’’

BT - - SØNDAG -

20 ti­mer var lang tid

Min far

En uge før hun for­svandt, sad vi til min far­fars 80 års fød­sels­dag, og hvert tien­de mi­nut for­tal­te hun mig sam­me hi­sto­rie om, at hun i si­ne un­ge år var den ene­ste, der tur­de la­ve ud­spring i ha­vet. Man gri­ne­de lidt ad det hver gang. Og­så ad, at min far­far hav­de væ­ret tre ti­mer om at dæk­ke bord til sin fød­sels­dag. Hver gang han hav­de sat no­get på bor­det og gik ud i køk­ke­net for at hen­te me­re, gik min far­mor en an­den vej ud i køk­ke­net med det, han net­op hav­de sat frem. Hun vil­le jo ba­re hjæl­pe med at ryd­de op.

Jeg hu­sker hen­de som en dame, som hav­de styr på alt der­hjem­me. Ren­gø­ring, mad, or­den og sy­ste­mer. En ty­pisk far­mor fra den tid. Der var al­tid hjem­me­bag­te ka­ger, når fa­mi­lie el­ler ven­ner afl ag­de vi­sit. Og spør­ger man min far­far, la­ve­de hun ver­dens bed­ste pan­de­ka­ger, og min sø­ster og jeg har spist os igen­nem man­ge tun­ge må­l­ti­der ba­re for at kom­me til den jord­bærg­rød, vi hu­sker hen­de for.

Til sidst kun­ne hun ik­ke en­gang la­ve kaff e. Der gik et helt døgn, før jeg fi k at vi­de, at hun var væk. Jeg var net­op våg­net søn­dag mor­gen med tan­ker­ne al­le an­dre ste­der, da min far rin­ge­de. Men der var al­li­ge­vel no­get mær­ke­ligt ved det opkald - som om der var sket no­get, han ik­ke vil­le si­ge.

Og lidt eft er gik det op for mig, at det var til­fæl­det.

» Jeg vil ba­re for­tæl­le dig, at far­mor gik hjem­me­fra i går ved 14- ti­den. Det er ty­ve ti­mer si­den, og hun er sta­dig ik­ke kom­met hjem, « sag­de han.

Jeg var egent­lig ro­lig til at be­gyn­de med, selv­om det ly­der un­der­ligt, men så gik det lang­somt op for mig, at 20 ti­mer fak­tisk var ret lang tid for en 79- årig, som gik dår­ligt og var de­ment. Det hav­de jo så­dan set og­så væ­ret nat i mel­lem­ti­den. Og så me­get tøj hav­de hun jo hel­ler ik­ke på.

Før min far­mor for­lod sit hjem, hav­de hun i fl ere uger talt om en fest, der skul­le væ­re på ple­je­hjem­met, hvor hun kom tre gan­ge om ugen. Hun glæ­de­de sig som et lil­le barn. Fe­sten var om fre­da­gen, da­gen før hun for­svandt, men hun blev syg og kom al­drig af sted.

En be­stemt dame

Min far­mor var en be­stemt dame, så når hun be­slut­te­de sig for no­get, skul­le det ske, og sidst hun hav­de væ­ret på ple­je­hjem­met, hav­de hun lånt no­get tøj, som hun var op­sat på at le­ve­re tilbage. Det var for­ment­lig der­for, hun gik ud ad dø­ren den lør­dag i sep­tem­ber. Som da­ge­ne gik, blev fru­stra­tio­nen stør­re. I be­gyn­del­sen vil­le po­li­ti­et ik­ke gø­re an­det end at op­ta­ge rap­port og eft er­ly­se hen­de hos Falck, bus- og taxa­sel­ska­ber og i hjem­meplej­en.

» Det er ik­ke så koldt, at hun er død af kul­de, « lød be­grun­del­sen fra po­li­ti­et.

Der­for kør­te mi­ne for­æl­dre selv rundt i om­rå­det for at le­de eft er hen­de. Det kræ­ve­de nem­lig en læn­ge­re, unød­ven­dig kamp og 26 ti­mer, før po­li­ti­et of­fi ci­elt fri­gav eft er­lys­nin­gen i me­di­er­ne.

Selv­om hun var de­ment, og det gik ned ad bak­ke med de gængse gø­re­mål, kun­ne hun kortva­rigt snildt nar­re en bus­chauff ør, så må­ske hav­de hun ta­get bus­sen et sted hen. Hun kend­te jo ud­mær­ket kvar­te­ret og tu­ren ned til ple­je­hjem­met, hvor hun kom de tre gan­ge om ugen. Po­li­ti­et vil­le hel­ler ik­ke ude­luk­ke mu­lig­he­den for, at hun var søgt ‘ hjem’ til Ka­lund­borg.

El­ler må­ske var hun i hav­nen, for i 15 år hav­de min far­far og far­mor en båd, der lå i Hun­di­ge Havn, selv­om min far­mor al­drig rig­tig blev glad for at sej­le. Al­li­ge­vel sej­le­de de rundt i lan­det - fra Fyn til Lim­fj or­den. Win­na hed den. En fi n, lil­le sam­men­skriv­ning af de­res nav­ne Wil­ly og Nin­na.

Men hun var hver­ken i Ka­lund­borg el­ler i de nær­lig­gen­de hav­ne.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.