’ For fed til fæl­les­ska­bet?’

BT - - KENDER DU DET? -

h ja, så kom den igen. ’ Epi­so­den’ som gentager sig hver som­mer: en ve­nin­de kig­ger halvt mis­un­de­ligt og halvt for­ar­get på mig, når jeg med mi­ne 15 ki­los over­vægt, skru­er mig ned i en biki­ni og med stor fryd ka­ster mig i ha­vet fra ba­de­bro­en. » Jeg vil­le øn­ske, at jeg var li­ge så mo­dig som dig. Men jeg KAN alt­så ik­ke vi­se mig i en biki­ni, ef­ter jeg har få­et børn. Jeg bli­ver ba­re på stran­den og hol­der øje med hånd­klæ­der­ne. « Hold nu op, hvor har jeg dog hørt afar­ter af den sæt­ning man­ge gan­ge. Jeg væl­ger at ig­no­re­re den del af spørgs­må­let, der in­si­nu­e­rer, at jeg bur­de væ­re skam­fuld om­kring min over­vægt, og un­drer mig i ste­det over, hvor­for jeg for­ven­tes at op­gi­ve ting der gør mig glad og som fø­les skøn­ne, ba­re for­di jeg har væ­ret lidt ri­ge­ligt glad for is og gril­le­de pøl­ser henover som­me­ren. Nu er det jo ik­ke så­dan at pol­strin­gen hol­der var­men ude, så man har min­dre brug for kol­de duk­ker­ter el­ler luft til stæn­ger­ne. Nær­mest tvær­ti­mod vil jeg si­ge. Kan det vir­ke­ligt væ­re sandt, at man kan væ­re for fed til at del­ta­ge i fæl­leska­bet? Og præ­cist hvor­når er man så uap­pe­tit­lig, at man bør hol­de lidt lav pro­fil? Mit ind­tryk er, at der ik­ke er en de­fi­ne­ret græn­se, men hvis der er no­get, der flaprer, når du går, el­ler kla­sker, når du sæt­ter dig, så er du helt sik­kert ik­ke slank nok. Sy­net på krop­pen har æn­dret sig, si­den jeg var barn. Den­gang i 70’ er­ne skul­le vi væ­re frie og na­tur­li­ge. Nø­gen­hed var nor­malt, og hæn­ge­pat­ter og løg­po­ser ding­le­de om ører­ne på os børn. Det var li­ge i over­kan­ten, så min ge­ne­ra­tion trim­me­de kro­ps­be­hårin­gen og tog un­der­hy­le­re på. At lig­ge top­løs på stran­den an­sås dog ik­ke for at væ­re no­get sær­ligt. Som mor til te­e­na­ge­re, kan jeg så kon­klu­de­re, at det gør ’ man’ ik­ke me­re. Aj mor, må man over­ho­ve­det ha­ve ba­re bryster, hvor an­dre kan se det? Er det ik­ke ulov­ligt, el­ler no­get? spurg­te dat­te­ren be­kym­ret, da jeg smed klun­set og tog en spon­tan duk­kert i Øster­sø­en. Det er ut­ro­ligt så blu­fær­di­ge vi er ble­vet, når man tæn­ker på, hvor nor­malt nø­gen­hed i me­di­er­ne er. Vi bom­bar­de­res med nøg­ne krop­pe, når vi åb­ner en avis el­ler tæn­der for tv, og hvis man an­ty­der at man ik­ke bry­der sig om, at få kla­sket se­xs­ce­ner el­ler an­dre men­ne­skers kønsor­ga­ner i sylten i ti­de og uti­de, så er man sip­pet og sart. Men når det dre­jer sig om os selv, og vo­res eg­ne krop­pe, så er der en enorm cen­sur. Er det ik­ke lidt for un­der­ligt, at vi er me­re tryg­ge ved frem­me­de men­ne­skers krop­pe, end vi er ved vo­res eg­ne? • Chri­sti­na Sederqvist er 40 år, for­fat­ter, ko­mi­ker og fored­rags­hol­der. Kendt fra se­ri­en ’ Skrå­plan’, som hun la­ve­de med Linda P. Hun er mor til to og er for ny­lig flyt­tet på lan­det med børn, kæ­re­ste og en min­dre dy­re­park. • I næ­ste uge skri­ves klum­men af Mi­chel­le Hvi­id Jeg er over­be­vist om, at den bo­nert­hed og kro­p­s­for­skræk­kel­se hæn­ger di­rek­te sam­men med den over­drev­ne eks­po­ne­ring af ’ den per­fek­te krop’. Vi ser den så tit, at vi er be­gyndt at tro, at den er nor­men og at nor­ma­le krop­pe er de­for­me. Med træ­nings­cen­tre og pla­stik­kirur­gi, er der in­gen und­skyld­ning for ik­ke at væ­re hot og se­xet. Al­der og bør­ne­føds­ler er in­gen und­skyld­ning for at væ­re ’ un­fuck­ab­le’. Ma­ver kom­mer i six­pa­cks og bryster skal væ­re mindst væ­re en C el­ler D skål og i øv­rigt væ­re i va­ter. Hvis du ik­ke gi­der at gø­re dig ulej­lig­hed med at se godt ud, ja, så er det og­så din egen skyld, hvis du er sing­le. Hvor­for ta­ber hun sig dog ik­ke og får fjer­net det mo­der­mær­ke. Hun er jo så sød, og hvis hun ba­re tog sig lidt sam­men kun­ne hun nemt mø­de en ny. Vi sam­men­lig­ner os med mo­del­ler og sku­e­spil­le­re, som er ble­vet udvalgt blandt hund­re­de­tu­sin­der pga. de­res per­fek­te yd­re. Dem kan vi be­un­dre og ny­de for de­res skøn­hed, men de er ik­ke al­min­de­li­ge men­ne­sker. Al­min­de­li­ge men­ne­sker er hjul­be­ne­de og har knok­kelk­næ. Al­min­de­li­ge men­ne­sker har man­ge an­dre kva­li­te­ter end ud­se­en­de. For al­min­de­li­ge men­ne­sker er per­fek­tion ik­ke nød­ven­digt. Selv­føl­ge­lig er det vig­tigt, at vo­res krop­pe fungerer. Jeg agi­te­rer ik­ke for, at man ba­re skal la­de stå til, så man en dag skal hej­ses ud af sin lej­lig­hed i en kran, hvor de var nødt til at ri­ve gav­len ned, for­di man var for stor til at kom­me ud af dø­ren. Det jeg si­ger er, at når vi af­står fra at leve vo­res liv fuldt ud, for­di vi ik­ke er pæ­ne nok, så bi­dra­ger vi til det kol­lek­ti­ve kom­plot, hvor vi be­rø­ver os selv og hin­an­den et me­nings­fuldt liv. Helt ær­ligt. Hvor tit læg­ger du mær­ke til al­min­de­li­ge uper­fek­te men­ne­sker på stran­den? Jeg gør sgu sjæl­dent. Sand­he­den er, at an­dre men­ne­sker ik­ke er ret in­ter­es­san­te. Når vi tror, at folk læg­ger mær­ke til os, så fo­re­stil­ler vi os, at vi er ho­ved­per­son i vo­res eget ’ Tru­man- show’, hvor al­le føl­ger vo­res mind­ste be­væ­gel­ser og har en me­ning om det. Sand­he­den er, at hav­de dit liv væ­ret et re­a­li­tys­how, så var der al­ler­højst 10 se­e­re. Din nær­me­ste fa­mi­lie og et par ven­ner. An­dre har for travlt med at se de­res eget show. Så nyd nu li­vet! Gør det, der fø­les godt, når du har lyst og lad væ­re at tæn­ke på, hvad folk tæn­ker om dig, for i bund og grund er de ski­de li­geg­la­de.

We­e­kend - 25.07.2015

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.