USKREV­NE REG­LER ER TY­PISK DANSK ’’

Det er umu­ligt at in­te­gre­re sig i et land, hvor alt skal læ­ses mel­lem linjer­ne

BT - - DEBAT -

Min ven er læ­rer og be­gyndt på en ny skole. Der er mid­dags­pau­se, og hun står på læ­rer­væ­rel­set med sin mad­pak­ke. » Har I fa­ste plad­ser, « spør­ger hun for­sig­tigt. » Nej, nej, « sva­rer en kol­le­ga af­vi­sen­de. Men da hun sæt­ter sig ved et til­fæl­digt bord, er det al­li­ge­vel ’ Pre­bens plads’ og ’ Li­ses plads’, og li­i­i­i­ge præ­cis det bord er mest til de æl­dre kol­le­ger. SIK­KE NO­GET FIS! Så­dan kan man sgu ik­ke mod­ta­ge nye kol­le­ger. En­ten er der fa­ste plad­ser, og så si­ger man det klart og ty­de­ligt, el­ler og­så er der ik­ke. Hvor­for er der ik­ke en ven­lig sjæl, der vi­ser min ven, hvor hun skal sid­de, og afk ræ­ver hen­de 20 kr. til kaff ekas­sen? Det kan vir­ke lidt kon­tant. Men det ska­ber afk la­ring og tryg­hed. Uskrev­ne reg­ler er ty­pisk dansk! Det er i for­vej­en lidt ut­rygt at be­gyn­de et nyt sted. Hvor­for skal de nye og­så afk ode en mas­se skjul­te bud­ska­ber? EN VEN IN­VI­TE­RER til fød­sels­dag og skri­ver, at vi ba­re skal med­brin­ge vo­res go­de hu­mør. Men hvor­for har al­le så al­li­ge­vel ga­ver med? Vi får at vi­de, at der in­gen dres­sco­de er, men ser al­li­ge­vel lidt skævt til ham i klipklap­per og for­va­sket T- shirt. ’ Op­før dig som om du er hjem­me’, si­ger vær­ten til gæ­sten. Men bli­ver al­li­ge­vel for­nær­met, når han går i kø­le­ska­bet og drik­ker af kar­to­nen. I TYS­KLAND ER der kla­re au­to­ri­te­ter. Man til­ta­ler hin­an­den Hr. og Fru Eft er­navn. I Frankrig afl eve­rer tje­ne­ren al­drig reg­nin­gen til kvin­den. HAN be­ta­ler! I Eng­land er sproget pak­ket ind i hø­fl ig­he­der, som vi an­dre gri­ner lidt ad, når vi ser Bar­na­by. Vi dan­ske­re hæv­der der­i­mod at væ­re fri for den slags snæ­ren­de reg­ler. Vi er jo ik­ke au­to­ri­tet­stro. Vi gør, som vi vil. Vi er fri­gjor­te! Gu er vi ej! Vi har præ­cis li­ge så man­ge for­vent­nin­ger til hin­an­dens op­før­sel, som an­dre fol­keslag har. For­skel­len er blot, at i Dan­mark skal man væ­re op­dra­get fra barns­ben for at hø­re alt det us­ag­te, el­lers er man på her­rens mark. VI TÆN­KER SJÆL­DENT over det, for­di vi gen­nem man­ge år har ud­vik­let en fi nt­fø­len­de sen­sor, der afl æser alt det tve­ty­di­ge og det uskrev­ne mel­lem linjer­ne. Jeg tror, vi har ud­vik­let os med så­dan en im­pli­cit kul­tur, for­di vi gen­nem år­hund­re­der har væ­ret et lil­le, ho­mo­gent folk. I mod­sæt­ning til an­dre na­tio­ner, hvor fl ere kul­tu­rer og re­li­gio­ner skul­le leve sam­men og der­for har op­stil­let me­get eks­pli­cit­te for­vent­nin­ger til hin­an­den for at und­gå mis­for­stå­el­ser og kon­fl ik­ter. DEM, JEG KEN­DER fra ud­lan­det, har væ­ret ved at ryk­ke hå­ret af sig selv i fru­stra­tion over at skul­le in­te­gre­re sig i Dan­mark. For­di in­gen for­tæl­ler dem, hvad vi for­ven­ter af dem. Må­ske skul­le vi bli­ve me­re kla­re i spyt­tet: JA, VI HAR re­li­gions­fri­hed. Men nej, du skal ik­ke rul­le be­de­tæp­pet ud i hjør­net af kan­ti­nen. Hos os er re­li­gion en pri­vatsag, som du ik­ke dyr­ker i det off ent­li­ge rum. Det fi nder vi an­mas­sen­de. Ja, der er fri­hed til at gift e sig med, hvem man vil. Men nej, det be­ty­der ik­ke, at ar­ran­ge­re­de æg­te­ska­ber er o. k. Fa­mi­li­en skal blan­de sig udenom. Det er vig­tigt for os, at un­ge selv fi nder de­res æg­te­fæl­le. Og nej, det er ik­ke lov­plig­tigt at del­ta­ge i ju­le­froko­sten, som­mer­fe­sten i bør­ne­ha­ven el­ler kaff ekas­sen på ar­bej­de. Men det skal du sgu al­li­ge­vel! VEL­KOM­MEN TIL DAN­MARK... Og nå ja, vi har ik­ke fa­ste plad­ser. Men du skal sid­de her. Ved si­den af mig.

SKÅL...! OG RÆK mig li­ge sovsen!

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.