Væl­di­ge Vol­be­at ’’

BT - - KULTUR -

KON­CERT

Vol­be­at Tu­sindårs­sko­ven, Oden­se, lør­dag af­ten ******

» Hvad i hel­ve­de skal jeg gø­re, hvis Vol­be­at IGEN over­går sig selv? «

Ef­ter i om­eg­nen af ti år, hvor Ring­s­teds ro­ck­en­de rød­ders kar­ri­e­re egent­lig blot har ma­ni­feste­ret sig som en op­ad­gå­en­de kur­ve, som vil­le gi­ve selv den mest magt­li­der­li­ge mo­net- mag­nat uti­di­ge drøm­me.

Ra­ket­ten mod ro­ck­him­len

MEN hver gang jeg har tænkt, at nu ram­mer den kur­ve sgu lof­tet, så vi­ser det sig, at sam­me loft – i Vol­be­ats til­fæl­de – har spræk­ker. Det er dér, som Leo­nard Co­hen en­gang på­pe­ge­de, at ly­set kom­mer ind – og Vol­be­at fin­der end­nu en åb­ning til at la­de ra­ket­ten mod ro­ck­him­len ta­ge end­nu et træk mod top­pen.

Og der­med vel­kom­men til Tu­sindårs­sko­ven i Oden­se, hvor Vol­be­at lør­dag af­ten spil­le­de sin ene­ste kon­cert i Eu­ro­pa i år.

Hvor de slog al­le re­kor­der for, hvad et dansk band no­gen­sin­de har præ­ste­ret her­hjem­me og solg­te mar­ken ud med 37.000 men­ne­sker.

Hvor de hav­de selv­til­lid nok til at la­de en mæg­tig me­tal­ma­ski­ne som ty­ske Ac­cept var­me alt fol­ket op.

Kort sagt:

Hvor de fan­de­me – om no­gen­sin­de – vir­ke­lig skul­le le­ve­re. Og det gjor­de de så.

Med et – selv for Vol­be­at – emi­nent ef­ter­tryk, et or­gi­a­stisk over­skud og den sæd­van­li­ge klæ­de­li­ge van­tro over den mod­ta­gel­se, som blev dem til del, så man fak­tisk stod dér og blev satans stolt af dem. Det har jeg næp­pe ad­komst til, og jeg er ej hel­ler den store plad­ren­de pa­tri­ot – men al­li­ge­vel, ven­ner!

Der var høj­de­punk­ter i et om­fang som på en nu­dist­strand re­ser­ve­ret mænd per­ma­nent over­do­se­re­de på vi­a­gra på den­ne af­ten.

Yder­li­ge­re dy­na­mik

Som da Vol­be­at – i øv­rigt med en helt igen­nem fan­ta­stisk lyd – le­ve­re­de ek­sem­pel­vis et fæ­no­me­nalt tænkt med­ley af ’ Hea­ven Nor Hell’, ’ War­ri­or’s Call’ og ’ I On­ly Wan­na Be With You’ blot for at top­pe dén lad­ning med ’ Mary Ann’s Pla­ce’ og ’ Lo­neso­me Ri­der’. Selv­føl­ge­lig med en – ja, selv for hen­de – helt vi­dun­der­lig ind­sats fra gæ­ste­vo­ka­list Per­nil­le Ro­sen­da­hl.

Jeg har skre­vet det of­te før, men in­gen har en al­fe­vo­kal som frk. Ro­sen­da­hl, og in­tet­steds pas­ser den bed­re ind end i Vol­be­ats mas­si­ve me- tal­li­ske mur – det trak tå­rer, det her, og det så ud som om, det og­så gjor­de det hos hen­de selv. Det bi­brin­ger sim­pelt­hen ban­det yder­li­ge­re dy­na­mik, som i øv­rigt og­så én af ban­det an­dre til­ba­ge­ven­den­de gæ­ster – kon­tra­bas­si­sten Jakob Øe­lund – gør med sit ro­ck­a­bil­ly­spil i ’ 16 Dol­lars’ og før­nævn­te ’ Lo­neso­me . . .’.

Den kon­cert er vit­ter­lig én af de stør­ste magt­ma­ni­fe­sta­tio­ner, jeg har set no­get dansk band massere mas­ser­ne med her­hjem­me. Jeg har må­ske nok set Vol­be­at bed­re rent tek­nisk, men jeg har al­drig set dem le­ve­re med et over­skud, som de gjor­de her.

I et land, hvor vi ik­ke er me­get for store arm­be­væ­gel­ser, fav­ner Vol­be­at im­po­ne­ren­de vidt – og så med no­get så grimt som hård ro­ck.

I et land, hvor vi ik­ke er me­get for store arm­be­væ­gel­ser, fav­ner Vol­be­at im­po­ne­ren­de vidt – og så med no­get så grimt som hård ro­ck

Vol­be­at spil­le­de lør­dag af­ten i Tu­sindårs­sko­ven i Oden­se. Ban­dets ene­ste kon­cert i Eu­ro­pa i år, hvor de slog al­le re­kor­der for, hvad et dansk band no­gen­sin­de har præ­ste­ret her­hjem­me og solg­te mar­ken ud med 37.000 men­ne­sker. Fo­to: Jo­hn­ny Wi­ch­mann/ BILLEDBYROET

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.