’ Jeg til­gav min

Kan si­despring og kys med kol­le­ga­en til­gi­ves? Ab­so­lut ik­ke, me­ner de fle­ste dan­ske­re. Så­dan tænk­te Han­ne og Lars La­de­gaard og­så. Li­ge ind­til de selv stod midt i ut­ro­ska­ben

BT - - NF ER - Ca­mil­la Carl­son ca­ca@ bt. dk Kil­de: TNS Gal­lup

PAR­FOR­HOLD

Hun dre­jer for­sig­tigt på den skin­nen­de vi­el­ses­ring. Ved si­den af sid­der hen­des æg­te­fæl­le gen­nem snart 25 år og prø­ver at fin­de de rig­ti­ge ord. Rin­gen på fin­ge­ren er kun tre år gam­mel. Den er et sym­bol på en ny be­gyn­del­se og på, at til­gi­vel­se kan la­de sig gø­re, selv­om man op­le­ver det stør­ste til­lids­brud i et par­for­hold.

» Der er nok man­ge, der vil ud­næv­ne mig til et dumt svin. Det må de og­så ger­ne, « ind­le­der 51- åri­ge Lars La­de­gaard.

Han løf­ter ho­ve­d­et og kig­ger over på sin ko­ne. Man for­nem­mer, at det sta­dig er svært at ta­le om. Ut­ro­ska­ben. At han for fi­re et halvt år si­den svig­te­de ved at ha­ve en af­fæ­re med en an­den kvin­de.

» Én gang ut­ro, al­tid ut­ro. Ut­ro­skab er helt util­gi­ve­ligt. Det har jeg al­tid sagt. Og jeg me­ner det, « ly­der det kon­tant fra hans ko­ne, 50- åri­ge Han­ne La­de­gaard.

Den hold­ning de­ler hun med man­ge dan­ske­re. I en ny un­der­sø­gel­se, som Gal­lup

4

33

53

3

5

34

50 har ud­ført for BT, sva­rer hver an­den, at ut­ro­skab er helt uac­cep­ta­belt. Der­for er det hel­ler ik­ke så mær­ke­ligt, at ut­ro­skab of­te fø­rer til brud og skils­mis­se. Men det be­ty­der sam­ti­dig og­så, at det kan væ­re svært at ta­ck­le for de par, der på trods af til­lids­brud­det væl­ger at bli­ve sam­men, for­kla­rer par­te­ra­pe­ut og se­xo­log Maj Wis­mann.

Ik­ke så en­kelt

» Ut­ro­skab er me­get me­re nor­malt, end man li­ge går og tror. Men det er og­så et me­get ta­bu­belagt em­ne, og man­ge er flove over at ta­le om, at det er fo­re­gå­et i de­res par­for­hold, for­di dan­sker­ne har så stær­ke hold­nin­ger til ut­ro­skab, « si­ger Maj Wis­mann.

Hun op­le­ver dog, at man­ge par æn­drer op­fat­tel­se, hvis de selv en­der med at stå midt i det. Så selv­om man hav­de en idé om, at ut­ro­skab vil­le be­ty­de ’ ud af vag­ten’, så kom­mer ting som livs­hi­sto­rie, børn og fø­lel­ser plud­se­lig i spil.

Det var midt i da­gens ind­køb, at dét, der kun sker på film, blev Han­ne La­de­gaards vir­ke­lig­hed. Hen­des mo­bil rin­ge­de med af­sen­de­ren ’ Lars’. Men da hun tog te­le­fo­nen, lød der in­tet svar. I ste­det kun­ne hun i den an­den en­de hø­re, at hen­des mand

57 2 3

29

64 var sam­men med en an­den kvin­de.

» Det kom vir­ke­lig ud af den blå luft for mig. Jeg hav­de ik­ke i den vil­de­ste fan­ta­si tænkt de tan­ker. Ut­ro­skab er jo util­gi­ve­ligt. Men hvad så, når det var Lars, der var ut­ro? Når det var mit livs kær­lig­hed, mi­ne børns far, min bed­ste ven og den ene­ste, jeg no­gen­sin­de hav­de el­sket, « spør­ger Han­ne La­de­gaard og slår ud med ar­me­ne.

Stå­en­de midt i su­per­mar­ke­det var hen­des før­ste tan­ke, at hun ik­ke kun­ne gi­ve slip. At de måt­te kæm­pe for de­res æg­te­skab. Hun put­te­de der­for sin mands ynd­ling­s­o­li­ven i kur­ven og kør­te hjem mod par­cel­hu­set. Men mens hun vil­le kæm­pe, var han klar til at for­la­de fa­mi­li­en. Og først da han æn­dre­de me­ning et par må­ne­der se­ne­re og for­sik­re­de hen­de om at bli­ve, ram­te chok­ket for al­vor Han­ne La­de­gaard.

Fyldt med had

» Det føl­tes, som om der sprang en bom­be. Jeg blev spredt ud i tu­sind styk­ker og lå ba­re der og skul­le pil­le én brik op ad gan­gen og vur­de­re: Vil jeg ha­ve den tilbage, og pas­ser den sta­dig ind?, « for­tæl­ler Han­ne La­de­gaard, der i en lang pe­ri­o­de var fyldt med

3

27

57 6 5 5

45

39 had til den mand, hun hav­de væ­ret gift med i over 20 år.

En dag, da hun lå helt ud­mat­tet af vre­de i sen­gen, be­slut­te­de hun dog, at det var nok.

» Jeg lå ba­re og tænk­te: Hvor fedt er det li­ge at ren­de rundt og væ­re så sur? Må­ske skul­le jeg til­gi­ve. Og­så for min egen skyld. Jeg kun­ne ik­ke gå fra Lars, og så måt­te vi jo gø­re det ar­bej­de, der skul­le til for at gen­fin­de kær­lig­he­den og til­li­den, « for­tæl­ler Han­ne La­de­gaard.

En streg i san­det

For at kun­ne fort­sæt­te hav­de de beg­ge dog brug for at teg­ne en streg i san­det. Luk­ke det æg­te­skab, som ut­ro­ska­ben hav­de øde­lagt. De valg­te der­for at bli­ve skilt.

» I kir­ken lover man hin­an­den at væ­re tro. Men mit løf­te til Han­ne var jo brudt, så der var ik­ke no­get æg­te­skab, « si­ger Lars La­de­gaard.

Par­ret be­gynd­te der­for på ny som kæ­re­ster, blev for­lo­vet og i 2012 gift af sam­me præst, som vie­de dem for knap 25 år si­den. Kam­pen for æg­te­ska­bet har dog ko­stet man­ge ven­ner, som en­ten har stil­let sig ufor­stå­en­de over for par­rets valg el­ler ik­ke tur­det spør­ge til ut­ro­ska­ben. For at blø­de op for ut­ro­skab som et ta­bu, har Han­ne La­de­gaard der­for valgt at de­le ud af si­ne fø­lel­ser og er­fa­rin­ger. Det gør hun i bo­gen ’ At over­le­ve ut­ro­skab’, der be­skri­ver bå­de chok­ket, sor­gen og ha­det, men og­så kær­lig­he­den, til­gi­vel­sen og til­li­den.

Ik­ke stær­ke­re, men klogere

» Ut­ro­ska­ben sid­der sta­dig dybt be­gra­vet i os. Til­lid er svært at gen­ska­be – og nej, vi er ik­ke blev stær­ke­re. Men vi er ble­vet klogere. Og hvis vi står frem og ta­ler om ut­ro­skab, kan vi må­ske ryk­ke nog­le græn­ser, « si­ger Han­ne La­de­gaard, hvor­ef­ter hen­des mand til­fø­jer:

» Den pris, der er ble­vet be­talt, er jo enorm. Og som sagt må folk godt ud­rå­be mig til et dumt svin. Men det var en per­son, jeg var på dét tids­punkt. I dag er jeg me­re nær­væ­ren­de og kan væ­re der for Han­ne. Der­for tør jeg godt stå frem i bo­gen. De dum­me svin kan godt fortje­ne en chan­ce me­re, hvis de vil æn­dre sig, « si­ger Lars La­de­gaard.

MANDAG 27. JULI 2015

Lars og Han­ne La­de­gaard. Mo­bil­te­le­fo­nen af­slø­re­de Lars’ ut­ro­skab, mens Han­ne stod i su­per­mar­ke­det, og hun var ef­ter­føl­gen­de igen­nem he­le fø­lel­ses­re­gi­stret. Fo­to: Tho­mas Lek­feldt

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.