Det var nær­me­re en åben­ba­ring’

BT - - NYHEDER -

Men som jeg blev æl­dre, be­gynd­te folk at læg­ge to og to sam­men og si­ge, at mi­ne for­æl­dre ik­ke var mi­ne bi­o­lo­gi­ske for­æl­dre. De sag­de, at min fa­mi­lie ik­ke el­ske­de mig. At in­gen el­ske­de mig, og det var der­for, jeg ik­ke hav­de no­gen ven­ner. «

Dril­le­ri­er­ne har gjort op­væk­sten hård. Men det gør fak­tisk me­re ondt at fø­le sig som en ali­en. Hvor hø­rer Marcus til? Hvem kan gi­ve ham svar på, hvem han er, og hvad han er run­det af?

Få op­lys­nin­ger

Op­lys­nin­ger om hans bi­o­lo­gi­ske mor vil fer­ti­li­tets­kli­nik­ken med Sund­heds­sty­rel­sens ac­cept ik­ke ud­le­ve­re. Og kvin­den, der for­modes at væ­re af iransk her­komst, har gi­vet­vis al­drig kendt til sin bi­o­lo­gi­ske søns ek­si­stens.

Marcus ved, at mo­de­rens sø­ster har væ­ret bo­sat i Nor­ge og må­ske sta­dig bor der. En af de få op­lys­nin- ger, han har, er nem­lig, at den for­mode­de iran­ske kvin­de hav­de sin sø­ster ved sin si­de, da hun rej­ste fra Iran til Dan­mark for at få fer­ti­li­tets­be­hand­ling i 1995.

Der­for har Marcus net­op op­t­rå­dt i pro­gram­met God som­mer Nor­ge på norsk TV2 med sin hi­sto­rie og en bøn om at bli­ve sat i for­bin­del­se med sin bi­o­lo­gi­ske mor. folk al­tid spør­ger mig, hvor jeg kom­mer fra i ver­den. Det ved jeg ik­ke. Så spør­ger de, om jeg er adop­te­ret. Men nej, det er jeg jo hel­ler ik­ke. Jeg ved ik­ke, om jeg stam­mer fra Mel­le­mø­sten, Sy­da­me­ri­ka el­ler Sy­d­eu­ro­pa, « si­ger Marcus.

Kli­nik­ken valg­te at tie

Over to om­gan­ge har Marcus og hans for­æl­dre la­vet en af­ta­le med fer­ti­li­tets­kli­nik­ken om ik­ke at navn­gi­ve kli­nik­ken i of­fent­lig­he­den. Bry­der han det løf­te, kan han og hans fa­mi­lie bli­ve ru­i­ne­ret for li­vet.

Før­ste gang fa­mi­li­en tog kon­takt til kli­nik­ken var, da dna- te­sten så­e­de tvivl om Marcus’ op­hav. På det tids­punkt blev for­æl­dre­ne iføl­ge Marcus klar over, at fer­ti­li­tets­kli­nik­ken al­le­re­de un­der gravi­di­te­ten hav­de mi­stan­ke om, at der var sket en fejl. Men ri­si­ko­en hav­de væ­ret fifty- fifty, og kli­nik­ken valg­te at tie.

Ved før­ste mø­de var hans for­æl­dre ban­ge for at mi­ste ham, og at hans bi­o­lo­gi­ske mor vil­le kun­ne gø­re krav på ham. Der­for gjor­de de ik­ke så me­get po­styr over fejl­en, for­tæl­ler fa­mi­li­en i dag.

For­lig med kli­nik­ken

Da Marcus blev 15 år, op­søg­te han kli­nik­ken selv sam­men med sin mor og en ad­vo­kat.

Det mø­de kom der et for­lig og en er­stat­ning ud af.

Et for­lig, han med eg­ne ord føl­te sig tvun­get til at ind­gå, og som han al­drig vil­le væ­re gå­et med til i dag.

» De fe­je­de alt ind un­der gulv­tæp­pet. Vi fandt ud af, at vi hø­rer til un­der gulv­tæp­pet. Nu for­sø­ger jeg så at krav­le ud, « si­ger han og for­tæl­ler, at han især er skuf­fet over, hvad han fø­ler er fer­ti­li­tets­kli­nik­kens lem­fæl­di­ge om­gang med hans fø­lel­ser og iden­ti­tets­søg­ning.

» Jeg er ik­ke en stol i Ikea, der er ble­vet pak­ket ind i den for­ker­te kas­se. Det dre­jer sig om men­ne­ske­liv. Og hvis man i de­tail­bran­chen halvvejs gen­nem sen­din­gen op­da­ger, at det er den for­ker­te stol, er det må­ske nok nor­malt at kal­de den tilbage og si­ge: I kan få den til re­du­ce­ret pris. Men så­dan kan man ik­ke be­hand­le men­ne­sker. Vi har få­et pen­ge­ne tilbage, men sto­len skal vi be­hol­de, selv om det er den for­ker­te stol. «

For Marcus’ for­æl­dre er han hver­ken for­kert el­ler en Ikea- va­re, de har lyst til at byt­te. Det un­der­stre­ger hans far Hen­rik Pe­der­sen.

Han er dybt be­rørt af, at søn­nen mi­stri­ves og til ti­der fø­ler, at li­vet ik­ke er værd at leve.

Der­for støt­ter fa­mi­li­en Marcus Vester­gaard Pe­der­sen i hans sø­gen ef­ter sin bi­o­lo­gi­ske mor.

Sund­heds­sty­rel­sen be­hand­ler nu en kla­ge fra Marcus om, hvor­vidt han skal ha­ve ret til op­lys­nin­ger om sin bi­o­lo­gi­ske mor.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.