’ JEG VIL­LE BAR

20- åri­ge Li­ne Bli­ch­feldt Jen­sen får til­delt den sjæld­ne Me­dal­je for ædel Daad. Hun svøm­me­de gen­nem det iskol­de vand i Præ­stø Fjord og slog alarm, da bå­den fra Lund­by Ef­ter­sko­le kæn­tre­de 11. fe­bru­ar 2011. En læ­rer om­kom, og fle­re ele­ver fik mén for li­vet.

BT - - NYHEDER - Jens Re­bens­dor­ff jrf@ ber­ling­s­ke. dk

DEN ÆD­LE DÅD

» Jeg sid­der på plads tre i bå­den. Det blæ­ser og er koldt. Der er man­ge bøl­ger på van­det. Vi skal slå en tids­re­kord. Vi kom­mer ud til en bø­je og skal til at ven­de. Så slår bøl­ger­ne ind fra den ene og den an­den si­de. Per re­fleks læ­ner vi os al­le til den ene si­de, og vi væl­ter rundt. «

» Så lig­ger vi i det her iskol­de vand. Der går ba­re pa­nik i folk, og folk får helt kla­re øj­ne, og in­gen sag­de no­get. Der er få, der rå­ber ’ nu dør vi, nu dør vi’. Vi vid­ste jo godt, at vi var ale­ne. Vi vid­ste godt, at in­gen kun­ne red­de os. Der er en dreng, der får fat i mig. Jeg hjæl­per ham hen til bå­den, for han træk­ker mig ned. Han hav­de reg­net med, at han kun­ne bru­ge mig som støt­te. Vi kig­ger så over på vo­res ef­ter­sko­le­læ­rer. Han er så­dan en ar­my­mand, som folk så op til og sto­le­de på. Man kun­ne se, at han var ban­ge. Han rå­ber så til os: ’ Vi kan ik­ke få vendt bå­den. Svøm ind mod land’. Den ve­je­de 500 kg. «

’ Jeg har ik­ke kræf­ter til at få dig ind’

» Da jeg så hø­rer læ­re­ren rå­be, at vi ba­re skal svøm­me ind mod land, er jeg egent­lig me­get egoi­stisk: Godt, jeg skal ba­re op af det her vand. Jeg svøm­mer høj­re om bå­den og for­bi man­ge af ele­ver­ne. Dér mø­der jeg så min rig­tig go­de ve­nin­de på ef­ter­sko­len, Ce­ci­lie, som spør­ger, om jeg ik­ke vil ven­te, for hun vil ger­ne med mig ind mod land. Jeg si­ger så til hen­de: Jeg har ik­ke kræf­ter til at få dig ind og svøm­mer så for­bi hen­de og vi­de­re, for jeg vid­ste, jeg ik­ke vil­le ha­ve kræf­ter nok. Jeg svøm­mer et kort styk­ke med en af dren­ge­ne. Han op­gi­ver på vej­en. Han si­ger: Jeg op­gi­ver, Li­ne. Jeg kan ik­ke. Jo, si­ger jeg, selv­føl­ge­lig kan vi det. Han si­ger: Jeg er nødt til at ven­te på de an­dre. Han var tap­pet for kræf­ter. «

» Jeg væl­ger så ale­ne og som den for­re­ste at svøm­me ind mod land. Der går rig­tig man­ge tan­ker gen­nem mit ho­ved. Min stør­ste frygt er, hvis jeg ik­ke skal hjem at se min mor og min far og min sø­ster igen, som jeg har et vildt tæt for­hold til. Jeg når og­så at tæn­ke: Jeg er for ung til at dø. Jeg er kun 16 år og har slet ik­ke nå­et al­le de ting, jeg ger­ne vil. Ha­ve en mand. Børn og alt så­dan no­get. Det vil­le bli­ve skå­ret ud af mit liv, hvis jeg ik­ke skul­le leve me­re. Jeg gør mig rig­tig man­ge tan­ker. Om det er viljen til ba­re at vil­le li­vet, der har ført mig ind mod land. Jeg har al­drig væ­ret i sær­lig god form. Men må­ske tro­en på, at jeg ba­re ger­ne vil­le leve og kom­me hjem til min fa­mi­lie. Det me­ner jeg selv er år­sa­gen til, at jeg kom ind til bred­den. «

’ Jeg er fat­tet og må­l­ret­tet’

» Jeg har dunjak­ke på og gum­mi­støv­ler og red­nings­vest. Mi­ne fin­gre og tæ­er er fuld­stæn­dig ned­kø­le­de og fø­les, som om der er is­klum­per på. Så krav­ler jeg over nog­le is­fla­ger og over en men tæn­ker, at det er umu­ligt at fin­de no­gen derop­pe. Jeg fort­sæt­ter mod Præ­stø by og kom­mer over en skrå­ning. Det vi­ser sig at ha­ve væ­ret et læ­ge­hus, men jeg tro­e­de, at det var nog­le lej­lig­he­der, hvor jeg så skul­le stå og rin­ge på rin­ge­klok­ker for­gæ­ves ef­ter hjælp. «

» Det før­ste jeg ser, hvor jeg tæn­ker: De må ha­ve åbent, er en bil­for­hand­ler i ud­kan­ten af Præ­stø by. Jeg rå­ber ba­re ind i bu­tik­ken: Skaf hjælp ude på fjor­den, og de spør­ger og bli­ver selv­føl­ge­lig for­skræk­ke­de over, at jeg ba­re kom­mer bra­sen­de ind ad dø­ren. Jeg er fuld­stæn­dig grå i ho­ve­d­et. Mi­ne gum­mi­støv­ler og min jak­ke var fyldt med vand og ve­je­de vel sam­men­lagt om­kring 12 ki­lo. Jeg slår alarm 12.42. Vi kæn­tre­de 11.22. «

’ Jeg var hel­dig’

» Det er no­get, man al­drig vil glem­me. Ulyk­ken har gjort mig stær­ke­re som per­son og me­re vok­sen. Jeg vil­le selv­føl­ge­lig ger­ne ha­ve væ­ret den for­u­den, men jeg har lært me­get. Om hvor me­get man skal sæt­te pris på sit liv og ny­de de små ting i hver­da­gen, som vi ple­jer at ta­ge for gi­vet. Når man er sam­men med sin fa­mi­lie f. eks. Nog­le tæn­ker, at det ba­re er en hverdagsting at væ­re sam­men med fa­mi­li­en, men jeg er be­gyndt vir­ke­lig at ny­de og værds­æt­te at væ­re sam­men med ven­ner og fa­mi­lie og af­sæt­ter me­get tid til at væ­re sam­men med dem, jeg hol­der me­get af. «

» Jeg lær­te den­gang som 16- årig at tæn­ke lidt me­re over de stør­re ting, der kom­mer til at ske i li­vet. Jeg var hel­dig og kla­re­de det så godt, at jeg kun­ne be­gyn­de på gym­na­si­et li­ge ef­ter. Og jeg lær­te at skul­le leve med det, der var sket. «

» Jeg er el­lers et me­get be­ske­dent men­ne­ske, men jeg er me­get stolt af at ha­ve få­et me­dalj­en. Det er mær­ke­ligt at bli­ve hædret som en helt og ha­ve gjort no­get stort for an­dre. To af dren­ge­ne skrev ef­ter ulyk­ken til mig: ’ Tak for­di du red­de­de mit liv’. Det var un­der­ligt. For hvad sva­rer man til så­dan en besked? Man kan jo ik­ke ba­re sva­re: Vel­be­kom­me, el­ler det var så lidt. Jeg kom­mer nok al­drig helt til at for­stå, at jeg har væ­ret med til at red­de an­dres liv. «

LØR­DAG 25. JULI 2015

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.