Hi­sto­rie SNYD OG SA­BO­TA­GE

Vol­de­li­ge til­sku­e­re, snyd, over­sa­ve­de for­g­af­ler og klø­pul­ver i cy­kel­buk­ser­ne. Nu­ti­dens Tour de Fran­ce er en ren søn­dags­sko­le i for­hold til 1904

BT - - SPORT - Sil­la Ba­ka­lus silb@ bt. dk

TOUR DE FRAN­CE

Do­pings­kan­da­ler, teg­ne­stif­ter og søm smidt ud på ru­ten, til­sku­e­re, der får cy­kel­ryt­te­re til at styr­te – og se­ne­st den bri­ti­ske stjer­ne­ryt­ter Chris Froo­me, der un­der det­te års løb fik hældt urin over sig. Ver­dens stør­ste og mest pre­sti­ge­fyld­te cy­kel­løb kan al­drig si­ge sig helt fri for skan­da­ler. Men de se­ne­ste års be­gi­ven­he­der i Tour de Fran­ce bleg­ner sam­men­lig­net med, hvad der ske­te un­der den an­den ud­ga­ve af lø­bet i 1904, der bød på snyd, vold og sa­bo­ta­ge.

For­vent­nin­ger­ne var el­lers store til lø­bet, ef­ter at 21 ud af 60 ryt­te­re hav­de gen­nem­ført det før­ste Tour de Fran­ce i 1903. Et løb af en den­gang ukendt ka­li­ber, hvor indstil­lin­gen var, at cy­kel­ryt­ter­ne skul­le yde en nær­mest over­men­ne­ske­lig præ­sta­tion, når de til­ba­ge­lag­de de over 2.400 km, for­delt på seks etaper, og hvor man kør­te dag og nat, ind­til eta­pen var fær­dig.

Be­vidst­heds­re­vo­lu­tion

» Tour de Fran­ce og cy­kel­spor­ten er jo nær­mest en fejring af men­ne­skets frem­skridt. At man op­fandt den ma­ski­ne – cyk­len – som gjor­de, at vi ved egen kraft kun­ne kom­me læn­ge­re i ver­den, end vi kun­ne på he­ste­ryg, det var sim­pelt­hen en be­vidst­heds­re­vo­lu­tion, som sag­de, at vi har over­men­ne­ske­li­ge po- ten­ti­a­ler, « for­kla­rer pro­fes­sor i idræt og kro­p­skul­tur ved Aar­hus Uni­ver­si­tet Ver­ner Møl­ler.

Hadsk stem­ning

Det før­ste løb blev vun­det af den ’ lil­le skor­stens­fe­jer fra Lens’, Mauri­ce Ga­rin, der og­så var at fin­de på start­lis­ten til lø­bet i 1904. Men det var alt an­det end en hel­te­mod­ta­gel­se, som fransk­man­den op­le­ve­de, da han for­søg­te at gen­ta­ge be­drif­ten. Tvær­ti­mod. Stem­nin­gen var nær­mest hadsk fra star­ten. Det be­skri­ver for­fat­ter Jo­akim Jakob­sen i sin bog ’ Le Tour’. nat­ten – blev ryt­ter­ne mødt af et lo­kalt tæ­ske­hold. En flok mi­ne­ar­bej­de­re, be­væb­ne­de med køl­ler og sten, stod klar og ud­del­te øre­tæ­ver til ryt­ter­ne op­pe på bjer­get Col de la Re­pu­blique ved by­en StÉtien­ne, så kun den lo­ka­le fa­vo­rit Antoine Fau­re kun­ne slip­pe igen­nem. Bøl­ler­ne stop­pe­de først, da løbs­kom­mis­sæ­ren kom til og af­fy­re­de et ad­var­sels­skud med sin pi­stol.

Og løbs­kom­mis­sæ­ren måt­te af­fy­re sit vå­ben igen på tred­je eta­pe, da et par tu­sin­de lo­ka­le ved St- Gil­les blo­ke­re­de ru­ten. De var su­re over, at

Den had­ske stem­ning fra til­sku­er­ne smit­te­de og­så af på for­hol­det mel­lem del­ta­ger­ne. Iføl­ge ’ Le Tour’ brug­te ryt­ter­ne hvi­le­da­ge­ne på at sa­bo­te­re hin­an­dens vin­der­mu­lig­he­der. F. eks. sa­ve­de de hin­an­dens for­g­af­ler og stel over, så cyk­ler­ne brød sam­men midt un­der eta­per­ne. Og det skab­te store pro­ble­mer for del­ta­ger­ne, der den­gang ik­ke blev fulgt af føl­ge­bi­ler med nye cyk­ler på ta­get. I ste­det skul­le ryt­ter­ne selv ha­ve provi­ant og grej med på eta­per­ne.

Kør­te dag og nat

» Den­gang kør­te man dag og nat, til man var i mål. Og man måt­te ik­ke få hjælp til no­get som helst. Det får man jo i dag.

Hvis man punk­te­re­de den­gang, måt­te man selv af og lap­pe sin cy­kel, så de hav­de cy­kel­slan­ger hæn­gen­de om hal­sen. I dag får man ba­re et nyt hjul, « for­tæl­ler Ver­ner Møl­ler, der hu­sker en sag fra lø­bet i 1914 om en ryt­ter, der fik straf­po­int for at la­de sme­dens søn hjæl­pe med at hol­de il­den i es­sen i gang, da han selv måt­te af og sme­de sin øde­lag­te for­gaf­fel sam­men.

» Den­gang sag­de man, at det af­gø­ren­de var, at man kun­ne selv. Man måt­te og­så selv ta­ge mad og vand med til he­le eta­pen. Hvad ryt­ter­ne hav­de i fla­sker­ne, var man helt li­geg­lad med. Det måt­te man selv om. Hvis man hav­de et mira­kel­mid­del, så var det ba­re en del af det he­le, « si­ger Ver­ner Møl­ler.

For­u­den hær­vær­ket mod kon­kur­ren­ter­nes cyk­ler gik der og­så ryg­ter om, at ryt- ter­ne i 1904 hæld­te klø­pul­ver og me­talsavs­muld i hin­an­dens buk­ser og un­der­trø­jer, li­ge­som bræk­mid­ler og an­dre me­di­ka­men­ter blev hældt i mod­stan­der­nes drik­ke­dun­ke. Og hvis man mød­te en kon­kur­rent på en af­si­des stræk­ning, kun­ne en cy­kel­pum­pe bru­ges som vå­ben, skri­ver Jo­akim Jakob­sen i sin bog.

Trods stra­bad­ser­ne og den skan­da­lø­se op­før­sel af del­ta­ge­re og til­sku­e­re lyk­ke­des det dog at få gen­nem­ført hi­sto­ri­ens an­det Tour de Fran­ce, og 27 ud af 88 star­ten­de kun­ne tril­le i mål i Pa­ris 23. juli. Den lil­le skor­stens­fe­jer ’ Ga­rin’ gen­vandt sin ti­tel.

Men kort ef­ter lø­bets af­slut­ning kom nye skan­da­ler frem. Vid­ner for­tal­te, hvor-

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.