Mor skal ik­ke be­hand­les som en sin­ke

De æl­dre råd­ner op på ple­je­hjem­me­ne, ly­der det fra Lot­te Hei­se, som li­ge nu er ak­tu­el med en ny bog om sit op­gør med æl­dre­forsor­gen

BT - - KULTUR - Be­rit Hartung beh@bt.dk

De æl­dre råd­ner op på ple­je­hjem­me­ne, ly­der det fra Lot­te Hei­se, som li­ge nu er ak­tu­el med en ny bog og et fored­rag om de tre et halvt år, hun bo­e­de sam­men med sin han­di­cap­pe­de mor. Som det er nu, har fan­ger­ne i vo­res fængs­ler det i man­ge til­fæl­de bed­re end vo­re æl­dre, og det kan vi sim­pelt­hen ik­ke væ­re be­kendt, me­ner for­fat­te­ren.

Hun kan hu­ske den end­nu. Lug­ten - el­ler ret­te­re - stan­ken at tis. Og af det, der er vær­re. Det er den sam­me væm­me­li­ge stik­ken, hun får i næ­sen, hver gang hun går ind ad dø­ren til det sjæl­land­ske ple­je­hjem, hen­des mor end­te på ef­ter en blod­prop. Ef­ter to da­ges op­hold på ste­det sid­der hen­des klo­ge og før så ak­ti­ve mor sam­men­s­un­ket i en stol. Hun ryster på ho­ve­d­et og si­ger ba­re: » Nej, nej... «

Lot­te Hei­se kig­ger rundt i det lil­le væ­rel­se, som i den grad træn­ger til at bli­ve gjort rent, og tæn­ker: ’ Her kan hun da ik­ke bo.’ Fi­re år se­ne­re er BT ta­get med Lot­te Hei­se på be­søg hos hen­des mor i den be­skyt­te­de bo­lig i Gentofte, mo­de­ren har bo­et i det se­ne­ste hal­ve år. De mør­ke træ­re­o­ler bug­ner med bø­ger og ope­ra- cd’er, der er og­så ope­ra i ra­dio­en, og da­gens In­for­ma­tion lig­ger på spi­se­bor­det.

’ Hej, lil­le mor’

In­de­ni er den nu 79- åri­ge kvin­de li­ge så frisk, som hun al­tid har væ­ret, men hun kan sta­dig kun si­ge gang­ske få ord som » ja, ja, « , » nej, nej « , » me­get godt « og så hen­des fa­ste ven­ding: » Det er vig­tigt at kom­me vi­de­re med... « Den sæt­ning hjæl­per hen­de til at si­ge det, hun ger­ne vil ha­ve, som for ek­sem­pel » mad « , » mu­sik « el­ler » toilet « .

» Hej, lil­le mor! Så er vi her. Hvor­dan har du det i dag? «

Den æl­dre kvin­de i kø­re­sto­len sid­der med ryg­gen til dø­ren, da vi træ­der ind.

» Ja, ja. Me­get godt, « si­ger hun, mens hen­des dat­ter smi­der skul­derta­sken og be­gyn­der at flyt­te nog­le ting på det lil­le spi­se­bord.

In­ge Hei­se løf­ter ven­stre arm fra skø­det. Hen­des fol­de­de hånd gi­ver vo­res ud­strak­te et skævt klem.

En fe­bru­ar­dag i 2011 blev den den­gang 75- åri­ge In­ge Hei­se ramt af en blod­prop i hjer­nen. Hun blev lam­met i høj­re si­de, læn­ket til en kø­re­stol og mi­ste­de ev­nen til at ta­le. Di­ag­no­sen hed­der eks­pres­siv afa­si. På et øje­blik blev den tid­li­ge­re gym­na­si­elek­tor og ak­ti­ve pen­sio­nist, mor og mor­mor dybt han­di­cap­pet og fuld­stæn­dig af­hæn­gig af an­dres hjælp.

Fan­get i sin egen krop

Den ene dag sad hun i sit hus i Hval­sø med brid­ge- ve­nin­der­ne. Den næ­ste var hun fan­get i sin egen krop på et ple­je­hjem, hvor hun føl­te, at folk tal­te til hen­de, som om hun var et barn. In­ge Hei­se blev ramt af en svær de­pres­sion og hav­de ba­re lyst til at dø.

» Det var for­fær­de­ligt. Hun lå ba­re og peb, når jeg gik. Jeg kun­ne hø­re hen­de langt ne­de ad gan­gen. Uuuuuuhhh! Så spurg­te jeg mor, om hun hav­de lyst til at bo sam­men med os i ste­det for, og så smi­le­de hun ba­re over he­le femøren, « hu­sker Lot­te Hei­se.

Spe­edsnak­ke­ren er - med eg­ne ord - ’ en ret im­pulsiv ty­pe’, så der gik ik­ke lang tid, fra hun hav­de tænkt tan­ken, til hun hav­de le­jet et hus i Egå ved Aar­hus. Her flyt­te­de hun ind med mo­de­ren og si­ne to tvillinge- dren­ge, Joachim og Chri­sti­an. Kol­lek­ti­vet va­re­de tre et halvt år og kom på godt og ondt til at ven­de op og ned på hver­da­gen for fored­rags­hol­de­ren og hen­des dren­ge. Det er de år, som Hei­se be­skri­ver i sin nye bog ’ Selv­føl­ge­lig skal hun bo hos mig’, som ud­kom­mer på tors­dag.

Lot­te Hei­se

Bryske og ned­la­den­de læ­ger

Lot­te Hei­ses nye bog er en barsk skil­dring af, hvor­dan det er at bli­ve gam­mel, syg og hjæl­pe­løs i det dan­ske vel­færds­sam­fund. Og ik­ke mindst er den et vid­nes­byrd fra en på­rø­ren­de om, hvor­dan bå­de sy­ste­met og al­le os an­dre be­hand­ler sy­ge, æl­dre og han­di­cap­pe­de.

» Min mor er tid­li­ge­re lek­tor i tysk og dansk, men plud­se­lig tal­te al­le til hen­de, som om hun var sin­ke. «

Lot­te Hei­se for­tæl­ler om bryske og ned­la­den­de læ­ger. Om sy­geple­jer­sker, der tal­te ned til mo­de­ren, som om hun var et min­dre be­ga­vet barn, og om ple­je­per­so­na­le, som vir­ke­de, som om de slet ik­ke hav­de lyst til at ar­bej­de med æl­dre men­ne­sker.

Pri­vat hjem­me­hjæl­per- fir­ma

Hjem­me i Egå hy­re­de Lot­te Hei­se med hjælp fra kom­mu­nen et pri­vat hjem­me­hjæl­per- fir­ma til at hjæl­pe med den prak­ti­ske ple­je af mo­de­ren, men tit var det hen­de selv, der hjalp mo­de­ren på toilet­tet og sør­ge­de for, at hun fik et bad.

Da­ge­ne var ske­ma­lag­te ef­ter hver an­den ti­me, hvor hjæl­per­ne kom i hu­set. Bad, må­l­ti­der og alt mu­ligt an­det skul­le plan­læg­ges ef­ter det. Der­til kom­mer Lot­te Hei­ses for­søg på at gi­ve sin mor så man­ge go­de op­le­vel­ser som mu­ligt samt kam­pen for, at hun får den hjælp, hun har krav på.

Bå­de mor og dat­ter er over­be­vi­ste om, at åre­ne un­der sam­me tag var af­gø­ren­de for, at In­ge Hei­se kun­ne for­li­ge sig med sin skæb­ne.

» Selv­føl­ge­lig har det væ­ret hårdt, men det er sam­ti­dig og­så det bed­ste, jeg har gjort i mit liv. For min mor blev jo glad. «

» Det hjalp hen­de med at ac­cep­te­re tin­ge­ne, som de er nu. Er det

Det kan da godt væ­re, jeg hav­de væ­ret en bed­re mor, hvis jeg hav­de væ­ret en dår­li­ge­re dat­ter, men det tror jeg nu ik­ke

ik­ke rig­tigt, « si­ger hun og kig­ger på sin mor.

’ Ja, ja,’ nik­ker In­ge Hei­se. » Me­get godt! «

» Det er et kæm­pe skridt fra det ene øje­blik til det an­det at gå fra at bo i sit eget lækre hus i Hval­sø og til at sid­de i en kø­re­stol på et fuck­ing ple­je­hjem, så jeg tror ik­ke, det var gå­et, uan­set hvil­ket ple­je­hjem hun var hav­net på. «

Det var fra be­gyn­del­sen me­nin- gen, at bo­fæl­les­ska­bet skul­le va­re en be­græn­set pe­ri­o­de. I fe­bru­ar fl yt­te­de In­ge Hei­se ind på Kløck­ers­ha­ve i Gen­toft e. Her har hun et væ­rel­se med eget bad og køk­ken­fa­ci­li­te­ter, men der er til­knyt­tet per­so­na­le, som hjæl­per hen­de med per­son­lig ple­je og alt an­det prak­tisk.

Lot­te Hei­se in­drøm­mer da og­så, at det har væ­ret en let­tel­se, at hen­des mor ’ fl yt­te­de hjem­me­fra’ igen.

» Nog­le gan­ge var jeg så træt, at mi­ne dren­ge blev nervø­se for, om jeg kun­ne kla­re det, « for­tæl­ler hun.

» Jeg tror, mi­ne dren­ge har syn­tes, at det var mest tr­æls. Men jeg tror, de har til­gi­vet mig. Det kan da godt væ­re, jeg hav­de væ­ret en bed­re mor, hvis jeg hav­de væ­ret en dår­li­ge­re dat­ter, men det tror jeg nu ik­ke. «

Selv­føl­ge­lig har det væ­ret hårdt, men det er sam­ti­dig og­så det bed­ste, jeg har gjort i mit liv. For min mor blev jo glad

Lot­te Hei­se

Fo­to: Uf­fe Weng

Lot­te Hei­se har bo­et sam­men med sin mor, In­ge Hei­se, i tre et halvt år. Nu bor mo­de­ren på Kløck­ers­ha­ve i Gentofte, hvor der er til­knyt­tet per­so­na­le, som hjæl­per hen­de med per­son­lig ple­je og alt an­det prak­tisk.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.