D

BT - - SØNDAG -

Det må væ­re tæt på en af de før­ste gan­ge, jeg mød­te min far­mor. I dag er det godt 26 år si­den. et her er en per­son­lig hi­sto­rie om at få en plud­se­lig og uven­tet besked. Om at ta­ck­le det vir­var af fø­lel­ser, der fulg­te i kølvan­det af, at min far­mor for­lod sit hjem, som hun i 54 år hav­de delt med min far­far. Den 20. sep­tem­ber i fj or for­svandt hun ud i det blå. Det var en tid­lig lør­dag eft er­mid­dag, og min far­far sad, som han oft e gjor­de, i stu­en og så tv i det et- plans hus i grå mur­sten med kæl­der, han selv byg­ge­de for godt 60 år si­den, og som si­den var ram­men om det liv, de le­ve­de på Hum­le­marks­vej i Brønd­by­ve­ster.

I mi­ne bedste­for­æl­dres lil­le vin­kel­stue var der ik­ke plads til me­get. Der har al­tid stå­et den mør­ke­grøn­ne stof­so­fa og de to læ­ne­sto­le i læ­der - den ene far­mors og den an­den far­fars, hvor de al­tid faldt i søvn, mens de så tv. Og opad den ene væg en brun re­ol, hvor min far­mors små po­r­ce­læns­fi gu­rer sir­ligt er pla­ce­ret. For­u­den de man­ge billeder af os al­le sam­men og de tør­re­de dun­ham­me­re, der står i hjør­net, som jeg al­tid har få­et besked på ik­ke at rø­re.

Min 80- åri­ge far­far var ud­dan­net fi nme­ka­ni­ker, og min 79- åri­ge far­mor var kon­to­ras­si­stent, men hav­de væ­ret hjem­me­gå­en­de, si­den hun var i midt 50’ er­ne, hvor ly­sten til at ar­bej­de plud­se­lig for­svandt. Li­vet var stille på Hum­le­marks­vej de sid­ste år. Lidt gang i ha­ven, fj ern­syn og be­søg fra fa­mi­li­en.

Der­for var der hel­ler in­tet usæd­van­ligt ved den lør­dag i sep­tem­ber, hvor min far­far sad og så tv. Min far­mor tris­se­de lidt rundt for sig selv, men han lag­de al­li­ge­vel godt mær­ke til, at hun gik ned i kæl­de­ren ad den smal­le trap­pe i en­tréen. Si­den blev en dør luk­ket. Må­ske vil­le hun ba­re ud i den ha­ve, som hun en­gang så ivrigt pas­se­de. Hvor hun i man­ge år hav­de si­ne jord­bær og man­ge blom­ster, og hvor hun brug­te utal­li­ge ti­mer med min far­far og os an­dre, når vi kig­ge­de for­bi.

Lil­le og spin­kel på kun 160 cm, med bril-

Char­lot­te Bo Qvist

chqv@ bt. dk ler og mel­lem­langt brunt hår, som hun holdt tilbage med et sølvspæn­de i hver si­de. Da hun gik hjem­me­fra den dag, hav­de hun sin ma­ri­ne­blå jak­ke, en knælang ne­der­del, ly­se ny­lon­strøm­per og hvi­de, fl ade sko på. Så­dan som hun så tit var klædt.

Hun var gå­et ud ale­ne man­ge gan­ge før, selv­om hun kæm­pe­de hår­de­re og hår­de­re mod sin alzhei­mer. En en­kelt gang kun­ne hun ik­ke fi nde hjem igen, så hun fi k hjælp af en ven­lig be­bo­er i na­bo­la­get. Men den­ne gang kun­ne min far­far hver­ken spot­te hen­de i den ene el­ler an­den ret­ning på den lange vil­la­vej. Hun var væk.

I run­de tal for­vil­der cir­ka tre de­men­te dan­ske­re sig hver dag væk fra de­res hjem. Nog­le bli­ver fun­det igen i li­ve, nog­le bli­ver fun­det dø­de, og så er der dem, man al­drig fi nder igen.

Når et men­ne­ske for­svin­der, ri­ver og fl år det i al­le fø­lel­ser i en fa­mi­lie. Frygt, håb, glæ­de, fortviv­lel­se, sorg.

Ons­dag den 25. sep­tem­ber 2014, fem da­ge se­ne­re, rin­ge­de min te­le­fon. Det var min far:

‘ De har fun­det far­mor.’

Tæt på barn­doms­hjem­met

Min far­mor - Nin­na Bir­git Pe­ter­sen, var født Hansen. Hun vok­se­de op i Ka­lund­borg med si­ne for­æl­dre og sin me­get æl­dre sø­ster, In­grid, som gjor­de hen­de til mo­ster som ba­re 1- årig. Hun le­ve­de i en gan­ske al­min­de­lig ker­ne­fa­mi­lie i den vestsjællandske hav­ne­by, ind­til hun i en ung al­der fi k job i København, hvor hun mød­te min far­far. De blev gift , da min far­mor var 20 år, og min far­far var 21 år. Året var 1955.

Der er ik­ke me­re end fi re ki­lo­me­ter fra mit barn­doms­hjem til far­mor og far­fars hus på Hum­le­marks­vej, så det var al­tid dem, der fi k for­nø­jel­sen af min sø­ster og mig, da vi var små. Sær­ligt når vi var sy­ge - som i sig selv var ke­de­ligt, men der var al­li­ge­vel en lil­le for­del i at væ­re væk fra hver­da­gens nor­ma­le trum­me­rum, selv­om vi skul­le spi­se alt for man­ge kog­te grønt­sa­ger, før vi fi k ka­ge. Men det lær­te vi til gen­gæld og­så hur­tigt.

Bå­de i kæl­de­ren og i ga­ra­gen var der pro­p­fyldt med ting, vi kun­ne le­ge med, og man­ge spil, vi kun­ne spil­le på de­res store græs­plæ­ne om som­me­ren. Med­min­dre vi var i den svøm­mepøl, min far­far så fi nt hav­de få­et pas­set ind i det ene hjør­ne af ha­ven.

Det var og­så min far­mor, der lær­te mig, at jeg ik­ke skul­le væ­re ban­ge for bæn­ke­bi­de­re - og at jeg ik­ke måt­te ban­de. El­ler det var mig, der for­tal­te, at hun ik­ke skul­le ban­de. Og så gav hun mig sam­me opsang, da jeg blev æl­dre. Så­dan var det vist.

Jeg har og­så gri­net man­ge gan­ge ad hen­de, når min far­far bak­ke­de hur­tigt ind ad de­res lange ind­kør­sel, for­di min sø­ster og jeg syn­tes, det var sjovt. Det syn­tes hun så ab­so­lut ik­ke. Li­ge­som hun al­tid holdt øje med, hvor hur­tigt jeg kør­te, da jeg en­de­lig fi k kø­re­kort, men først eft er lang tid på­pe­ge­de, at det gik for stærkt.

Alt det be­stem­te i hen­de gled dog lang­somt ud, eft er­hån­den som syg­dom­men tog over.

Rin­ge­de til død læ­ge

Til sidst kun­ne hun upro­ble­ma­tisk be­skri­ve sin barn­dom og tid i Ka­lund­borg, men sam­ti­dig rin­ge­de hun sta­dig til en gam­mel læ­ge, for­di hun hav­de glemt, at han var død. Li­ge­som hun vi­ste ba­by­bil­le­der af min sø­ster og sag­de, det var min far.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.