Jeg kan godt li­de Jør­gen Let­hs ba­lan­ce­gang mel­lem moral, ud­hol­den­heds­i­dræt og spor­tens væ­sen

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS -

A

T ÆL­DES MED yn­de. Så­dan pa­ral­lelt med Jør­gen Leth. Jo, for man kan sag­tens se, at han bli­ver æl­dre. Fak­tisk er det et nøj­ag­tigt og til ti­der smer­te­fuldt fak­tum og fi ks­punkt, når man år eft er år har bå­de lydspor og bil­le­de som ak­kom­pag­ne­ment til som­me­ren.

Spor­tens væ­sen fort­sæt­ter ufortrø­de­nt. I en ny ud­ga­ve år eft er år. Tour de Fran­ce bli­ver ik­ke æl­dre i den for­stand. De gam­le kø­rer ud af fo­re­stil­lin­gen, nye træ­der op på sce­nen. Den kon­stan­te ud­skift ning. Men Jør­gen Leth er der sta­dig. Ik­ke at han på no­gen må­de kramp­ag­tigt klam­rer sig til lø­bet. Og så al­li­ge­vel. Bå­de i ord og i bil­le­det som han ik­ke kun nødtørft igt in­drøm­mer. Han vil­le øn­ske, Tou­ren var end­nu læn­ge­re, for­di der vil han helst væ­re. Og i en si­de­be­mærk­ning næv­ner han ger­ne, at han i fy­sisk for­stand ik­ke går så godt læn­ge­re, og vi kan sag­tens se det, når han be­væ­ger sig henover en fransk stub­be­mark. I or­de­ne er han til ti­der end­nu stær­ke­re. Som han ud­tryk­te det for­le­den i en repor­ta­ge på DR: ’ På en må­de be­stem­mer man selv, hvor gam­mel man vil væ­re. Jeg gi­der jo ik­ke gå rundt og væ­re gam­mel’. I Aft en­Tour på sam­me ka­nal lidt skar­pe­re: ’ Li­vet hand­ler om at ta­ge af­sked’.

SOM OM JØR­GEN Leth har fyldt me­re i år. Del­ta­get hyp­pi­ge­re og stil­let sig til rå­dig­hed i udenoms­repor­ta­gen i an­dre me­di­er end sit sæd­van­li­ge do­ce­ren­de do­mi­cil, kom­men­ta­tor­bok­sen på TV2. Som om melan­ko­li­en er til­ta­gen­de. El­ler og­så er den ik­ke, for han har al­tid væ­ret melan­kolsk i sin per­cep­tion af cy­kel­spor­ten. Som om han er ble­vet me­re in­si­ste­ren­de. Ik­ke i bru­gen af selv­sam­me ord, som vel nær­mest er op­fun­det til lej­lig­he­den af ham selv, men in­si­ste­ren­de i sin kær­lig­hed til Tour de Fran­ce. Me­re afk la­ret. Selv­om det bli­ver han hel­ler al­drig, for hans nys­ger­rig­hed og kon­stan­te sø­gen og åben­hed skin­ner til sta­dig­hed igen­nem. Som 78- årig.

JØR­GEN LETH RE­PRÆ­SEN­TE­RER dob­belt­ty­dig­he­den. Er afk la­ret med net­op den. Er­ken­der den. Sny­de­ri­et, do­pin­gen, myto­lo­gi­en, kon­kur­ren­ce­e­le­men­tet, kam­pen om po­di­et, trø­jer­ne og æren. Den ene dag kan han sag­tens er­klæ­re Ri­is no­gen­lun­de fær­dig i cy­kel­spor­ten. For næ­ste dag at fav­ne og in­vi­te­re ham ind igen. Så­dan er Jør­gen Leth og­så i en slags sam­ta­le el­ler di­a­log med sig selv. For åben skærm.

JEG KAN GODT li­de Jør­gen Let­hs ba­lan­ce­gang mel­lem moral, ud­hol­den­heds­i­dræt og spor­tens væ­sen som et slags gang­sta­tiv igen­nem li­vet. No­get at klam­re sig til. At æl­des med. Selv­om lø­bet al­tid er vi­talt og i en ny ud­ga­ve. Han ud­vik­ler sig med hvert års ud­ga­ve af lø­bet. Gi­ver det vel­kendt og re­to­risk ryt­me. Uden at hop­pe på hvad som helst så man­ge år eft er, han tab­te sit hjer­te til cy­kel­sport. Som i et par ek­semp­ler fra TV2 om ny­mo­dens cy­ke­lud­tryk:

Li­rens: ’ Det er et nør­det ord, som jeg ik­ke bru­ger. Jeg hø­rer an­dre bru­ge det. Jeg gi­der ik­ke bru­ge det’.

Møtrik­ken: ’ Ja, det er et an­det nør­det ord, som jeg ab­so­lut ik­ke ken­der be­tyd­nin­gen af. Jeg gi­der hel­ler ik­ke ken­de det’.

JEG ER MÅ­SKE nok godt og vel et kvart år­hund­re­de yn­gre end Jør­gen Leth, men at æl­des i hans sel­skab tre uger om året er og­så et slags po­e­tisk pri­vil­e­gi­um. Nog­le da­ge kan jeg sag­tens ban­de ham langt væk. An­dre da­ge lov­pri­se ale­ne ly­den. Men til en­hver tid og så lang tid han kan stav­re el­ler sta­ve sig igen­nem sin af­sked med li­vet, har han i min ver­den re­dak­tio­nel car­te blan­che til at si­ge hvad som helst.

Fo­to: Nils Meilvang

Jør­gen Leth er for man­ge dan­ske­re en fast del af Tour de Fran­ce. Igen i år kom­men­te­rer han lø­bet for TV2.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.