’’

BT - - NYHEDER - Met­te Gl­ar­gaard

Det vir­ke­li­ge for­mål med den­ne bog er, at jeg har drømt om at bli­ve for­fat­ter, si­den jeg var 17 år gam­mel. Men min far sag­de, at jeg var ev­nesvag og al­drig kun­ne bli­ve det

bog­hand­len Saxo i gen­nem­snit gi­vet ro­ma­nen fem ud af fem stjer­ner, og et ame­ri­kansk for­lag har vist stor in­ter­es­se for at ud­gi­ve bo­gen på en­gelsk. Og in­ter­es­se for mu­li­ge film­ret­tig­he­der. Det er dog langt­fra for­di, ro­ma­nens ho­ved­per­son, Ma­rie, der dræ­ber mænd, som slår og mis­hand­ler kvin­der, ta­ger li­vet af en fik­tiv ver­sion af Poul Gl­ar­gaard, der den 17. ok­to­ber 2011 traf en en­de­lig be­slut­ning og tog sit eget liv.

Et selv­mord, han i fle­re af­skeds­bre­ve gav sin dat­ter skyl­den for.

For selv­om tek­sten be­gynd­te med at om­hand­le mor­det på ham, æn­dre­de det hen ad vej­en form.

Ik­ke et hævn­togt

» Det er ik­ke me­nin­gen, at bo­gen skal hand­le om min far. Det er ik­ke et hævn­togt mod min far. Det ud­vik­le­de sig ba­re til en god hi­sto­rie, som jeg ger­ne vil for­tæl­le, « si­ger Met­te Gl­ar­gaard, der dog for­tæl­ler, at én af per­so­ner­ne i bo­gen er in­spi­re­ret af hen­des far.

» Der er en fi­gur, Ver­ner, som fle­re har gen­kendt som væ­ren­de min far. Alt, hvad han gør og si­ger, er ting, min far har gjort el­ler sagt. Det kan væ­re lidt vold­somt at se på skrift, så jeg hå­ber ik­ke, du er sart, « si­ger hun med et grin. I fle­re år lå det før­ste ud­kast til be­gyn­del­sen af bo­gen i hen­des skri­ve­bord­s­skuf­fe, før hun i 2013 fandt det frem igen.

For­søg­te at di­stan­ce­re sig

Da hun skrev vi­de­re på det, for­søg­te hun at di­stan­ce­re sig selv fra per­so­ner­ne i bo­gen. Net­op for at de ik­ke skul­le min­de for me­get om vir­ke­li­ge per­so­ner.

» Men der var fle­re, der sag­de til mig, at de godt kun­ne læ­se, at jeg for­søg­te at gø­re det uper­son­ligt, og at det i vir­ke­lig­he­den var for­kert. For hvis man vil skri­ve en god bog, skal den ned at gra­ve i ens eget lort. Man skal skæ­re ens bug åben, « si­ger hun og la­ver et snit ned over sit bryst og ma­ve med si­ne hæn­der, før hun fort­sæt­ter:

» Og la­de det he­le spil­de ud. Man skal læg­ge hjer­te og sjæl i, bru­ge al­le sin per­son­li­ge er­fa­rin­ger, kom­me ud med, hvad der er dig. Bå­de de mør­ke si­der, de gla­de si­der, de si­der, du ik­ke er stolt af, og dem, du er stolt af. «

Sam­ti­dig er det ik­ke kun hen­des far, der har gi­vet in­spira­tion til per­so­ner i bo­gen. Og­så mænd fra hen­des tid­li­ge­re for­hold har smit­tet af på nog­le af de an­dre ka­rak­te­rer.

Fle­re end 100 per­so­ner har væ­ret in­de over ro­ma­nen for at gi­ve Met­te Gl­ar­gaard fe­ed­ba­ck. Blandt an­det en en­gelsk skri­veco­ach, der bor på Ba­li.

Selv­om hun tid­li­ge­re har skre­vet selv­hjælps­bø­ger og en selv­bi­o­gra­fi, var skøn­lit­te­ra­tu­ren svær.

En stor be­fri­el­se

» Det vir­ke­li­ge for­mål med den­ne bog er, at jeg har drømt om at bli­ve for­fat­ter, si­den jeg var 17 år gam­mel. Men min far sag­de, at jeg var ev­nesvag og al­drig kun­ne bli­ve det. Han sag­de, jeg kun­ne sø­ge ind på Jour­na­list­højsko­len i ste­det, « gri­ner hun. Så det gjor­de hun. Og dum­pe­de. » Der fik jeg jo ba­re be­kræf­tet, at min far hav­de ret. Der­for lag­de jeg ide­en om at bli­ve for­fat­ter på is. El­lers vil­le jeg ba­re få end­nu et ne­der­lag. Nu fyl­der jeg 49 år til ok­to­ber, så det har ta­get mig 30 år at skri­ve den ro­man, jeg al­tid har drømt om at skri­ve, « si­ger hun og slut­ter:

» Jeg er så be­gej­stret for li­vet nu. Og jeg kan godt mær­ke, at jeg har lyst til at ryd­de ka­len­de­ren og ba­re skri­ve. Tænk en­gang, at der skul­le gå 30 år. Men det har væ­ret de­r­in­de he­le ti­den. Det er en stor be­fri­el­se. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.