Gen­for­e­net ef­ter 70 år

Na­zi­ster­ne skil­te mor og dat­ter. Nu har de fun­det hin­an­den igen. Menskam­men le­ver end­nu

BT - - NYHEDER - Sus­an­ne Jo­hans­son

Kæ­re mor. Jeg hed­der Mar­got Ba­ch­mann og jeg er din dat­ter. Så­dan ly­der ind­led­nin­gen i det brev, som den 70- åri­ge Mar­got Ba­ch­mann tid­li­ge­re i år send­te til en adres­se i Ita­li­en. Til den kvin­de, hun net­op hav­de fun­det ud af var hen­des mor.

Da Mar­got Ba­ch­mann 25. ok­to­ber 1944 kom til ver­den i Hei­del­berg, Tys­kland, var hun nem­lig ik­ke man­ge da­ge gam­mel, før na­zi­ster­ne rev hen­de ud af mo­de­rens favn.

Al­le­re­de som lil­le pi­ge, fik hun at vi­de, at hun var adop­te­ret. At hen­des bi­o­lo­gi­ske mor var ita­li­ensk, at in­gen vid­ste, hvor hun var. Og det var luk­ket land at for­sø­ge at le­de ef­ter hen­de. Den mel­ding af­fandt Mar­got Ba­ch­mann sig med, selv­om hun i tan­ker­ne of­te spe­ku­le­re­de over, hvor hen­des mor var og ik­ke mindst, hvor­for hun hav­de for­ladt sin ny­fød­te dat­ter.

Løf­tet gik i gra­ven

For fle­re år si­den mi­ste­de hun sin adop­tiv­mor og sid­ste år gik og­så hen­des adop­tiv­far bort. Og med dem for­svandt og­så det løf­te, hun for man­ge år­ti­er si­den hav­de gi­vet. Om al­drig at le­de ef­ter sin bi­o­lo­gi­ske mor.

Gen­nem or­ga­ni­sa­tio­nen In­ter­na­tio­nal Tra­cing Ser­vi­ce og Ita­li­ensk Rø­de Kors blev en eftersøgning sat i værk. Og hen­des mor blev fak­tisk fun­det. I li­ve. 91 år gam­mel. Bo­sid­den­de i den sam­me lil­le lands­by, som hun var vok­set op i.

Og der­for send­te Mar­got Ba­ch­mann et brev.

’ He­le mit liv har jeg spurgt min fa­mi­lie ud om dig uden no­gen­sin­de at få et svar. Jeg vil så ger­ne mø­de dig, så jeg kan gi­ve dig et stort kram igen. Jeg er ove­nud lyk­ke­lig over en­de­lig at få lej­lig­hed til at læ­re dig at ken­de,’ skri­ver hun vi­de­re i bre­vet.

Til en­gel­ske The Te­le­graph for­tæl­ler Mar­got Ba­ch­mann, hvor­dan hun al­drig tid­li­ge­re hav­de tur­det bry­de løf­tet over­for adop­tiv­for­æl­dre­ne. Og at hen­des håb kun hav­de rakt til at ind­sam­le til­stræk­ke­ligt med in­for­ma­tio­ner om sin rig­ti­ge mor til, at der kun­ne kom­me lidt kød og blod på de billeder, hun hav­de haft i sit ho­ved.

» Jeg hav­de al­drig drømt om, at jeg vil­le få fy­sisk kon­takt. At jeg kun­ne hol­de om hen­de, « si­ger hun til The Te­le­graph.

I den for­gang­ne we­e­kend holdt de så om hin­an­den. De græd. Gri­ne­de. Skå­le­de i mous­se­ren­de vin. Græd igen.

Gen­for­e­nin­gen af mor og dat­ter ef­ter 70 år er en gribende hi­sto­rie. Men og­så en hi­sto­rie fyldt med så stor en skam, at end ik­ke de man­ge år har kun­net ud­vi­ske den.

Ty­sker­tøs

Det er dén skam, der er grun­den til, at gen­for­e­nin­gen ik­ke er fore­vi­get på et fo­to­gra­fi. At Mar­got Ba­ch­manns mor for en­hver pris øn­sker at væ­re ano­nym.

» Man for­står hen­de godt. I den­ne by har in­gen glemt kri­gen, « som by­ens borg­me­ster ud­tryk­ker det.

Mar­got Ba­ch­manns mor var nem­lig en af de for­had­te ty­sker­tø­ser, som overalt i Eu­ro­pa be­tal­te en høj pris ef­ter kri­gen.

Mens An­den Ver­denskrig ra­se­de, traf Mar­got Ba­ch­manns mor den be­slut­ning, der kom til at ko­ste hen­de dyrt. Hun drog fra den lil­le nor­di­ta­li­en­ske lands­by til Hei­del­berg for at ar­bej­de i en af ty­sker­nes fa­brik­ker. Og fo­rel­ske­de sig i en tysk sol­dat.

Kær­lig­he­den var gen­gældt, og snart bar den frugt. Og 25. ok­to­ber 1944 kom Mar­got Ba­ch­mann til ver­den.

Der fin­des et fo­to af den lyk­ke­li­ge lil­le fa­mi­lie. Af Mar­got Ba­ch­mann i sin mors ar­me, med store øj­ne, der ser li­ge ind i ka­me­ra­et, af hen­des smi­len­de mor, af hen­des stol­te far. Men lyk­ken va­re­de ik­ke læn­ge.

Hvor­for, ken­der in­gen til­sy­ne­la­den­de det præ­ci­se svar på. Men na­zi­ster­ne greb ind, fjer­ne­de den lil­le pi­ge fra sin mor, som blev sendt hjem til Ita­li­en. Hvor hun i 70 år le­ve­de med en smerte­lig tro på, at hen­des barn var dødt. Af syg­dom el­ler som uskyl­digt of­fer for bom­bar­de­men­ter­ne i kri­gens slut­ning.

Bedste­for­æl­dre adop­te­re­de

Sand­he­den var dog, at det lil­le pi­ge­barn blev bortadop­te­ret. Til den ty­ske sol­dats for­æl­dre. Som lod den lil­le pi­ge vi­de, at hun al­drig måt­te op­sø­ge sin bi­o­lo­gi­ske mor. Og hun holdt sit løf­te.

I 70 år var der blot 750 km mel­lem dem. Men de vid­ste det ik­ke.

Nu er de gen­for­e­net. Men hi­sto­ri­en er langt­fra slut. For det mør­ke kapitel om kri­gens for­bud­te kær­lig­hed mang­ler sta­dig at bli­ve be­lyst. Og til­gi­vet.

ller som en af de lo­ka­le i den nor­di­ta­li­en­ske lands­by ud­tryk­ker det:

» Jeg hu­sker hetzen, hu­sker hvor­dan fri­heds­kæm­per­ne klip­pe­de alt hå­ret af en­hver pi­ge, der ba­re hav­de dan­set el­ler spist en mid­dag med ty­sker­ne. Og de stak­kels pi­ger for­stod jo in­gen­ting! «

Mor og dat­ter hol­der det ene­ste fo­to, der fin­des af dem. Fra den gang Mar­got Ba­ch­mann li­ge var kom­met til ver­den. Som dat­ter af en tysk sol­dat. Selv 70 år ef­ter er skam­men for stærk til at gå med til et nyt bil­le­de. Fo­to: In­ter­na­tio­nal Tra­cing Ser­vi­ce ITS/ dpa

suss@ bt. dk

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.