EN DEL AF LI­VET

Dø­den er svær at ta­le om for de fl este. Men kræft ram­te Hans Hen­rik Pe­tri gør det ger­ne. For ham er det en na­tur­lig del af li­vet

BT - - SØNDAG - Chri­sti­na Jul Ni­el­sen chrn@ber­ling­s­ke.dk Fo­to: Si­mon Skip­per

Dø­den er svær at ta­le om for de fl este. Men kræft ram­te Hans Hen­rik Pe­tri

gør det ger­ne.

Hans Hen­rik Pe­tri ta­ler om den. Dø­den. Han har mær­ket dens kol­de hånd, og i dag står han me­re el­ler min­dre an­sigt til an­sigt med den, hver gang han ser sig i spej­let. Men for de fl este dan­ske­re er dø­den no­get af det svæ­re­ste at ta­le om, og kan vi und­gå det, så gør vi det. Han er 67 år og har kræft i bugs­pyt­kir­t­len. Det blev op­da­get i 2005, hvor han fi k fj er­net store de­le af ma­ve­sæk­ken, tolv­fi ngertar­men, gal­de­sy­ste­met og et styk­ke af le­ve­ren og bugs­pyt­kir­t­len. Den­gang ar­bej­de­de han som byg­ge­tek­ni­ker, ind­til det en dag be­gynd­te at klø over det he­le, og han blev gul i krop­pen og i øj­ne­ne. Det var kræft en.

» Jeg fi k et chok. Et stort chok, « si­ger Hans Hen­rik Pe­tri. » Det vær­ste var at for­tæl­le mi­ne børn det. Det var det hårdeste. Psy­kisk. «

Scan­nin­ger eft er ope­ra­tio­nen vi­ste en skyg­ge bag le­ve­ren, men en biop­si og en ny scan­ning vi­ste in­gen­ting. Der var ik­ke no­get. Først i 2013- 14 fandt læ­ger­ne me­tast­a­ser, og en scan­ning vi­ste nu, at 20 pro­cent af Hans Hen­rik Pe­tris le­ver var dæk­ket af svul­ster fra bugs­pyt­kir­t­len. I dag om­kring 80 pro­cent.

Der er ik­ke læn­ge­re be­hand­ling til Hans Hen­rik Pe­tri an­det end smer­testil­len­de mor­fi n. Tre de­pot­pil­ler om da­gen.

Hans Hen­rik Pe­tri bor tæt ved Ny­kø­bing Fal­ster i et lil­le, gult ræk­ke­hus.

Den øver­ste eta­ge bru­ger han ik­ke læn­ge­re. Her ple­je­de han el­lers at ha­ve sove­væ­rel­se, men sen­gen er nu fl yt­tet ne­de­nun­der, ned i stu­en for­an tv’et.

Fle­re ’ dam­pe­re’, som han kal­der dem, eci­ga­ret­ter, står på spi­se­bor­det ud for den sor­te læ­der­stol med høj ryg, der står som no­get af det før­ste, når man træ­der in­den­for. Her sid­der Hans Hen­rik Pe­tri.

Han er skind og ben, som han selv be­skri­ver det. Ener­gi­en og kræft er­ne er ik­ke, hvad de har væ­ret, men han har over­le­vet de ti år, som læ­ger­ne gav ham eft er ope­ra­tio­nen, så fra nu af er det ’ bonusår’. » Hur­ra – hvor langt kan vi så kom­me? « » Jeg prø­ver at be­va­re det po­si­ti­ve og ik­ke væ­re ban­ge for at dø, « si­ger Hans Hen­rik Pe­tri.

Bør­ne­ne. Bør­ne­bør­ne­ne

Hans ene dat­ter sid­der ved spi­se­bor­det. Pia Pe­tri på 42 år. Hun har sagt far­vel til sin far én gang. Det gjor­de hun tilbage i maj, hvor han blev ind­lagt, og hvor hver­ken sy­geple­jer­sker el­ler læ­ger så lyst på syg­dom­mens og Hans Hen­rik Pe­tris til­stand.

» Det svæ­re­ste var at for­tæl­le de på­rø­ren­de, at det var nu. Bør­ne­ne. Bør­ne­bør­ne­ne, « si­ger Hans Hen­rik Pe­tri.

» Der stod vi jo og tænk­te, at nu må vi si­ge far­vel, « erin­drer Pia Pe­tri.

» Man kram­mer hin­an­den. Kys­ser hin­an­den. Man skal ik­ke hol­de det in­de. Jeg skal dø, « si­ger Hans Hen­rik Pe­tri.

Han over­ve­je­de, før han kom på ho­spi­ta­let, at ta­ge li­vet af sig selv. » Da gad du ik­ke me­re, « si­ger Pia Pe­tri. » Nej, da var jeg træt af det. Træt af det he­le. « Han kom på ho­spi­ce. Dét, de al­le tro­e­de, var li­vets sid­ste stop­pe­sted.

» Jeg tro­e­de, jeg skul­le dø på ho­spi­ce. Nu hav­de jeg sagt far­vel. «

» Du var afk la­ret, « si­ger Pia Pe­tri: » Jeg tror, du var den, der var mest afk la­ret af os al­le sam­men. « » Jeg tog det på en po­si­tiv må­de. « » Og en vær­dig må­de, « til­fø­jer Pia Pe­tri. Men han dø­de ik­ke. Lang­somt, men sik­kert fi k han det bed­re og bed­re, og han kom hjem fra ho­spi­cet i ju­ni.

» Det var po­si­tivt for sin­det at kom­me på ho-

Hans Hen­rik Pe­tri med en af si­ne ’ dam­pe­re’, som han kal­der si­ne e- ci­ga­ret­ter.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.