’ Del ud af det, du har’

BT - - KENDER DU DET? -

Jeg var så pri­vi­li­ge­ret at hol­de som­mer­fe­rie på Mall­orca. Jeg bo­e­de dej­ligt og nød at ha­ve ud­sigt over Mid­del­ha­vet. Uan­set hvor jeg kik­ke­de hen i dag­ti­mer­ne, blev jeg blæn­det af so­lens smuk­ke, var­me strå­ler, som gli­tre­de ge­ne­røst i ha­vet. Op­hol­det var en over­ra­skel­se. For jeg har in­gen pen­ge. Ef­ter et hef­tigt syg­doms­for­løb, hvor jeg selv har fi­nan­si­e­ret det ef­ter­føl­gen­de genop­træ­nings­for­løb, der var nød­ven­digt for min fa­mi­lies frem­tid, gør min øko­no­mi ondt. Jeg har sim­pelt­hen brugt mi­ne pen­ge. Men min kong­stan­ke ( mens jeg tøm­te kas­sen) var, at jeg hel­le­re vil­le sid­de rask på gul­vet end syg på en dyr de­sig­ner­stol. Og dér sid­der jeg så nu – på gul­vet – og er me­re af­hæn­gig af an­dre, end jeg no­gen­sin­de har væ­ret før. Og det er fak­tisk smuk­ke­re, end jeg i min vil­de­ste fan­ta­si hav­de kun­ne fo­re­stil­le mig. For al­le vil hjæl­pe. Og jeg ta­ger imod de­res hjælp, for jeg har ik­ke no­get valg. Nog­le gan­ge er det nød­ven­digt at min­de mig selv om, at de har lyst til at hjæl­pe mig. El­lers kan det væ­re for svært at ta­ge imod. Det min­de­de jeg mig selv om, da min fa­mi­lie og min kæ­re­ste blev in­vi­te­ret til at væ­re gæ­ster, hos en mand med så me­get plads i bå­de hus og hjer­te, at vi kun­ne pak­ke til en som­mer på Mall­orca. No­get, der el­lers var helt uden for min øko­no­mi­ske ræk­ke­vid­de. Hans ge­ne­rø­si­tet gjor­de det mu­ligt for os at kom­me af sted. Han åb­ne­de sin pri­vi­li­ge­re­de ver­den for min kæ­re­ste, vo­res børn og mig. Og gav os al­le en op­le­vel­se for li­vet. Hus­ly, hjer­te­rum og sejl­tu­re. Da jeg vil­le tak­ke ham, kun­ne jeg ( som el­lers al­tid er fuld af ord) ik­ke fin­de dem, der vi­ste min tak­nem­me­lig­hed. Men han sag­de ba­re: ’ Ting er til for at bli­ve brugt’. Jeg bil­der mig ind, at vi og­så gav ham no­get. Vi gav det, vi hav­de – nem­lig os selv. Én ting, jeg har lært den­ne som­mer, er, at det er smukt at væ­re af­hæn­gig af an­dre. Det har jeg el­lers brugt he­le mit liv på at und­gå. Jeg har al­tid kæm­pet for fri­he­den til at væl­ge selv. In­gen skul­le be­stem­me over mig. Jeg har væ­ret fryg­te­ligt i be­k­neb én gang, for­di jeg var af­hæn­gig af en an­den. En for­kert. Der­for tro­e­de jeg, da jeg var yn­gre, at det var far­ligt at væ­re af­hæn­gig af an­dre. Nu er jeg halvvejs i li­vet og ved, at det er smukt. For vi er for­bun­det al­le sam­men. Og hvor er man ba­re ’ Pal­le ale­ne i ver­den’, hvis man al­tid gør sig uma­ge for at kla­re sig selv. Vi må al­drig be­rø­ve an­dre mu­lig­he­den for at hjæl­pe. For det at hjæl­pe an­dre får al­le til at vok­se. Uan­set om hjæl­pen er at sæt­te en fjer, man har fun­det, i en hat, el­ler at åb­ne dø­re­ne til sit hjem for an­dre. Vo­res re­la­tio­ner er det vig­tig­ste, vi har – del dem. Det tænk­te jeg på, da jeg stod i min vens hjem og kik­ke­de på bå­de­ne, som gled for­bi på det gli­tren­de hav. Det hav, jeg li­ge ha­ve sej­let på, svøm­met i, gri­net og delt li­vet i, for­di jeg hav­de ta­get imod hjælp. Der var ca. 10 bå­de ude at sej­le. Men der lå må­ske 10.000 af dem i hav­ne­ne om­kring Pal­ma. Kæm­pe ma­sto­don­ter af luksus og po­ten­ti­el­le op­le­vel­ser, som lå til kaj. Klar til at bli­ve delt. Jeg har før væ­ret gæst i hjem, hvor der var så man­ge reg­ler, at jeg fik stress. Den­ne som­mer har væ­ret alt, hvad jeg kun­ne drøm­me om. For i min vens hjem var der op­rig­tigt hjer­te­rum. Ting er til for at bli­ve brugt... Del li­vet. Del ud af je­res hjer­ter. Brug mig.

We­e­kend - 01.08.2015

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.