’ Jeg var fl ov over mig selv, da jeg en­gang op­fandt en hem­me­lig be­un­drer’

BT - - WEEKEND - Si­mon Rie­del sir@ bt. dk

IN­TER­VIEW Al­le dan­ske­re vil­le bli­ve lidt gla­de­re, ... hvis de vil­le la­de væ­re med at ha­ve så dår­lig samvit­tig­hed over så man­ge kom­plet li­ge­gyl­di­ge ting. Jeg fat­ter ik­ke, at bør­ne­fa­mi­li­er kon­stant er så stres­se­de, når børn i Dan­mark ta­ges så al­vor­ligt, som de gør, og får så me­gen op­mærk­som­hed og kær­lig­hed. Re­sten af ver­den er et langt me­re råt sted, hvor især fædre­ne ar­bej­der til sent på aft enen og al­drig ser de­res afk om, og hvor børn fort­sat en­ten skal mak­ke ret el­ler mest ses og ik­ke hø­res. Dan­ske børn er for­bløf­fen­de fri­mo­di­ge og oft e bå­de ær­li­ge og mor­som­me, ik­ke hver­ken un­der­tryk­te el­ler tri­ste, som jeg vir­ke­lig har set man­ge ek­semp­ler på i an­dre de­le af ver­den. Jeg var dybt mis­un­de­lig på ... den gam­le ven­stre­fl øjspo­li­ti­ker Pre­ben Wil­hjelm, da jeg var te­e­na­ger. Jeg tænk­te, at han var så­dan et men­ne­ske, som vid­ste al­ting, og så­dan en vil­le jeg vir­ke­lig ger­ne væ­re. Nog­le men­ne­sker bry­der sig så lidt om sand­he­den, ... at de hel­le­re vil hø­re en ud­van­det ver­sion af vir­ke­lig­he­den. F. eks. hvis de er me­get sy­ge og er ban­ge for at dø. Det for­står jeg så ud­mær­ket. Alt det der med, at man al­tid skal si­ge al­ting li­geud, er groft over­vur­de­ret. Det kan oft e væ­re langt me­re skån­somt at ly­ve lidt. Jeg sy­nes, det er kræn­ken­de ... når jeg ser et stort an­lagt mø­de om no­get vig­tigt i sam­fun­det – ty­pisk no­get om magt og for­de­ling af res­sour­cer – og der er in­vi­te­ret 25 mænd og én kvin­de. Så har ar­ran­gø­rer­ne sim­pelt hen ik­ke gjort sig uma­ge. Det, at væ­re en stræ­ber... er su­per­godt. Vi skal al­le sam­men for­sø­ge at gø­re vort bed­ste. Det hand­ler ik­ke om, at vi al­le sam­men skal ha­ve 12, det hand­ler om, at vi skal kun­ne se os selv i øj­ne­ne og si­ge: Jeg har gjort mig uma­ge og gi­vet alt, jeg har. Den dan­ske kul­tur er, i for­hold til den ame­ri­kan­ske, ... me­get me­re lig­heds­o­ri­en­te­ret. Det kan væ­re rig­tig godt, når det dre­jer sig om for­de­lings­po­li­tik el­ler ad­gang til sund­hed­sy­del­ser el­ler bør­ne­pas­ning. Men det er skidt, når det for­hin­drer iværk­sæt­ter­trang, store drøm­me el­ler udar­ter til sur jan­te­lov, hvor vi mistæn­ke­lig­gør suc­ces el­ler am­bi­tio­ner og en­der med bu­reau­kra­tisk for­stop­pel­se og re­geltyran­ni. Nog­le kvin­der bli­ver for­nær­me­de ... over at bli­ve fl øjtet eft er på ga­den. Det har jeg al­drig for­stå­et. Vi skul­le og­så ta­ge at fl øjte eft er mæn­de­ne, især dem med de fl ot­te overar­me el­ler dit­to num­ser. Det sker alt for sjæl­dent. Jeg er tit me­get ban­ge for, ... at der skal ske min fa­mi­lie no­get. Det er en be­kym­ring, der be­gyn­der, når man bli­ver for­æl­der, og det hol­der al­drig op, har jeg hørt. Det gør og­så en ban­ge for at fl yve ale­ne, for tænk nu, hvis man fal­der ned og dør, og så er de ar­me børn mo­der­lø­se. Med ti­den spre­der det sig og­så til ens eg­ne for­æl­dre. Det er an­stren­gen­de. En per­son, jeg en­gang har skuff et ... var en gam­mel kæ­re­ste, som bad mig om ik­ke at gå ud i by­en med ven­ner­ne, og så skred jeg ba­re al­li­ge­vel, og han stod i vin­du­et og kig­ge­de ned eft er os. Det var død­tar­ve­ligt og egoi­stisk. Vir­ke­lig ik­ke sær­lig pris­vær­digt. Jeg bur­de si­ge und­skyld til mi­ne børn, når jeg rå­ber ad dem. Men det sker på den an­den si­de så sjæl­dent, at de nok over­le­ver. Jeg bur­de be­stemt og­så si­ge und­skyld til de ar­me men­ne­sker, der tå­l­mo­digt lyt­ter til mig ved et mid­dags­sel­skab i ti­me­vis uden at brok­ke sig. Men så tæn­ker jeg al­tid bag­eft er, at jeg sgu da egent­lig er me­get vit­tig og un­der­hol­den­de, og at de jo og­så ba­re selv kan brin­ge no­get på ba­ne, og så drop­per jeg det igen. Jeg bli­ver gna­ven, når ... jeg får so­vet for lidt. Det sker tit. Men jeg bli­ver nu mest ir­ri­te­ret på mig selv. Jeg bli­ver me­get sjæl­dent vred på an­dre men­ne­sker, kun hvis folk, jeg sto­ler på el­ler ken­der, bag­ta­ler mig el­ler men­ne­sker, jeg hol­der af. Jeg ha­der skjul­te dags­or­de­ner og små­lig­hed. Jeg var fl ov over mig selv, ... da jeg en­gang op­fandt en be­un­drer, der ik­ke ek­si­ste­re­de og bad en gam­mel ven spil­le rol­len en aft en, for at gø­re en mand, som jeg var vild med, ja­loux og må­ske in­ter­es­se­ret. Det lyk­ke­des da hel­ler ik­ke, og bag­eft er føl­te jeg mig som en kæm­pei­di­ot. Men jeg var alt­så kun 21... Jeg for­try­der,... at jeg al­drig har søgt ind på sku­e­spil­ler­sko­len el­ler læst lit­te­ra­tur­vi­den­skab. Mænd er at­trak­ti­ve, ... når de ud­ta­ler sig med sik­ker­hed om no­get, de ved no­get om el­ler gør no­get per­fekt. Em­net el­ler om­rå­det er ret li­ge­gyl­digt. Jeg er vir­ke­lig svag over­for de dyg­tig­ste i klas­sen, det kan væ­re kon­kret el­ler te­o­re­tisk, det be­ty­der in­gen­ting, ba­re det er mester­ligt. Man ( jeg) skal pas­se på, at det ik­ke en­der med så­dan no­get ’ fa­sci­stoidt over­men­ne­ske­fa­sci­na­tion’. Det tæn­ker jeg lidt over af og til. Mænd og kvin­der har for­skel­li­ge rol­ler, ... og det skal vi væ­re hen­ryk­te for. Det vil­le væ­re ut­ro­lig ked­som­me­ligt, hvis der kun fand­tes ét køn. Men det, at vi ik­ke er ens, be­ty­der na­tur­lig­vis ik­ke, at det ene køn er bed­re end det an­det. I det he­le ta­get tri­ves man bedst med va­ri­a­tion, det gæl­der og­så på ar­bejds­plad­ser – bå­de ’ høn­se­gård’ og ’ om­klæd­nings­rum’ er an­stren­gen­de. Det er upas­sen­de. når ... man sid­der i et sel­skab og ig­no­re­rer den ene si­de af bor­det og kun ta­ler med halv­de­len af for­sam­lin­gen. Her må man han­ke op i sig selv og sør­ge for at for­de­le op­mærk­som­he­den. Det er na­tur­lig­vis og­så uhø­fl igt at ta­le højt og læn­ge i sin mo­bil­te­le­fon i små om­rå­der så­som bus­ser og tog. Det ved al­le vist godt, gør de ik­ke? Jeg er me­get tak­nem­me­lig for, ... at jeg er født med et lyst og op­ti­mi­stisk sind. Det hjæl­per en langt her i li­vet ( tak, mor!). Jo æl­dre jeg bli­ver, des me­re ind­ser jeg, at dna er for­kla­rin­gen på ret så man­ge ting. Jeg un­drer mig over, ... at det til­sy­ne­la­den­de er så svært at væ­re po­li­ti­ker. Vi er man­ge bor­ge­re i man­ge lan­de, der går rundt og ta­ger os til ho­ve­d­et og si­ger ’ hvor­for gør de ik­ke ba­re...’ på man­ge om­rå­der. Når det så ik­ke sker al­li­ge­vel, må det jo væ­re, for­di det er su­per svært, og vi an­dre ik­ke kan se det. Men det un­drer mig al­li­ge­vel oft e, at den der sun­de for­nuft har så dår­li­ge kår. Jeg får tå­rer i øj­ne­ne, når ... jeg ser vi­deo­er, hvor især børn og un­ge mis­hand­les, myr­des el­ler er ved at dø af sult og syg­dom­me. Dem er der ri­ge­lig af i jour­na­li­stik, og det kan lam­me mig i ti­me­vis. Først græder jeg, og så bli­ver jeg ra­sen­de. Det op­rø­rer mig, at man kan gø­re så lidt. Jeg gi­ver man­ge pen­ge til vel­gø­ren­hed, men det er jo al­drig nok. Det går galt for Dan­mark om ti år, ... hvis ik­ke vi pas­ser på den ene­stå­en­de sam­funds­mo­del, vi har med vel­færds­sta­ten, og hvis vi ik­ke ind­ser, at mid­delklas­sen ik­ke ba­re kan for­ven­te, at ’ det off ent­li­ge’ står klar og ta­ger an­sva­ret. Vel­færds­sta­ten er et skrø­be­ligt ar- ran­ge­ment, der bygger på so­li­da­ri­tet i bre­de­ste for­stand. Og det be­ty­der alt­så, som det go­de gam­le so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske slo­gan si­ger, at man kun kan kræ­ve sin ret, hvis man og­så gør sin pligt. Og når sam­fun­det kom­mer til at be­stå af fl ere æl­dre, vil det og­så be­ty­de, at vi der er yn­gre, skal ar­bej­de læn­ge­re. El­lers bli­ver der ik­ke råd til pen­sio­nen og til en or­dent­lig ple­je af bå­de de yng­ste og æld­ste bor­ge­re. Det går i øv­rigt og­så galt for Eu­ro­pa, hvis ik­ke EU kom­mer op med en or­dent­lig fæl­les fl ygt­nin­gepo­li­tik. For­de­le­ne ved at væ­re mig er, ... at jeg ar­bej­der med præ­cis det, jeg er ret god til: kom­mu­ni­ka­tion i bred for­stand. Det gæl­der bå­de når jeg skri­ver og ta­ler. Og jo æl­dre jeg bli­ver, des fl ere op­ga­ver har jeg få­et og på fl ere om­rå­der. Det er me­get hel­digt, men det skyl­des og­så, at jeg rent fak­tisk er dyg­tig. Og fl it­tig. Og når man bli­ver æl­dre, ry­ger blu­fær­dig­he­den lidt – så jeg si­ger det ba­re selv.

når jeg er fær­dig med at skri­ve en tekst, og jeg kan mær­ke, at den er li­ge i ska­bet. Den dag, man ik­ke har det så­dan me­re, skal man stop­pe med at væ­re jour­na­list. Det gør mig og­så glad at mær­ke, at jeg sta­dig er død- nys­ger­rig eft er at vi­de en mas­se ting om USA. Den dag, man ik­ke er det me­re, skal man fi nde et an­det land at væ­re kor­re­spon­dent i. Ja ja – selv­føl­ge­lig er jeg og­så glad over frem­skridt i atom­for­hand­lin­ger og den slags. Men er det ik­ke så­dan no­get, al­le si­ger?

Det gør mig glad, ...

BLÅ BOG An­ne­gret­he Fel­ter Ras­mus­sen ( f. 1964) er en dansk jour­na­list, der si­den 2008 har ar­bej­det som uden­rigskor­re­spon­dent i Was­hin­g­ton D. C. for Dag­bla­det In­for­ma­tion, Al­tin­get. dk og som kom­men­ta­tor på DR2. Hun er ud­dan­net cand. sci­ent. pol. fra Kø­ben­havns Uni­ver­si­tet i 1993. Hun har væ­ret kor­re­spon­dent for In­for­ma­tion i Lon­don og Pa­ris, væ­ret del af Ber­ling­s­ke Ti­den­des og We­e­ken­da­vi­sens che­fre­dak­tion - frem til 2001 og skre­vet fl ere bø­ger. I au­gust 2012 var hun med­for­fat­ter på un­der­vis­nings­bo­gen USA’s Ud­for­drin­ger på For­la­get Co­lum­bus, og i 2014 un­der­vis­nings­bo­gen USA Now, der bru­ges i gym­na­siesko­len. Klum­meskri­bent og jour­na­list for bl. a. Alt for Da­mer­ne, IN og den dan­ske ver­sion af El­le. Des­u­den gæ­ste- kom­men­ta­tor i BT i som­mer.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.