... Pag­hs sid­ste kapitel Fort­sat fra si­de 22- 23

BT - - NYHEDER -

» Så var der ik­ke rig­tig plads til mig. Det var en hård tid på kostsko­len. Man blev ik­ke reg­net for no­get. Man fik bank. Man lær­te sgu hel­ler ik­ke no­get, « si­ger Klaus Pagh.

Han kom al­drig hjem igen. Ef­ter kostsko­len flyt­te­de han ind hos si­ne bedste­for­æl­dre på Øster­bro i København, og det var her, at hans liv tog fart. Han be­gynd­te at fre­kven­te­re ba­ren Wil­lys Pla­ce på Ve­ster Vold­ga­de, hvor der blev spil­let ja­zzmu­sik, mens sku­e­spil­le­re, jour­na­li­ster, un­ge skøn­he­der og kunst­ne­re more­de sig og spil­le­de skak.

» Den­gang var der ik­ke mo­del­bu­reau­er som i dag. Så Wil­ly, der hav­de ba­ren, fik nog­le gan­ge op­ring­nin­ger fra fo­to­gra­fer, der led­te ef­ter go­de da­mer. Så plud­se­lig sad der 30 brand­flot­te pi­ger og ven­te­de på, at te­le­fo­nen skul­le rin­ge. Og der sad så og­så nog­le han­hunde som mig. Og der var fest hver af­ten, « si­ger Klaus Pagh, der fik ind­ret­tet sig så­le­des, at han kun­ne til­brin­ge flest mu­li­ge ti­mer i det mun­tre mil­jø:

» Jeg fik ar­bej­de som vin­du­es­de­ko­ra­tør, hvor jeg skul­le mø­de klok­ken seks om mor­ge­nen i Ma­ga­sin. Så fik jeg fri kl. 15, hvor­ef­ter jeg kun­ne ta­ge på Wil­lys Pla­ce. Det var og­så dér, jeg kom i kon­takt med sku­e­spil­le­re, der skaf­fe­de mig ar­bej­de på Det Nye Te­a­ter som sta­tist, « si­ger han.

Gen­nem­brud­det

Da Klaus Pagh i 1956 var 21 år, læ­ste hans mor­mor en ar­ti­kel i BT, hvor der stod, at man søg­te en ung mand til en film­rol­le.

» Der fik jeg mit gen­nem­brud, og der kom en mas­se til­bud om dødssyge rol­ler i film. Jeg tror, at jeg nå­e­de at la­ve ca. 40 me­re el­ler min­dre dår­li­ge film, « si­ger Klaus Pagh, der først i 1962 bli­ver ud­dan­net som sku­e­spil­ler på Oden­se Te­a­ter.

Han med­vir­ke­de bl. a. i fem ‘ Sol­da­ter­kam­me­ra­ter’- film, hvor han spil­le­de me­nig 614 Hol­ger Schwa­nen­kopf, men når han ser tilbage i dag, så me­ner han, at fil­me­ne hver­ken var sær­lig sjove el­ler godt strik­ket sam­men. Og må­ske rak­te ta­len­tet ik­ke til me­re end birol­ler.

» Det var som om, at vi fandt på me­get af det un­der op­ta­gel­ser­ne, « si­ger han.

Er du stolt af din kar­ri­e­re?

» Arg… Jeg er ked af, at jeg ik­ke kom til at spil­le nog­le rig­tig go­de rol­ler. De film, jeg var med i, var dødssyge. Jeg har al­drig haft go­de rol­ler. «

Hvil­ke rol­ler vil­le du ger­ne ha­ve haft?

» Nog­le me­re se­ri­ø­se. El­ler nog­le hvor det og­så var mor­somt. Mi­ne rol­ler var ik­ke rig­tig sjove. Den ene­ste or­dent­li­ge rolle, jeg har spil­let, er Kl­int ( en ung sorg­løs stu­dent, red.) i ‘ Gen­bo­er­ne’. Men jeg blev og­så me­re og me­re in­ter­es­se­ret i, hvad der ske­te bag sce­nen. Og jeg hav­de god for­nem­mel­se for for­ret­ning, « si­ger Klaus Pagh.

’ Den grøn­ne ele­va­tor’

I 1966 spil­le­de han på Aal­borg Te­a­ter. Der­ef­ter gik tu­ren til ABC Te­a­tret på Fre­de­riks­berg, hvor han mød­te og be­gynd­te at sam­ar­bej­de med nog­le af ti­dens stør­ste stjer­ner. Bl. a. ind­led­te han et sam­ar­bej­de med Jør­gen Ryg. Sam­men skab­te de i 1968 Klaus Pagh- Tour­ne­en, hvor de rej­ste rundt med ‘ Den grøn­ne ele­va­tor’. Der tjen­te Klaus Pagh si­ne før­ste pen­ge, som han kun­ne bru­ge som fun­da­ment til at bli­ve di­rek­tør og pro­du­cent. For der var me­re for­ret­nings­mand end sku­e­spil­ler i ham.

Fra 1971 og ca. ti år frem var Klaus Pagh di­rek­tør på ABC Te­a­tret Fre­de­riks­berg, hvor den tid­li­ge­re te­a­ter­di­rek­tør Stig Lom­mer hav­de haft enorm suc­ces med mak­ker­par­ret Kjeld Pe­ter­sen og Dirch Pas­ser. Klaus Pagh fort­sat­te ‘ mor­skabs- te­a­tret’ med lyst­spil og revy­er med de stør­ste nav­ne på pla­ka­ter­ne: Dirch Pas­ser, Jør­gen Ryg, Axel Strø­bye og Karl Steg­ger. For at næv­ne nog­le få. Han er sta­dig på for­navn med dem, men de stør­ste stjer­ner fra den­gang er dø­de.

» Da jeg kom til te­a­tret, drak al­le. Man skul­le væ­re med i det der druk. Det er og­så det, der har gjort, at de er dø­de al­le sam­men. Alt for tid­ligt. Men de hav­de det sjovt, « si­ger Klaus Pagh.

Ud­solgt hver af­ten

To af sku­e­spil­ler­ne fra den­gang, Ulf Pil­gaard og Per Pal­le­sen, hu­sker ty­de­ligt, hvor­dan Klaus Pagh, ‘ gik fra den ene suc­ces til den an­den’.

» Vi spil­le­de næ­sten for ful­de hu­se hver af­ten. Det er der jo næ­sten in­gen, der ved, hvad vil si­ge i dag, « si­ger Ulf Pil­gaard, der me­ner, at Klaus Pagh ik­ke har få­et ‘ den an­er­ken­del­se han fortje­ner’.

» Han fik folk til at kom­me igen og igen, og han fik skabt en god for­ret­ning. Han var emi­nent til at fin­de de rig­ti­ge styk­ker. Og han var en fa­bel­ag­tig iværk­sætt­ter og idé­mand, og han tog nog­le chan­cer, « si­ger Ulf Pil­gaard, som var med, da Klaus Pagh fejre­de sin 80 års fød­sels­dag på Lan­ge­li­nie i København. Hvor­dan ser du ham i dag? » Han har al­tid væ­ret fræk som en slag­ter­hund, og han har al­tid væ­ret 100 pct. mands­cha­u­vi­nist. Det er han sta­dig, og så er han me­get un­der­hol­den­de, « si­ger Ulf Pil­gaard.

Og­så Per Pal­le­sen hu­sker åre­ne på de fre­de­riks­berg­ske sce­ner som nog­le ‘ fe­de da­ge’. Og han hu­sker og­så, at Klaus Pagh vid­ste, hvad han gjor­de, når det gjaldt for­ret­nin­gen - og hvem der var mest værd blandt sku­e­spil­ler­ne.

» Dirch Pas­ser fik på et tids­punkt 10.000 kr. for én af­ten, mens jeg fik 6250 kr. om må­ne­den. Men som Klaus Pagh sag­de: ‘ Ulf og Jør­gen og Dirch sælger bil­let­ter - Per sælger pro­gram­mer.’ Folk måt­te kø­be pro­gram­met for at se, hvem der spil­le­de min rolle, « gri­ner Per Pal­le­sen.

Flyt­te­de til Lon­don

I ti år strøm­me­de pen­ge­ne ind, men suc­ce­sen på Fre­de­riks­berg fik en brat en­de, da der i be­gyn­del­se af 1980’ er­ne kom krav om, at Klaus Pagh skul­le de­le sit over­skud fra det pri­va­te te­a­ter med un­der­skuds­gi­ven­de te­a­tre.

Det ske­te som led i, at te­a­tret skul­le ind un­der Den Stor­kø­ben­havn­ske Lands­dels­sce­ne.

Da han tab­te kam­pen ‘ mod po­li­ti­ker­ne’ flyt­te­de han til Lon­don, hvor han slog sig ned med drøm­men om at ska­be et mor­sk­ab­ste­a­ter i den en­gel­ske ho­ved­stad.

Det blev til små ti år i spid­sen for Shaf­tes­bury The­a­tre, men han slap ik­ke Dan­mark helt.

For fra 1981 til 1987 var han og­så di­rek­tør for Ti­vo­li­revy­en. I 1992 slog han sig igen ned i Dan­mark. Men da vil­le in­gen rø­re ham. Selv me­ner han, at han var ble­vet ‘ bla­ck­li­stet’ pga. af den gam­le strid om over­skud­s­de­ling, for­di han ‘ ik­ke er so­ci­al­de­mo­krat’ og for­di kul­tur- par­nas­set ik­ke ‘ an­ser Klaus Pagh for no­get’.

Det gør de sta­dig ik­ke, me­ner han selv.

» Jeg må in­drøm­me, at jeg for­ven­te­de, at der var nog­le, som vil­le be­de mig om at ska­be no­get mor­skab for dem, da jeg kom hjem. El­ler at fjern­sy­net vil­le spør­ge, om jeg vil­le et el­ler an­det. Men jeg var bla­ck­li­stet. Og jeg er hel­ler ik­ke om­talt i revybø­ger, selv om jeg har la­vet 22 med stor suc­ces. I lek­si­ka er jeg og­så

Liv og gla­de da­ge. Klaus Pagh med sku­er­spil­le­rin­der­ne Ju­dy Grin­ger ( th) og Gy­da Hansen ( tv). Ar­kiv­fo­to: Al­lan Moe

Klaus Pagh - da­mer­nes ven

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.