DRABS­MAND SLET­TE­DE SI­NE SPOR

I ti­me­vis kør­te Ha­fi­das mand rundt med si­ne to børn i bi­len, ef­ter han hav­de slå­et bør­ne­nes mor ihjel

BT - - NYHEDER - Ka­ri­na Svens­gaard ksv@ bt. dk

Han hul­ke­de sig gen­nem si­ne svar. Snøf­te­de. Tør­re­de øj­ne­ne og for­tal­te, hvor­dan han som i tran­ce kval­te sin hu­stru Ha­fi­da Bou­rou­ih. Men det æn­dre­de ik­ke på, at der i går i ret­ten teg­ne­de sig et bil­le­de af en iskold drabs­mand.

Den 41- åri­ge An­ders Lar­sen skul­le for før­ste gang, si­den han blev fængs­let sid­ste som­mer, for­kla­re, hvad der ske­te den juli­af­ten i 2014, da han kval­te mo­de­ren til si­ne to børn, mens de sad og så teg­ne­film.

No­get sprang in­de i ham den af­ten, for­tal­te han, da han i går tog plads på an­kla­ge­bæn­ken i Ret­ten i Glo­strup. Til­talt for at ha­ve dræbt sin ma­rok­kan­ske hu­stru, den 38- åri­ge Ha­fi­da Bou­rou­ih i de­res lej­lig­hed i Glo­strup ef­ter et vold­somt skæn­de­ri 24. juli sid­ste år.

» Jeg mi­ste­de fuld­stæn­dig for­bin­del­sen til mig selv. Det fø­les ik­ke, som om det er mig, der sid­der der. Det er, som om der sprin­ger et el­ler an­det in­de i mig, « sag­de han i går i ret­ten.

Hand­le­de iskoldt

I sort po­lo T- shirt, sor­te buk­ser og sor­te læ­der­s­nø­resko tog den 41- åri­ge An­ders Lar­sen plads i skran­ken. Han er­kend­te sig skyl­dig og sva­re­de et grå­d­kvalt ’ ja’, da han blev spurgt, om han fortrød si­ne hand­lin­ger.

Al­li­ge­vel teg­ne­de der sig et bil­le­de af en drabs­mand, som hand­le­de iskoldt i ti­mer­ne ef­ter dra­bet. Som for­søg­te at slø­re al­le si­ne spor og bil­de bå­de po­li­ti og fa­mi­lie ind, at han ik­ke ane­de, hvor hans for­s­vund­ne hu­stru var. På før­ste rets­dag i går kom det frem, hvor­dan han var kørt af sted med en sav, en øk­se, en Glo­bal- kniv og en knivs­li­ber, da han vil­le bort­skaf­fe li­get. Der­for er det po­li­tiets te­o­ri, at han vil­le ha­ve par­te­ret li­get og skaf­fet det af vej­en, hvis ik­ke han var ble­vet an­holdt, in­den det kom så vidt.

Selv sag­de An­ders Lar­sen i går, at det blot var til at skæ­re rød­der over i jor­den, så han kun­ne be­gra­ve hen­de, men han er­kend­te, at han hav­de tan­ker om at ’ de­le hen­de’. I ste­det brød han græ­den­de sam­men i red­skabs­sku­ret.

» Det ved jeg, at jeg al­drig vil­le kun­ne gø­re, « sag­de han med grø­det stem­me.

Le­ve­de som Tom & Jer­ry

Men han er­kend­te og­så, at han til sidst i for­hol­det ha­de­de sin hu­stru. Det var års fru­stra­tio­ner og ag­gres­sio­ner i det tur­bu­len­te dansk- ma­rok­kan­ske æg­te­skab, som kul­mi­ne­re­de på drabs­da­gen.

De hav­de le­vet som Tom & Jer­ry, kat og mus, som et vid­ne ud­tryk­te det. De gik fra hin­an­den, gik til Stats­for­valt­nin­gen, for­di de vil­le skil­les, men fandt al­tid sam­men igen.

Hun fik den æld­ste søn om­skå­ret mod man­dens vil­je, og da hun til sidst, iføl­ge ham, tru­e­de med at ta­ge de­res to børn fra ham, slog det klik. Hvad der præ­cis ske­te, har man kun hans ord for i dag.

De be­fandt sig i bør­ne­væ­rel­set, da hun un­der skæn­de­ri­et greb ud ef­ter en ur­tek­niv og stak ud ef­ter ham.

» Det får mig til at se fuld­stæn­dig sort. Jeg kan næ­sten ik­ke væ­re i min krop, « sag­de han grå­d­kvalt.

Han slår hen­de, så hun fal­der om og gli­der ned langs væg­gen. Der­ef­ter sæt­ter han sig på hen­de og kvæ­ler hen­de, først med hæn­der­ne og si­den med en led­ning. Han er som i tran­ce, for­tæl­ler han.

Først da det ryk­ker i dø­ren, og hans æld­ste søn på den­gang fi­re år står på den an­den si­de og spør­ger, hvad han la­ver, ri­ves han tilbage til vir­ke­lig­he­den. Stem­men er tyk af gråd, da han næv­ner søn­nens navn.

» Jeg sæt­ter en fod mod dø­ren og si­ger, at jeg er ved at la­ve en ga­ve til ham, « snøf­ter han.

Bag­ef­ter fjer­ner han led­nin­gen. Og så hand­ler han. Han dæk­ker hen­de til med et dy­ne­be­træk, pak­ker en ta­ske med tøj og en com­pu­ter og ta­ger bør­ne­ne med sig ned i bi­len. De næ­ste ti­mer kø­rer han rundt med søn­ner­ne på bag­sæ­det, mens han le­der ef­ter et sted, hvor han kan be­gra­ve hen­de. Ven­der tilbage til lej­lig­he­den, mu­lig­vis for­di han ta­get sin hu­strus te­le­fon med og ind­ser , det er dumt, hvis den kan spo­res. Ven­der tilbage igen for at hen­te li­get. Igen med bør­ne­ne ven­ten­de i bi­len.

» Bør­ne­ne snor­k­sov hel­dig­vis he­le vej­en, « sag­de han i ret­ten.

Først sent på nat­ten fin­der han den spej­der­hyt­te ved Næst­ved på Sydsjæl­land, som han be­slut­ter er et godt gem­me­sted. Da han ud på mor­ge­nen ven­der hjem, løf­ter han bør­ne­ne ind i seng, va­sker tøj og sprøjter tæp­pet, hun har lig­get på, med kl­or­in. Til sidst tæn­der han sin com­pu­ter for at la­de som om, han har ar­bej­det.

Han spil­ler og­så sku­e­spil, da po­li­ti­et næ­ste dag kon­tak­ter ham og spør­ger om hans hu­stru, som fa­mi­li­en har ef­ter­lyst. Han må nær­mest trø­stes af Ha­fi­da Bou­rou­i­hs ve­nin­de over te­le­fo­nen, da de da­gen der­på ta­ler om hen­des for­svin­den.

» Jeg bli­ver ved med at tæn­ke de al­ler­vær­ste ting. Hun er en smuk kvin­de. Jeg er ban­ge for, at hun er ble­vet vold­ta­get, « si­ger han i sam­ta­len med ve­nin­den, som sva­rer ’ ro på’.

Skrev sed­ler til hen­de

På et tids­punkt skri­ver han og­så en sed­del og læg­ger i lej­lig­he­den ’ Ring, når du kom­mer hjem’, og næ­ste dag ind­ta­ler han og­så en besked på hen­des te­le­fonsva­rer: ’ » Ja, det er mig... kan du ik­ke li­ge rin­ge tilbage, når du får be­ske­den… « Vel­vi­den­de at han 14 ti­mer for­in­den har dræbt sin hu­stru.

Te­le­fon­be­ske­den og sam­ta­ler­ne med hu­stru­ens ve­nin­de og po­li­ti­et blev i går af­spil­let i ret­ten som be­vis­ma­te­ri­a­le i sa­gen. Un­der ef­ter­forsk­nin­gen fandt po­li­ti­et si­den det om­tal­te værk­tøj, øk­sen, sa­ven og kni­ven smidt i en sort af­falds­sæk sam­men med Ha­fi­da Bou­rou­i­hs ta­ske, nøg­ler og pung.

» Hvor for­fær­de­ligt det end ly­der, så for­søg­te jeg at slø­re det, jeg hav­de gjort. Jeg går i over­le­vel­ses­til­stand og i chok. Mit ræ­son­ne­ment er, at mi­ne børn ik­ke og­så skal und­væ­re de­res far. Så jeg be­slut­ter mig for at for­sø­ge, om jeg kan slip­pe af sted med det, « for­kla­re­de An­ders Lar­sen i går i ret­ten.

Der ven­tes dom i sa­gen 25. au­gust.

Den 38- åri­ge Ha­fi­da Bou­rou­ih le­ve­de i et tur­bu­lent æg­te­skab med den den 41- åri­ge An­ders Lar­sen. I går er­kend­te han i ret­ten, at han hav­de dræb­te hen­de. Pri­vat­fo­to

Det var her ved en FDF- spej­der­hyt­te ved Kl­in­te­by i nær­he­den af Næst­ved, at den dr­ab­stil­tal­te An­ders Lar­sen gem­te li­get af sin hu­stru nat­ten til 25. juli sid­ste år. Næ­ste dag blev han an­holdt. Fo­to: Bax Lind­hardt

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.