AN­NET­TE HEICK Me­re fo­kus på eli­te - ja tak!

BT - - SØNDAG -

Som­me ti­der er der små glimt af barndommen, der duk­ker op i hukom­mel­sen. Et af dem stam­mer fra en­gang, hvor jeg hav­de la­vet en teg­ning til min mor. Jeg har nok væ­ret om­kring seks år gam­mel. Jeg skal ik­ke kun­ne si­ge, om det var et for­søg på at la­ve mo­der­ne kunst, men det var i hvert fald ik­ke en teg­ning, der lig­ne­de de an­dre, jeg hav­de la­vet. DET VAR EN mas­se kru­se­dul­ler. » Fint... tak « , sag­de min mor. Lyn­hur­tigt teg­ne­de jeg en stør­re kru­se­dul­le til hen­de. » Hm­m­mm... « sag­de hun og tog imod den. Ny stor kru­se­dul­le ( må­ske blev pa­pi­ret lidt krøl­let): Vær­s­go’ mor! Hun tog den og smed den så i skral­des­pan­den. Hun kig­ge­de be­stemt på mig: » Det hand­ler ik­ke om mo­ti­vet. Det hand­ler om, at du ik­ke gør dig uma­ge. « I DAG SER­VE­RER jeg den på stort set sam­me må­de for mi­ne børn. Det er ik­ke vig­tigt at væ­re den bed­ste til alt, men det er vig­tigt at gø­re sig uma­ge – dvs. gø­re det bed­ste, man kan – i al­le li­vets aspek­ter. Min æld­ste går til ten­nis eft er eget valg. Når han spil­ler godt, strå­ler han som en sol og sy­nes, det er det bed­ste i ver­den, men der var på et tids­punkt en kri­se, hvor han ik­ke gad og ba­re stod og sja­ske­de til bol­den og tudede, når han skul­le af sted. » JEG KAN GODT for­stå, du ik­ke gi­der, « sag­de jeg til ham, » for jeg kan se, du ik­ke gør dig uma­ge, og så dur det ik­ke. Men nu har du valgt ten­nis, og der­for spil­ler du sæ­so­nen ud. Hvis jeg kan se, du gør dig uma­ge og for­bed­rer dit spil, får du lov at stop­pe. « DET ER MU­LIG­VIS ik­ke eft er prin­cip­per­ne i den pæ­da­go­gi­ske hånd­bog, men un­gen tog sig ge­val­digt sam­men og blev en rig­tig ha­bil spil­ler i lø­bet af kort tid. Igen blom­stre­de han op. Da sæ­so­nen slut­te­de, sag­de jeg: » Godt, Eli­ot. Nu kan du få lov at stop­pe. « DÉT VAR HAN sjovt nok slet ik­ke in­ter­es­se­ret i læn­ge­re. VIL MAN VÆ­RE god til no­get, så kræ­ver det og­så, at man øver sig. Og det er nem­me­re at øve sig, hvis man kan fi nde mo­ti­va­tio­nen. Der­for glæ­der det mig, at vo­res nye ud­dan­nel­ses­mi­ni­ster Es­ben Lun­de Lar­sen sæt­ter fo­kus på eli­ten og læg­ger op til, at vi i Dan­mark bli­ver dyg­ti­ge­re til at dyr­ke ta­len­ter­ne. At vi her­hjem­me - hvor vi er ver­dens­me­stre i at for­tæl­le hin­an­den, at man ik­ke skal tro, man er no­get - tør pe­ge på nog­le med sær­li­ge ev­ner og klæ­de dem på til at kon­kur­re­re med un­ge ta­len­ter fra an­dre lan­de. DET FIN­DER JEG in­spi­re­ren­de. Li­ge­som i det nye num­mer af Eu­ro­man, hvor der er et læn­ge­re in­ter­view med Prins Joachim. Jeg kan varmt an­be­fa­le, man læ­ser det. Her for­tæl­ler han, hvor­dan han ny­der at kø­re ned gen­nem Eu­ro­pa med si­ne to æld­ste søn­ner, mens de ta­ler om det, de ser, de lan­de de kø­rer igen­nem, ter­per lan­de­nes hi­sto­rie og snak­ker om lig­he­der og for­skel­le. Bravo! Jeg klap­per i mi­ne hæn­der. At de­le rund­hån­det ud af sin egen vi­den og for­mid­le den på en må­de, så det bli­ver nær­væ­ren­de og le­gen­de let at for­stå, dét er en kæm­pe styr­ke. DET BE­HØ­VER IK­KE at væ­re høj­pan­det. Det kan sag­tens væ­re en far, der ta­ger ud at fi ske med si­ne børn og læ­rer dem, hvad der fi ndes i na­tu­ren. DET HAND­LER BA­RE om at klæ­de vo­res børn på, så de for­står, at de er en del af en stør­re sam­men­hæng og ik­ke, at uni­ver­set dre­jer sig om dem. De er med til at bi­dra­ge. De er en tand i et tand­hjul i en kæm­pe­stor ma­ski­ne. Der­for er det vig­tigt, at al­le – uan­set hvor de hø­rer til i ma­skin­rum­met - gør sig uma­ge.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.