­de job tje­ner. Øst­eu­ro­pæ­er­nes til­ste­de­væ­rel­se har skær­pet kon­kur­ren­cen om de lav­t­løn­ne­de job i Dan­mark, me­ner fle­re eks­per­ter. Omvendt har fle­re ar­bejds­gi­ve­re yt­ret, at den øst­eu­ro­pæ­i­ske ar­bejds­kraft slet og ret er nød­ven­dig, hvis tand­hju­le­ne i ma­ski­nen ’ Dan­mark’ skal kø­re rundt i et pas­sen­de tem­po. Dan­sker­ne gi­der ik­ke at ta­ge de lav­t­løn­ne­de job, som øst­eu­ro­pæ­er­ne of­te be­stri­der, er et af ar­gu­men­ter­ne.

Avis­ru­ten – søn­dag mor­gen

Da­ni­el Pan­ta­zescu tryk­ker hårdt på brem­sen med høj­re fod, træk­ker i hånd­brem­sen, åb­ner dø­ren og sti­ger ud af bi­len. Han be­væ­ger sig hen mod po­st­kas­sen li­ge så hur­tigt, som man kan uden at lø­be. Pan­de­lam­pen, der hjæl­per ham med at se brevs­præk­ker­ne i mør­ket, får ham til at lig­ne et ly­sen­de in­sekt, der svær­mer fra po­st­kas­se til po­st­kas­se. Her­ef­ter er det hur­tigt ind i bi­len igen.

» Det er som et pus­le­spil, det jeg la­ver. Men folk be­ta­ler man­ge pen­ge for det­te spil, « si­ger Da­ni­el, mens han ma­nøv­re­rer bi­len hur­tigt rundt.

De man­ge ti­mers ar­bej­de gi­ver ham i om­eg­nen af 25.000 kr. om må­ne­den ef­ter skat, af­hæn­gig af hvor me­get han ar­bej­der. Det er ik­ke unor­malt, at han på en uge har syv da­ges na­t­a­r­bej­de og to da­ges ar­bej­de i dag ti­mer­ne.

Da­ni­el står midt i de­bat­ten om øst­eu­ro­pæ­er­ne og ved godt, at der ta­les om de­res løn­vil­kår. Han er ik­ke selv med­lem af en fag­for­e­ning, men kan godt se for­de­len og ide­en om so­li­da­ri­tet. Men det er spild af pen­ge, me­ner han. Han vil hel­le­re ar­bej­de så me­get, som han har lyst til og tje­ne li­ge så man­ge pen­ge, som han har lyst til. Så det gør han.

I ok­to­ber stif­te­de han en virk­som­hed, der fungerer som un­der­le­ve­ran­dør til me­di­e­hu­set Nord­jy­ske. Før var han me­nig an­sat. Han etab­le­re­de virk­som­he­den, for­di han bli­ver be­talt me­re som selv­stæn­dig. Til gen­gæld skal han selv be­ta­le fe­rie og pen­sion. Det får Da­ni­el ik­ke gjort li­ge nu. Men han har li­ge an­sat en ru­mænsk fyr i fir­ma­et, så han må­ske kan få tid til en fri­dag i ny og næ.

Da avi­ser­ne er af­le­ve­ret, er det kun snore­ne, der har holdt avis­bund­ter­ne sam­men, som er tilbage på bag­sæ­det i den sor­te Re­nault Clio. Da­ni­el svin­ger bi­len ind i ind­kørs­len på Tyl­strup Lan­de­vej, hvor det le­je­de hus lig­ger. Han går gen­nem gård­ha­ven og ind ad ho­ved­dø­ren, som al­drig er låst, og sæt­ter sig ale­ne i det svagt op­ly­ste køk­ken. Her kan han godt li­de at sid­de ale­ne og ny­de en kop kaf­fe og en ci­ga­ret, når han har fri.

Da­ni­el ga­ber, mens so­len i ho­ri­son­ten så småt er ved at få øj­ne. Han er træt he­le ti­den, si­ger han, men han har ef­ter­hån­den væn­net sig til ru­ti­nen.

’’ I øko­no­mi­ske kri­se­ti­der bli­ver de ude­frakom­men­de set som en trus­sel, og som dem der ska­ber pro­ble­mer og for­styr­rer det go­de Tri­ne Lund Thom­sen, lek­tor

ved Aal­borg Uni­ver­si­tet

Da­ni­el Pan­ta­zescu le­ver af at kø­re med avi­ser og har la­vet sin egen virk­som­hed, som le­ve­rer avi­ser for me­di­e­hu­set Nord­jy­ske. Han ser Dan­mark som sit nye hjem og hå­ber på, at han en dag kan få sit drømm­ejob som au­to­me­ka­ni­ker. Men sproget er en bar­ri­e­re for at få et net­værk blandt dan­sker­ne. Nog­le gan­ge når Da­ni­el at sove fle­re ti­mer, ef­ter at han får fri tid­ligt om mor­ge­nen. An­dre gan­ge skal han kø­re med re­k­la­mer få ti­mer ef­ter.

Sten for sten ta­ger hu­set form, og det er som en slags me­ta­for at ha­ve købt hu­set, me­ner Da­ni­el. Nu har han og Cri­sti­na på en må­de nøg­ler­ne til al­ting, me­ner han. For­an dem ven­ter der en kamp for at få de job og den frem­tid, som de øn­sker i Dan­mark. Men Da­ni­el er fortrøst­nings­fuld: » Det er ik­ke nød­ven­digt for mig at bli­ve mil­li­o­nær. Jeg vil ba­re vin­de mig selv no­get me­re fri­tid. «

Når Cri­sti­nas far ( ne­derst tv. med ryg­gen til) har fri fra sit job som last­bil­chauf­før hjem­me i Ru­mæ­ni­en, rej­ser han ger­ne til Dan­mark og hjæl­per til med Da­ni­el og Cri­sti­nas nye hus. Cri­sti­na vil hel­le­re in­vi­te­re fa­mi­li­en til Dan­mark end selv rej­se tilbage til Ru­mæ­ni­en og bo, si­ger hun.

Da­ni­el og Cri­sti­na er nå­et langt med det nye hus lidt uden for Tyl­strup nord for Aal­borg, si­den vi be­søg­te par­ret de før­ste gan­ge i fe­bru­ar og marts i år. Den­gang var det ny­er­hver­ve­de hus fyldt med gam­le møb­ler, fugt og øde­lag­te væg­ge. De sæt­ter selv det me­ste i stand i de­res fri­tid for at spa­re pen­ge.

Da­ni­el og Cri­sti­na Pan­ta­zescu er flyt­tet til Tyl­strup i Nord­jyl­land. De kom­mer fra Ru­mæ­ni­en og søg­te en bed­re til­væ­rel­se i li­vet – og det har det få­et, sy­nes de. Par­ret køb­te de­res nye hus for 175.000 kr. Cri­sti­na fo­re­stil­ler sig al­le­re­de, hvor­dan det kom­mer til at se ud i frem­ti­den med et uden­dørs køk­ken, en gæ­ste­lej­lig­hed i ba­rak­ken ved si­den af hu­set og en flot, grøn ha­ve. Der er dog fort­sat et styk­ke vej igen.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.