FEDT NOK

BT - - SØNDAG -

I1989 var jeg for før­ste gang i USA. Vi var i New York, og det var en kæm­pe op­le­vel­se. Kæm­pe på al­le må­der: Bi­ler­ne var store, hu­se­ne var hø­je, ja selv kants­te­ne­ne var enor­me, og man­ge men­ne­sker var tyk­ke. Der har al­tid væ­ret en ten­dens til, at ame­ri­ka­ner­ne var ty­ve år for­an os an­dre. Jeg kan spe­ci­elt hu­ske, at vi tal­te om tre ting, som vi kun­ne for­ven­te vil­le gø­re sig gæl­den­de for dan­ske­re om ty­ve år: Selv gam­le da­mer vil­le gå i je­ans, selv un­ge men­ne­sker vil­le få pla­sti­ko­pe­ra­tio­ner og ca. halv­de­len af al­le dan­ske­re vil­le væ­re over­væg­ti­ge.

Det he­le kom til at pas­se. 47% af al­le dan­ske­re er i dag over­væg­ti­ge, 13% svært over­væg­ti­ge ( kil­de: Sund­heds­sty­rel­sen). Og på nær for nog­le gan­ske få pro­cent hand­ler det om for­kert kost og for lidt mo­tion.

Det er svært at ta­le om. Spe­ci­elt hvis man selv er slank. Når pro­ble­met bli­ver på­pe­get, bli­ver det lyn­hur­tigt op­fat­tet, som om man dun­ker folk oveni ho­ve­d­et med moral: ’ Først var man eft er ry­ger­ne og nu eft er de tyk­ke. Bland jer udenom folks pri­vat­liv’. Det er et be­tændt em­ne. Næ­sten som po­li­tisk kor­rek­t­hed. Men hvad, hvis nu det hand­le­de om om­sorg…! LI­GE HER PÅ fær­gen, hvor jeg sid­der nu, kan jeg se to slan­ke for­æl­dre sid­de med en søn, som ik­ke er but­tet. Han er fed. Han er vel 12 år og sid­der i det­te øje­blik og hug­ger en hel bak­ke po­m­frit­ter i sig, som han skyl­ler ned med en fl aske co­la. Jeg øn­sker ik­ke at væ­re for­døm­men­de. Jeg øn­sker ik­ke at væ­re mora­li­se­ren­de, men jeg øn­sker bræn­den­de at hjæl­pe et barn, som i mi­ne øj­ne bli­ver mis­hand­let li­ge for­an øj­ne­ne på mig. For­æl­dre­ne er helt sik­kert go­de og var­me for­æl­dre, der vil de­res barn det bed­ste, men hvor­dan sø­ren kan de bå­de vil­le de­res barn det bed­ste og så la­de ham sid­de og smø­re end­nu me­re fedt på en krop, som på den­ne må­de bli­ver en sten om hans hals re­sten af li­vet?

Hvis jeg går hen og blan­der mig, vil jeg med stats­ga­ran­ti få en over­ha­ling og bli­ve be­trag­tet som en led heks. Så jeg gør det ik­ke. Kun­ne jeg ik­ke ba­re væ­re li­geg­lad? Nej, for jeg har ba­re så ondt af det­te barn. Jeg op­le­ver, at hans for­æl­dre mob­ber ham. Ik­ke med ord, men med de­res lais­sez fai­re. Skal man tro de føl­ge­virk­nin­ger, man kan læ­se om i ad­skil­li­ge rap­por­ter, så er de godt i gang med at smadre hans liv. Skal jeg re­a­ge­re el­ler ven­de det blin­de øje til? Har jeg ik­ke og­så et an­svar her? SKØNT FAKTA ER van­vit­ti­ge nok og kendt af de fl este, så lø­ser det sta­dig ik­ke det pro­blem, at vi ik­ke kan ta­le om det. Jeg op­le­ver, at to­nen en­ten er for mild og eft er­gi­ven­de og der­for in­gen eff ekt har, el­ler at to­nen skær­pes og der­for op­fat­tes som ned­gø­ren­de og diskri­mi­ne­ren­de. Så hvor­dan vil tyk­ke men­ne­sker ger­ne hjæl­pes? Hvor­dan vil de ger­ne

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.