’’

BT - - SØNDAG -

Mi­li­tæ­ret før­te dog den un­ge læ­rer tilbage til København, men eft er endt mi­li­tærtje­ne­ste vend­te Vi­ctor Cor­nel­ins tilbage til Naks­kov. Den­ne gang med sin ko­ne Ve­ra, som han fi k tre børn med. Søn­nen Bengt og de to døtre In­ger og Mar­git. Sidst­nævn­te Ben Besi­ako­vs nu af­dø­de mor.

Suc­ces og respekt

Han fi k fa­stan­sæt­tel­se på sko­len i Naks­kov, og nød enorm suc­ces og respekt blandt bå­de ele­ver og kol­le­ger, som så ham som et men­ne­ske.

En anek­do­te, som hans bar­ne­barn hol­der me­get af, hand­ler om den­gang, en af mor­fa­de­rens klas­ser hav­de væ­ret på ud­fl ugt til et om­rej­sen­de Ti­vo­li og med stor iver for­tal­te, at dét der hav­de be­gej­stret dem al­ler­mest, var, at de så en ne­ger. ’ Hvad er jeg så?’ spurg­te hans mor­far. ’ Du er jo hr. Cor­nel­ins’, lød sva­ret.

» De så ham ik­ke som sort, som en ne­ger. For dem var han ba­re hr. Cor­nel­ins. De­res læ­rer, « for­tæl­ler Ben Besi­akov.

Lej­lig­heds­vis kun­ne op­he­de­de dis­kus­sio­ner på læ­rer­væ­rel­set dog mun­de ud i, at ra­ce­kor­tet blev truk­ket. ’ Pas på, hvad De si­ger! Husk, at De ta­ler med en hvid mand!’ kun­ne ar­gu­men­tet ly­de.

Og - som Vi­ctor Cor­nel­ins til­fø­je­de i sin bog - føl­te han sig eft er al­le dis­se år sta­dig vold­somt ge­ne­ret af de små, dag­li­ge yd­my­gel­ser. ’ Ik­ke med højtrå­ben­de til­råb som i min barn­dom, men med henka­ste­de vit­ti­ge be­mærk­nin­ger om, at den dres­se­re­de men­ne­skea­be var brudt ud fra cir­kus.’

Yd­my­gel­ser­ne kun­ne til ti­der sen­de ham ned i en sort af­grund. Hvor­fra han spurg­te sig selv, hvor­for han trods sin suc­ces i li­vet sta­dig blev be­trag­tet som en nær slægt­ning til aben, hvor­for han sta­dig blev an­set for en vild mand?

» Hvor­for var jeg i det he­le ta­get sort, når mit liv le­ve­des blandt hvi­de. «

Men den smer­te, der må ha­ve bo­ret sig ind i hans in­der­ste, var ik­ke én, som han be­lem­re­de an­dre med. Og da slet ik­ke si­ne børn og si­den bør­ne­børn.

» Han har al­drig væ­ret bit­ter, når han kig- ge­de tilbage. Han har få­et det bed­ste ud af det, der blev hans skæb­ne, « me­ner Ben Besi­akov.

Må­ske var det tro­en, der gav Vi­ctor Cor­nel­ins den nød­ven­di­ge lin­dring fra smer­ten.

Li­ge fra barns­ben hav­de tro­en fyldt i hans liv. Men i 1936, da han var 38 år gam­mel, kom en væk­kel­ses­be­væ­gel­se til Naks­kov. Og Vi­ctor Cor­nel­ins gen­fandt Gud. I stor stil.

Ox­ford­grup­pen, hed den be­væ­gel­se, som med hans eg­ne ord ’ blev skel­sæt­ten­de for min vi­de­re liv­s­ud­fol­del­se’. Han be­gynd­te at rej­se land og ri­ge rundt for at del­ta­ge i mø­der og hol­de fored­rag for det bed­re bor­ger­skab. Og det i en så­dan grad, at hans ko­ne - og del­vist og ham selv - kald­te hans op­træ­den for ’ no­get af et re­k­la­me­num­mer’. For nu hav­de net­op hans hud­far­ve en re­k­la­me­vær­di, der gav bud­ska­bet me­re vægt.

Me­get re­li­gi­øs

At hans mor­far var me­get re­li­gi­øs, hu­sker Ben Besi­akov godt. Ik­ke ale­ne for­di der van­ke­de en svi­den­de lus­sing, hvis han og hans bror ban­de­de. Men og­så for­di hans tro fi k ham til - på nog­le om­rå­der i hvert fald - at ta­ge af­stand fra sit egen kul­tur.

» Han kun­ne vir­ke­lig ik­ke li­de ryt­misk mu­sik, så­kaldt sort mu­sik. Han sang ne­gro- spi­ri­tu­als, kir­kemu­sik, men soul, ja­zz, alt, hvad hans ra­ce hav­de fre­mel­sket, kun­ne han ik­ke li­de. Det var djæ­vel­ens mu­sik. «

I sit til­ba­ge­blik i bo­gen kal­der Vi­ctor Cor­nel­ins si­ne erin­drin­ger for ’ Mit livs even­tyr’. Og hans bar­ne­barn er den dag i dag over­be­vist om, at selv­om Vi­ctor Cor­nel­ins ik­ke var her­re over sit eget liv, var han glad for, hvor­dan det hav­de ud­vik­let sig, var stolt over, hvad han hav­de op­nå­et, var lyk­ke­lig for, hvad den skæb­nesvan­gre dag i 1905 hav­de ført med sig. Tak­nem­me­lig over, at en lil­le ne­ger­dreng fra St. Croix kun­ne en­de med at bli­ve vi­cesko­le­in­spek­tør i Naks­kov.

» Bort­set fra, at han nå­e­de at op­le­ve, at min mor dø­de af kræft , og at han al­drig nå­e­de at gen­se sin mor, så var han glad for det, han hav­de få­et ud af li­vet, « si­ger Ben Besi­akov, hvis mor­far dø­de i 1985, 86 år gam­mel.

42 sø­sken­de

» Han nå­e­de og­så at kom­me tilbage til sin fø­de- ø i 1970 og mø­de re­sten af sin fa­mi­lie. Det vi­ste sig, at han hav­de 42 sø­sken­de. Som hans far hav­de få­et med ti kvin­der, « smi­ler Ben Besi­akov, som og­så selv har be­søgt St. Croix ad­skil­li­ge gan­ge. Al­tid med en fø­lel­se af at væ­re kom­met hjem. Sla­ve­blo­det for­næg­ter sig ik­ke. Og som Ben si­ger: » Jeg sad jo ik­ke her, hvis det ik­ke hav­de væ­ret for sla­ve­ri­et. «

Og hvad med Al­ber­te? Den lil­le, forskæm­te pi­ge, der blot var fem, da hun ble­vet re­vet ud af sin mo­ders skød?

Hen­des skæb­ne var ik­ke nær så nå­dig som Vi­ctor Cor­nel­ins ´ . I en al­der af ba­re 15 år dø­de hun af tu­ber­kulo­se på Fre­de­riks­berg. Og blev be­gra­vet sam­me dag som det dan­ske fl ag blev ta­get ned på St. Croix.

Se­ne­re eft er­forsk­ning vi­ste, at hun og Vi­ctor var halv­sø­sken­de. Uden at vi­de det. De Ve­stin­di­ske Øer, Skt. Tho­mas, Skt. Jan og Skt. Croix til­hør­te Dan­mark fra hen­holds­vis 1672, 1718 og 1733, ind­til de blev solgt til USA i 1917.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.