Klar i mælet

For­fat­ter og jour­na­list Ole Hylt­oft har i over 50 år væ­ret in­vol­ve­ret i dansk kul­tur­liv

BT - - NAVNE - Jør­gen Lar­sen nav­ne@ ber­ling­s­ke. dk

I Ole Hylt­oft s se­ne­ste ro­man ’ Kø­ben­hav­ner­pi­gen og jour­na­li­sten’ sker der no­get be­syn­der­ligt på bo­gens sid­ste si­der.

Umær­ke­ligt træ­der den al­vi­den­de for­tæl­ler­stem­me frem og bli­ver per­son­lig på en må­de, så man som læ­ser sid­der tilbage med den op­fat­tel­se, at det er for­fat­te­rens eg­ne kom­men­ta­rer til bå­de den op­dig­te­de hi­sto­rie og til Hi­sto­ri­en ( med stort H), man bli­ver be­kendt med. Så­le­des står om kø­ben­hav­ner­ne, at de er et for­dra­ge­ligt fol­ke­færd: ’ Kom­mer der folk på be­søg fra an­dre lan­de, by­der by­en dem vel­kom­men, uan­set hvor de kom­mer fra. Men kom­mer de frem­me­de med ufor­dra­ge­ligt ær­in­de og kræ­ver en frem­med ad­færd ind­ført for al­le, en ad­færd som by­en fi nder uspi­se­lig, strit­ter kø­ben­hav­ner­ne imod. Det gjor­de de un­der fol­ke­strej­ken i 1944. Og det vil de gø­re i dag. «

Om et par af per­so­ner­ne hed­der det, at ’ de al­drig har mang­let nok at spi­se, et godt sted at bo og respekt fra de­res med­bor­ge­re. De har hel­ler ik­ke mang­let fj en­der. Så­dan nog­le hø­rer et an­stæn­digt liv til.’

En fl it­tig mand

At der på den må­de op­står uklar­hed om de for­tæl­lemæs­si­ge for­hold i tek­sten, skyl­des selv­føl­ge­lig ik­ke sjusk. For Ole Hylt­oft er en er­fa­ren ro­man­for­fat­ter, der ik­ke af van­va­re la­ver tek­ni­ske fejl, som lit­te­ra­tur­vi­den­ska­ben eft er­føl­gen­de kan bo­ta­ni­se­re i. Men han er og­så en af lan­dets fl it­tig­ste le­ve­ran­dø­rer af kro­nik­ker og de­bat­ind­læg, og in­gen kan be­skyl­de ham for at væ­re en mand, der bræn­der in­de med si­ne syns­punk­ter. Om snart sagt al­ting gi­ver han sin me­ning til ken­de li­ge fra kul­tur­po­li­tik over klas­sisk dan­nel­se og mas­se­me­di­er til den is­la­mi­ske ind­van­dring og de vol­de­li­ge an­slag mod yt­rings­fri­he­den, som og­så er en trus­sel mod dansk­he­den.

Det er der­for et godt bud, at det er kro­ni­kø­ren Hylt­oft , der sneg sig ind og blan­de­de sig med en kom­men­tar, da ro­man­for­fat­te­ren Hylt­oft var ved at væ­re fær­dig med sin bå­de mor­som­me og spæn­den­de be­ret­ning om li­vets gang i Kul­tur­mi­ni­ste­ri­et ved Gam­mel Strand og på en gam­mel­kendt avis­re­dak­tion i Pi­le­stræ­de. Kort sagt: Ole Hylt­oft skri­ver skøn­lit­te­ra­tur, der le­ver ved at sæt­te ak­tu­el­le sam­fund­spro­ble­mer til de­bat.

Egent­lig er han en ven­lig og me­get dan­net her­re, cand. mag. i dansk og en­gelsk fra før ver­den gik af la­ve, men han er alt­så og­så no­get af en fæg­te­me­ster på ord og alt an­det end kon­fl ikt­sky. Fjen­der har han al­drig mang­let – den slags hø­rer et an­stæn­digt liv til, som skre­vet står.

Fra sin tid­lig­ste ung­dom var han ak­tiv i den so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske be­væ­gel­se, og der blev gjort plads til ham ved bor­det, hvor en lang ræk­ke af par­tiets se­ne­re top­le­de­re al­le­re­de sad bæn­ket. Her­om kan man læ­se i hans erin­drings­bø­ger.

Det er ik­ke fl at­te­ren­de, hvad han med navns næv­nel­se kan be­ret­te om in­ter­ne kam­pe og per­son­li­ge svag­he­der i mag­tens kor­ri­do­rer. I en år­ræk­ke var han an­mel­der og lit­te­ra­tur­re­dak­tør ved par­ti avi­sen Ak­tu­elt, for­mand for par­tiets og LOs kul­tur­ud­valg og i 1960er­ne se­kre­tær og ta­leskri­ver for lan­dets før­ste kul­tur­mi­ni­ster, Juli­us Bom­holt. I re­vo­lu­tions­år­et 1968 ud­gav han sin før­ste bog ’ Tør du væ­re fri?’, som var et for­søg på at gø­re op med den no­get for­ste­ne­de ar­bej­der­be­væ­gel­se.

Den un­ge Hylt­oft hav­de ty­de­lig­vis sym­pa­ti for en ræk­ke af ung­doms­op­rø­rets ide­er, men han fi k og­så tid­ligt øje på det aka­de­mi­ske hov­mod, som i de år ud­vik­le­de sig på de hø­je­re læ­re­an­stal­ter. Det var ham, der ka­rak­te­ri­se­re­de fæ­no­me­net som ’ mun­ke­marxis­me’, og i novel­le­sam­lin­gen ’ Re­vo­lu­tio­nens for­trop’ fra 1975 skrev han me­get mor­somt om bor­ger­ska­bets dren­ge og pi­ger, som le­ge­de re­vo­lu­tion, alt imens de sik­re­de sig de fe­de­ste stil­lin­ger i sam­fun­det.

På kol­li­sions­kurs

I dob­bel­tro­ma­nen ’ De be­fri­e­de’ og ’ De be­sej­re­de’ om li­vet i eft er­krig­sti­dens Dan­mark op­træ­der en na­tio­nalø­ko­nom med en lidt fl os­set moral, hvil­ket nog­le op­fat­te­de som et uelsk­vær­digt po­rtræt af Jens Ot­to Krag. Det gav selv­føl­ge­lig an­led­ning til bal­la­de i ven­ne­kred­sen, hvor man ik­ke an­så det for pas­sen­de at pil­le gl­o­ri­en af par­tiets iko­ner, men det var nu hver­ken før­ste el­ler sid­ste gang, det ske­te.

For se­ne­re kom han på kol­li­sions­kurs med den kul­tur­ra­di­ka­le fl øj i par­ti­et, og da ud­læn­din­ge­spørgs­må­let kom højt på dags­or­de­nen i 1980er­ne, og mod­sæt­nin­ger­ne ef­ter­hån­den blev skær­pet, måt­te det eft er 49 års med­lem­skab fø­re til et brud med det par­ti, han op­fat­te­de sig som barn af. For 30 år si­den var han med til at re­a­li­se­re ide­en om et mo­der­ne kunst­mu­se­um ved Kø­ge Bugt, og i en år­ræk­ke sad han i Ar­kens be­sty­rel­se.

Op til sin 75 års fød­sels­dag ud­gav han ’ Tør du væ­re dansk?’ Det er en sam­ling es­says over veks­len­de te­ma­er og med syns­punk­ter, som det er van­ske­ligt ik­ke at for­bin­de med Dansk Fol­ke­par­ti, som han blev med­lem af i 2009, og som han re­præ­sen­te­rer i DRs be­sty­rel­se – ind­til for et halvt år si­den som næst­for­mand.

For­fat­ter og jour­na­list Ole Hylt­oft fyl­der 80 år i dag. Han er sta­dig over­or­dent­ligt ak­tiv, og man er al­drig i tvivl om, hvad han me­ner.

Fo­to: Jep­pe Bjørn Vejlø

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.