Vis bør­ne­ne dit uper­fek­te liv

Jeg kan sag­tens tør­re min mund i toilet­pa­pir ( re­sul­ta­tet er tit det sam­me som i fi­ne stof­ser­viet­ter)

BT - - WEEKEND -

Vo­res unger bur­de tvin­ges til at se vo­res uper­fek­te liv. De skal præ­sen­te­res for det og spej­le sig i det. Kun på den må­de kan de op­da­ge, at de ik­ke be­hø­ver Pra­da, kon­ge­ligt po­r­ce­læn el­ler num­me­re­re­de sne­a­kers for at bli­ve lyk­ke­li­ge. De skal op­le­ve, at man kan over­le­ve nul­ler­mænd uden at få støval­ler­gi. De se­ne­ste år har vi snak­ket me­get om cur­ling- for­æl­dre. Jeg ken­der nog­le unger, som bor på skift hos de­res mor – en uge, og så hos de­res far – en uge. Det er ret nor­malt. Den uge, de er hos de­res mor, gør far klar. Han hand­ler ind og får va­sket, så der ik­ke skal spil­des tid på den slags, mens un­ger­ne er der. Den uge, han er uden børn, er han me­get ude, går i bi­o­gra­fen, har ven­ner­ne på be­søg og pas­ser si­ne fri­tids­in­ter­es­ser. Han ar­bej­der så vidt mu­ligt sent, så han kan kom­me tid­ligt hjem i sin bør­ne­u­ge. Det er og­så i den bør­ne­fri uge, at han kan ro­de – han er jo ale­ne – og fik­ser det, in­den bør­ne­ne kom­mer. For han har sav­net dem og vil ik­ke spil­de tid på den slags pjat, når de en­de­lig er dér. Når han har un­ger­ne, hyg­ger han med dem, ta­ger med til de­res sport, hjæl­per in­ter­es­se­ret med sko­le­ar­bej­det, la­ve de­res liv­ret­ter – med øjen­kon­takt. Han hen­ter dem med glæ­de fra skole. Hen­ter smi­len­de det, de evt. mang­ler, før de over­ho­ve­det op­da­ger, at de mang­ler det. » Er du tørstig? « spør­ger han og er al­le­re­de på vej i køk­ke­net, før de når at mær­ke tørst. Han ny­der, at de er der. Og han skal sav­ne dem en hel uge igen – li­ge om lidt. Den uge, de er hos de­res far, va­sker mor. Hun gør rent på bør­ne­nes væ­rel­ser, så der er hyg­ge­ligt, når de kom­mer re­tur. Hun ser si­ne ve­nin­der, læ­ser en bog og er sent op­pe, for der er in­gen mad­pak­ker – den uge. Til gen­gæld får hen­des ar­bejds­plads lidt ek­stra. Om fre­da­gen ba­ger hun, så hun er klar til at ta­ge imod bør­ne­ne med øko­lo­gi­ske pøl­se­horn. Og et hjem, der står knivskar­pt. Godt, jeg ik­ke er en af de unger. Der er in­gen tvivl om, at de­res mor og far el­sker dem og vil gø­re det bedst mu­li­ge. Men jeg sy­nes, de glem­mer, at børn vok­ser af at ha­ve an­svar. Børn læ­rer af selv at skul­le hen­te de ting, de­res be­hov dik­te­rer dem. Det er et kæm­pe ty­ve­ri, hvis børn al­drig er ale­ne hjem­me. For store børn bli­ver stør­re af at pas­se de min­dre. Det sam­me gæl­der de små. En gam­mel tom­mel­finger­re­gel si­ger, at to børn, som til­sam­men er 18

år, er gam­le nok til at væ­re ale­ne hjem­me. Når de to unger, der pend­ler mel­lem to per­fek­te hjem, en dag bli­ver voks­ne, kan de slet ik­ke leve op til det... De vil tro, at de skal ska­be det, de har set, selv – hver uge. Det kan de ik­ke føl­ge med til og de får stress og vil tro, at de fejl­er. Jo æl­dre jeg bli­ver, des me­re be­vidst bli­ver jeg om vig­tig­he­den af ægt­hed, ren­hed og kva­li­tet. Jeg er tryg­gest som gæst i et hjem, der ro­der lidt. Jeg kan sag­tens tør­re min mund i toilet­pa­pir ( re­sul­ta­tet er tit det sam­me som i fi­ne stof­ser­viet­ter), jeg slapper ba­re me­re af, mens jeg gør det. ( Man kan og­så pud­se næ­se i toilet­pa­pir – mens den slags of­te er så bøv­let de fi­ne ste­der). Det bed­ste, jeg ved, er, hvis al­le sid­der ned og slapper af – sam­men. Vi har al­le sam­men et ka­me­ra ved hån­den – he­le ti­den. Det er ble­vet nor­malt at få et ’ hver­dagskig’ ind i hin­an­dens liv. Især det per­fek­te... Men vi ser kun en over­fla­de, når vi ser billeder af ser­viet­ter fol­det som ja­pan­ske ori­ga­misva­ner på In­s­ta­gram. Uop­mærk­somt er vi ble­vet et pro­dukt af den ver­den, vi bli­ver vist. Vi tror, at vi skal væ­re så­dan selv. Det sam­me tror vo­res børn. For vi er al­le sam­men med i jag­ten på det per­fek­te. For mi­ne børns skyld op­fandt jeg for seks år si­den be­gre­bet ’ bowling­mor’. En bowling­mor er hen­de, der ka­ster si­ne børn ud i li­vets keg­ler – mens hun tror på det bed­ste. Vis dog din va­ske­tøjs­bun­ke til dem, som er vig­tigst for dig. Tryk ma­den ud af en tu­be. Vis dem, at over­skud­det til at væ­re til ste­de er vig­ti­ge­re end den per­fek­te steg. Giv di­ne børn plads til at se dig lil­le. For det gør det nem­me­re for dem at fin­de vej i li­vet.

Kh En be­vidst bowling mor P. S. 12- åri­ge kan fak­tisk selv va­ske tøj, de kan end­da hand­le ind og fin­de vej. De bli­ver højst stol­te af at få lov til det. Imens de gør det, kan de­res for­æl­dre jo smæk­ke be­ne­ne lidt op.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.