S

BT - - SØNDAG -

SLA­VE­RI end to ne­ger­børn straks, stod der i te­le­gram­met. Og nu var de her, Al­ber­te på fem, og Vi­ctor på seks, med store, bru­ne øj­ne slø­re­de af frygt og for­vir­ring. Med store, bru­ne øj­ne, hvis ud­syn var hæm­met af tyk­ke, tæt­sid­den­de jernstæn­ger. For ik­ke så læn­ge si­den hav­de de lø­bet ube­kym­re­de om­kring på stran­de­ne på St. Croix. Nu sad de i et bur. In­de midt i den kø­ben­havn­ske for­ly­stel­ses­park Ti­vo­li.

Sla­ve­ri­et, og Dan­marks lidet fl at­te­ren­de rolle i det, er, med pre­mi­e­ren på det hi­sto­ri­ske dra­ma ’ Guld­ky­sten’, igen ble­vet ak­tu­elt, og har sat fo­kus på ik­ke ba­re et af de sor­te­ste ka­pit­ler i dansk hi­sto­rie, men og­så på det il­le­ga­le sla­ve­ri, der fort­sat­te læn­ge eft er, at det of­fi ci­elt var op­hæ­vet.

Men det var be­stemt ik­ke kun på den afri­kan­ske guld­kyst, at den ky­ni­ske ud­nyt­tel­se af lo­kal­be­folk­nin­gen fort­sat­te. Og­så på De Dansk Ve­stin­di­ske Øer tri­ve­des sla­ve­ti­dens men­ta­li­tet læn­ge eft er, at ko­lo­ni­ens ind­byg­ge­re var ble­vet er­klæ­ret frie. Den hvi­de mand - i det­te til­fæl­de dan­ske­ren - kun­ne og vil­le ik­ke slip­pe sit magt­greb og fort­sat­te gan­ske en­kelt med at age­re her­re over de sor­tes skæb­ne. Og­så over de to ne­ger­børn Vi­ctor og Al­ber­te.

Det­te er hi­sto­ri­en om Vi­ctor. Om den sor­te ne­ger­dreng, der hav­ne­de i et bur i Ti­vo­li og mod al­le odds skab­te sig et liv i den hvi­de mands ver­den.

Vi­ctor var eft er­kom­mer af en sla­ve­slægt. Hans mor kom i 1891 til St. Croix i jag­ten på et bed­re liv og et ar­bej­de. Men i eft er­døn­nin­ger­ne af sla­ve­ti­den var ar­moden på øen enormt, og Sa­rah Eliza - som hun hed - måt­te kla­re sig som bar­nepi­ge hos den hvi­de mand og med at hen­te vand ved fæl­les­brøn­de­ne, ind­til hun kom i hu­set hos en af de få sor­te fa­mi­li­er, der hav­de op­nå­et vel­stand som frie.

Da­meg­la­de Hen­ry

Og det var her, hun mød­te Vi­ctors far, den da­meg­la­de Hen­ry Cor­ne­li­us. Ik­ke ale­ne var han me­re end dob­belt så gam­mel som hen­de, hans tun­gebånd var og­så så glat, at han hur­tigt fi k talt den 22- åri­ge pi­ge i for­dærv.

I au­gust 1898 blev Vi­ctor født. To år se­ne­re kom end­nu en dreng, Frank, til ver­den. Og i 1903 en lil­le­sø­ster, In­ge­borg. Men dér var Hen­ry Cor­ne­li­us al­le­re­de skre­det vi­de­re til den næ­ste kvin­de på sin vej.

Der var ik­ke me­get at gø­re godt med i den lil­le fa­mi­lie. Som ene­for­sør­ger måt­te Sa­rah Eliza ar­bej­de fra so­l­op­gang til solnedgang, så bør­ne­ne var over­ladt til sig selv. Og når mør­ket faldt på og de gik til ro i det lil­le kæl­der­væ­rel­se, de kald­te ’ hjem’, måt­te Vi­ctor og Frank lig­ge på det ba­re stengulv. Mad var det og­så småt med, og det var kun sjæl­dent, at bør­ne­ne kun­ne gå i seng med fyld­te ma­ver.

Men som Vi­ctor man­ge år se­ne­re skrev i sin selv­bi­o­gra­fi : ’ Det var ik­ke på grund af kar­rig­hed el­ler ond­skab, at min mor til­del­te os så små ra­tio­ner mad. Nej, det var, for­di hun ik­ke ev­ne­de at skaff e os me­re.’

Den dag i som­me­ren 1905 der æn­dre­de Vi­ctors liv, hav­de alt el­lers væ­ret som van­ligt. Sam­men med en fl ok dren­ge hav­de han le­get på stran­den, da der blev sendt bud eft er ham. Han skul­le kom­me hjem. Om­gå­en­de.

Vi­ctors mor var dog ik­ke ale­ne. Hun var sam­men med en skæg­get, hvid mand, som tal­te med store, tun­ge bog­sta­ver. Hen­des søn lag­de mær­ke til, at hen­des øj­ne var be­drø­ve­de, at hun med for­klæ­det tør­re­de øjen­kro­ge­ne. Så blev han gen­net hen for­an man­den. Skul­le buk­ke og skra­be for­an ham. Hvad den hvi­de mand sag­de, for­stod han knap.

Tænk­te ik­ke over tå­rer­ne

Der­for var der da hel­ler in­gen alarm­klok­ker, der rin­ge­de in­de­ni den seks- åri­ge dreng, da han få da­ge eft er blev ko­stet ud af sen­gen tid­ligt om mor­ge­nen, blev truk­ket hen til brøn­den, hvor han blev skrub­bet og sku­ret, og der­næst iført sit sti­ve­ste søn­dag­støj. Selv­om det slet ik­ke var søn­dag.

’ Jeg var mær­ke­ligt ube­rørt,’ skri­ver Vi­ctor om dét, der skul­le vi­se sig at væ­re den sid­ste

Sus­an­ne Jo­hans­son suss@ bt. dk

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.