SKUR­KE, HEL­TE O

BT - - SPORTEN - IN­TER­VIEW Ja­cob Staehelin jst@ sporten. dk

For­stå­el­sen af Jør­gen Let­hs kær­lig­hed til cy­kel­spor­ten er kom­pleks. Li­ge så hånd­fast han er i ind­de­lin­gen af si­ne hel­te og skur­ke, den re­ne op­de­ling i sort og hvidt, li­ge så prag­ma­tisk er han i ac­cep­ten af løg­ne og bed­rag. Men tviv­len om kær­lig­he­den til den sport, der har fa­sci­ne­ret ham si­den barn­domsår­e­ne i Aar­hus og frem til nu, den ind­fin­der sig al­drig.

Det er der­for, han kom­men­te­rer det løb, han har fulgt si­den 1970, for TV2. Ik­ke for­di det er en nød­ven­dig­hed, men for­di ly­sten er for stor til at la­de væ­re. For­di der til sta­dig­hed kom­mer nye in­de­ha­ve­re af de van­te rol­ler som helt og skurk.

I 2015- ud­ga­ven hed­der de Nairo Qu­in­ta­na og Chris Froo­me. Skar­pt op­del­te fi­gu­rer i Jør­gen Let­hs for­stå­el­se af lø­bet. Chris Froo­me som den kon­trol­le­ren­de og der­med dræ­ben­de. Nairo Qu­in­ta­na som anarkisten, der kan ska­be det nød­ven­di­ge liv.

» Jeg har svært ved at op­le­ve Chris Froo­me som en helt, for­di han er to­talt uchar­me­ren­de. I sin kør­sel og sin op­før­sel, « si­ger Jør­gen Leth.

Det vid­ste han på for­hånd, men Froo­mes hid­si­ge spurt på lan­dings­ba­nen i Men­de, hvor han for­må­e­de at di­stan­ce­re de nær­me­ste kon­kur­ren­ter med et en­kelt se­kund, un­der­stre­ger for Jør­gen Leth en fun­da­men­tal man­gel på cy­kelkul­tur hos Team Sky- kap­ta­j­nen. ik­ke ta­ge fra ham, at han er en dyg­tig at­let. Det var en fejl­vur­de­ring med den sprint, for det var idi­o­tisk. Froo­me vandt in­tet på det selvmål, « si­ger Jør­gen Leth.

I det an­det ring­hjør­ne står Nairo Qu­in­ta­na. Over tre mi­nut­ter tilbage, men in­der­ligt ap­pel­le­ren­de til æste­ti­ke­ren Leth.

» For­di han har ev­nen til at gø­re det uro­ligt. Han står for det im­pulsi­ve og ev­nen til at eks­plo­de­re, så alt an­det går i stå. Det er det, jeg el­sker i cy­kel­spor­ten, og det re­præ­sen­te­rer Qu­in­ta­na. Froo­me re­præ­sen­te­rer det kal­ku­le­ren­de. Og jeg kan ik­ke for­dra­ge, når han sid­der og gl­or ned i sin com­pu­ter. Det er en af­sky­e­lig ud­vik­ling. «

» Cy­kel­spor­ten er fyldt med fan­ta­sti­ske ro­man­fi­gu­rer, der er ge­ne­rø­se og gør ufor­ud­si­ge­li­ge ting. Og jeg er vild med hans in­di­an­ske, uud­grun­de­li­ge træk. An­sig­tet, der næ­sten al­drig for­an­drer sig. Man får lyst til at se ind i de øj­ne for at fin­de sand­he­den. De si­ger, jeg er fo­rel­sket i ham, og det har de nok ret i. For han er gå­de­fuld. Det kan jeg godt li­de. Froo­me er me­re ba­nal, « si­ger Jør­gen Leth.

Kær­lig­he­den dør al­drig

Det er ev­nen til at op­hø­je cy­kel­spor­ten til en spej­ling af sel­ve li­vet, at ny­de to­tal­te­a­tret i re­al ti­me, for­stå ru­tens ind­byg­ge­de dra­ma­tur­gi, der får Jør­gen Leth til at væ­re be­gej­stret for Tour de Fran­ce. Igen og igen. Selv når ryt­ter­ne ik­ke ud­nyt­ter sce­ne­ri­et og le­ve­rer skuf­fen­de ud­ga­ver.

Kær­lig­he­den dør ik­ke på grund af et or­di­nært løb. Og den dør slet ik­ke af de skan­da­ler, der i li­ge så høj grad har væ­ret cy­kel­spor­tens svø­be de se­ne­ste 20 år. For det er i li­ge så høj grad en del af den sam­le­de pak­ke. En pak­ke, der trods alt er ble­vet re­ne­re med åre­ne, me­ner Jør­gen Leth.

» Men der vil al­tid væ­re dem, der fin­der smut­hul­ler­ne, « si­ger Jør­gen Leth og fort­sæt­ter:

» Cy­kel­spor­ten er den sam­me, som den al­tid har væ­ret. Det er vo­res mora­lis­me, vo­res jagt på sensationer, der har æn­dret sig, « si­ger han.

For snyd i cy­kel­sport er li­ge så gam­mel som sporten selv. Det er al­le rundt om, som plud­se­lig kan fø­le sig bed­ra­ge­de. Det gæl­der ik­ke Jør­gen Leth, der ik­ke gi­ver me­get for den ny­puri­tan­ske og po­li­tisk kor­rek­te hold­ning.

» Det er men­ne­skets na­tur at sø­ge smut­hul­ler­ne til bed­re præ­sta­tio­ner. Det er ik­ke unikt for cy­kel­spor­ten. Jeg ple­jer let­sin­digt at sam­men­lig­ne med nog­le helt an­dre om­rå­der af li­vet. Tag ja­zzen. Jeg vil ik­ke und­væ­re Char­lie Par­ker, Bil­lie Ho­li­day, Chet Ba­ker, Jo­hn Col­tra­ne - hvem som helst, der har spil­let vi­dun­der­ligt, for­di de var dope­de. Bil­lie Ho­li­day var det stør­ste ek­sem­pel. Hun var me­get skrø­be­lig og dø­de tid­ligt og be­tal­te dyrt for sit mis­brug. Men vi vil jo me­get ger­ne ha­ve de­res mu­sik. Jeg vil da nø­digt

ONS­DAG 22. JULI 2015

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.