AN­NET­TE HEICK I god­he­dens hel­li­ge navn

BT - - SØNDAG -

En sjæl­den gang kom­mer der en klum­me, som kræ­ver en op­følg­ning. Så­dan én fi k jeg åben­bart be­gå­et i sid­ste uge. Her åb­ne­de jeg de­bat­ten om et ta­bu­belagt em­ne ( over­vægt) og stil­le­de føl­gen­de spørgs­mål: HVOR­DAN VIL TYK­KE men­ne­sker ger­ne hjæl­pes? Hvor­dan vil de ger­ne vi­ses om­sorg, når de ud­gør en re­el fa­re for sig selv? Hvor­dan vil de ger­ne ha­ve den ser­ve­ret, når de­res kro­p­svægt er den di­rek­te år­sag til, at de ik­ke får et job, el­ler at de­res æg­te­fæl­le ik­ke læn­ge­re tæn­der på dem og over­ve­jer at for­la­de dem? Jeg spør­ger ik­ke for at pro­vo­ke­re, men for­di jeg sim­pelt­hen ik­ke ken­der sva­ret. Og jeg skal bru­ge sva­ret. JEG ER OVER­VÆL­DET af re­ak­tio­ner­ne. Fle­re tu­sin­de kom­men­ta­rer og hund­red­vis af mail og bre­ve er strøm­met ind. Der er na­tur­lig­vis de sæd­van­li­ge hor­der af ’ luk rø­ven, me­di­e­lu­der’ og ’ du er selv dum og grim’- kom­men­ta­rer, og der­næst kom­mer la­get af tys­se­re, der for­sø­ger at få de­bat­ten ta­get af bor­det ved at præ­sen­te­re de ’ rig­ti­ge’ og ’ go­de’ hold­nin­ger. Men bar­be­rer man skral­det væk, står tilbage en lang ræk­ke bre­ve og ind­læg fra dem, det hand­ler om. De svært over­væg­ti­ge. Jeg er bå­de rørt og dybt tak­nem­me­lig over at ha­ve mod­ta­get de­res lange, åben­hjer­ti­ge og per­son­li­ge be­ret­nin­ger, som med al ty­de­lig­hed vi­ser, at der er be­hov for den­ne de­bat. IN­GEN KAN BI­FAL­DE, at man ud­stil­ler el­ler ned­gør tyk­ke men­ne­sker. Men det iro­ni­ske er, at folk fra dét, jeg kal­der god­heds­in­du­stri­en – dem der bli­ver for­nær­met på an­dre men­ne­skers veg­ne – er med til at ud­gø­re en for­hin­dring for net­op dem, der om­ta­les og til­ta­les. At la­de som om pro­ble­met ik­ke ek­si­ste­rer ved at kal­de det no­get an­det el­ler at tys­se på de­bat­ten, ja, det gør det kun van­ske­li­ge­re at væ­re tyk og kom­me til or­de. HVIS MAN SÆT­TER sig ned og læ­ser al­le ind­læg­ge­ne fra de vir­ke­lig over­væg­ti­ge, så er det nem­lig helt ty­de­ligt, at de for en gangs skyld fø­ler sig in­vi­te­ret til at for­tæl­le den van­ske­li­ge per­son­li­ge hi­sto­rie, der føl­ger med svær over­vægt. Ik­ke no­get med skyld el­ler und­skyld­nin­ger. Ba­re helt nøg­ter­ne hi­sto­ri­er, som el­lers al­drig fi nder vej til avis­spal­ter og tv- pro­gram­mer. For en­ten skal det hand­le om, hvor­dan man ta­ber sig, el­ler og­så skal det væ­re en skyt­te­gravskrig på ord, hvor der er off er og an­kla­ger. Og hvem gi­der frem­stå som off er? JEG KAN KUN an­be­fa­le, at man går ind på Fa­ce­book og bt. dk og fi nder de man­ge tan­ke­væk­ken­de hi­sto­ri­er i trå­den. No­get helt en­kelt svar fi ndes der ik­ke på mi­ne spørgs­mål, for øn­sker­ne er in­di­vi­du­el­le. Men der er nog­le be­tragt­nin­ger, som går igen man­ge ste­der. F. eks. op­le­ver man­ge, at de­res nær­me­ste – fa­mi­lie, ven­ner, kol­le­ga­er – i et for­søg på at væ­re om­sorgs­ful­de bli­ver en klods om be­net. De ser­ve­rer en ka­ge til kaff en el­ler nø­der den over­væg­ti­ge til at spi­se en po­r­tion me­re med fl os­k­ler som ’ det fe­der jo først i mor­gen’ el­ler ’ ind imel­lem må man da godt un­de sig selv lidt sødt i til­væ­rel­sen’ og ’ du ser jo dej­lig ud, som du er. En ka­ge fra el­ler til be­ty­der ik­ke no­get’ el­ler ’ nu hol­der vi fe­rie og slapper af’. Skal jeg tro, hvad folk skri­ver, så op­le­ves det­te af den over­væg­ti­ge som det ul­ti­ma­ti­ve ek­sem­pel på mang­len­de støt­te. JEG SØG­TE SVAR til en æg­te­mand i sid­ste uge. Han kan hen­te enor­me mæng­der go­de råd blandt de man­ge, der har skre­vet i trå­den på Fa­ce­book. Ja, der er og­så en del tå­ge­horn på linj­en. Med 325 klum­mer i ba­ga­gen prel­ler den slags af, men til jer, som jeg rak­te ud mod med mi­ne spørgs­mål: Fort­sæt en­de­lig med at for­tæl­le je­res per­son­li­ge hi­sto­ri­er. Vid at de bli­ver bå­de set, læst og ta­get se­ri­øst her hos mig – og frem­for alt ik­ke gemt af vej­en.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.