VALG­TE AT VÆ­RE KVIN­DE

Me­nin­gen med li­vet ska­ber vi selv, si­ges det. Frø­man­den, le­de­ren og far til fi­re, der bå­de er Hen­rik og Liv, for­tæl­ler om at ska­be sig selv, om bør­ne­nes re­ak­tion og den gli­den­de over­gang mel­lem sol­da­ter­hi­sto­ri­er og neg­lel­ak

BT - - SØNDAG - Jens Re­bens­dor­ff jrf@ ber­ling­s­ke. dk

Hen­rik Liv Møl­ler Chri­sten­sen har væ­ret frø­mand, er le­der og far til fi re. Og så går han i da­me­tøj.

En kæl­der i Van­lø­se. Den kø­ben­havn­ske trans­ve­stit­for­e­ning med 120 med­lem­mer har mø­de. 8- 10 mænd mel­lem 50 og 70 år i for­skel­lig­far­ve­de kjo­ler, pus­hupbh’er, hø­je hæ­le og paryk­ker skal om en ti­mes tid spi­se mid­dag. Hak­kebøf­fer med blø­de løg, sovs og kar­to­f­ler og rød­vin. I lo­ka­let ved si­den af sid­der 45- åri­ge Liv Chri­sten­sen. Et navn, hun bru­ger, når hun er i pi­ge­tøj. Når han er i ’ dren­ge­tøj’, kal­der han sig Hen­rik Liv Møl­ler Chri­sten­sen. For­vir­rin­gen om han og hun må man for­sø­ge at op­fat­te li­ge så na­tur­ligt som han/ hun selv gør. » Der er kun mig, « slår han/ hun fast.

Hun er 190 høj ( uden hæ­le), ale­ne far til fi­re, tid­li­ge­re sol­dat i frø­mand­skor­p­set, ud­dan­net læ­rer og pæ­da­gog og i dag le­der i Dansk Flygt­nin­ge­hjælp. Liv op­fat­ter sig selv som trans­køn­net.

Si­den skils­mis­sen for seks år si­den har hun ik­ke haft neg­lel­ak­ken af tæ­er­ne, og han kal­der de buk­ser, jak­ke og skjor­te, han har på på job­bet, for ’ min uni­form’. Hans øj­ne er næ­sten over­na­tur­ligt grøn­ne, smi­len­de og imø­de­kom­men­de.

Han gi­ver sig god tid til at for­tæl­le, hvad han me­ner om den mo­der­ne og om­sig­gri­ben­de på­stand: Me­nin­gen med li­vet ska­ber man selv. Me­nin­gen som sum­men af de valg, vi selv træf­fer.

» Hvis jeg skal de­fi­ne­re me­nin­gen med li­vet, er jeg og­så nødt til at spør­ge: Hvad gi­ver mit liv me­ning? Om man så væl­ger at ta­ge an­svar for det, er op til en selv. Me­nin­gen er at bli­ve lidt klogere hver dag. For in­de i det at bli­ve klogere lig­ger for mig, at jeg bli­ver nødt til at for­hol­de mig åbent til, om det, jeg ved, og­så er det rig­ti­ge. For seks år si­den, ef­ter vo­res skils­mis­se, hav­de jeg jo fi­re børn, der og­så var ke­de af, at far og mor var flyt­tet fra hin­an­den, og to af dem var blebørn. Hvor­dan skul­le de oven på en skils­mis­se hånd­te­re, at far var trans? Jeg hav­de val­get mel­lem at gø­re mi­ne børn enormt ke­de af det el­ler selv leve et lorte­liv re­sten af li­vet. Der var in­gen af de to ting, der var ac­cep­tab­le for mig. Så måt­te jeg fin­de en tred­je. Og det har jeg gjort. Mi­ne børn skal ik­ke li­de un­der det her, og jeg vil ik­ke ac­cep­te­re, at jeg ik­ke kan gø­re, som jeg har lyst. «

Måt­te væl­ge

Ef­ter skils­mis­sen hav­de Hen­rik og hans ko­ne bør­ne­ne på skift, og Hen­rik ud­le­ve­de trans­li­vet, når de var hos mo­de­ren. Men bør­ne­ne og mo­de­ren flyt­te­de tilbage til by­en, hvor de­res far bo­e­de.

Hen­rik Chri­sten­sen fik et pro­blem. Han skul­le væl­ge.

» Skal jeg væ­re åben om det nu, el­ler skal jeg si­ge til dem, at de ik­ke må kom­me hver an­den we­e­kend? Men det var vig­tigt for mig, at de vid­ste, de al­tid kun­ne kom­me. Så jeg sat­te mig ned med den store dreng på 12 år og sag­de: Læg li­ge te­le­fo­nen og iPa­den og sluk fjern­sy­net. Vi skal ta­le sam­men. Og der har bør­ne­ne li­ge set en tv- ud­sen­del­se om nog­le kvin­der, der ger­ne vil­le væ­re mænd. Så si­ger jeg: Kan du hu­ske det, du li­ge har set i fjern­sy­net? Og nu vil du for­tæl­le, at så­dan har du det og­så, si­ger han så. Ja, si­ger jeg. Det ved jeg sgu da godt, si­ger han. Hvor ved du det fra, spør­ger jeg. Der er da ik­ke så man­ge af de an­dre fædre, der har bh’er og kjo­ler til at hæn­ge til tør­re. Okay. Hvor­dan har du det med det, spør­ger jeg så. Jeg er sgu da li­geg­lad, si­ger han. Må jeg godt se fjern­syn igen? Og det var det. Jeg hav­de el­lers gå­et med en knu­de i ma­ven, for­be­redt og valgt tids­punkt, og la­vet spe­ci­el mad og byg­get det helt store op. I dag ved al­le bør­ne­ne det he­le og sy­nes nær­mest, det er lidt sejt. «

Må­den at si­ge det på

Du satsede og ri­si­ke­re­de, at di­ne børn fik det dår­ligt ved, at du for­tal­te din hem­me­lig­hed?

» Så­dan er det jo med alt. Det er far­ligt at gå på ga­den. Men der var da en pe­ri­o­de, hvor jeg be­væ­ge­de mig me­get for­sig­tigt. For at bli­ve i mi­li­tærj­ar­go­nen, så var der en tid, hvor opkla­rings­bi­len kør­te me­e­e­get lang­somt. Man skal for­tæl­le den slags på den rig­ti­ge må­de. Hvis du vil ha­ve folk til at re­a­ge­re på en be­stemt må­de, så skal du mø­de dem på en be­stemt må­de. Hvis du ik­ke vil ha­ve, at folk skal mø­de dig med mod­stand, så skal du sør­ge for, at der ik­ke er no­ge mod­stand. «

Hun for­tæl­ler om trans­ve­stit­ter på Fa­ce­book, der fø­ler sig for­fulgt, og om en, der var sur over, at der ik­ke var la­vet sær­li­ge toilet­ter til tran­ser på Roskil­de Festi­va­len.

» Nu må I sty­re jer! Hvis I ger­ne vil be­hand­les som al­le an­dre, så lad væ­re med at for­ven­te en sær­lig be­hand­ling. Al den lov­giv­ning er grund­læg­gen­de fuld­stæn­dig li­ge­gyl­dig. Det, der flyt­ter no­get er, hvis du præ­sen­te­rer mig or­dent­ligt i avi­sen, og folk kan se, at dér sid­der en trans, der ta­ger hen­syn og har tænkt over tin­ge­ne og gjort sig uma­ge. «

Liv Chri­sten­sen har vidst ’ det med køn­net’ som hun si­ger, si­den han/ hun var fem år og blev be­ta­get af ku­si­nens smuk­ke kjo­le. Han vid­ste in­stink­tivt, at der var no­get, der ik­ke var, som det skul­le væ­re. No­get, han ik­ke skul­le ta­le om. Så tran­gen til at gå i da­me­tøj ud­le­ve­de han, når der ik­ke var no­gen hjem­me.

Den ri­gi­ge hi­sto­rie på mønt­va­ske­ri­et

» Der lå et Ude og Hjem­me på et mønt­va­ske­ri i Dron­ning­lund, hvor jeg vok­se­de op. I det var der en ar­ti­kel om en mand og en kvin­de i Eng­land, der hav­de byt­tet køn og få­et børn. Det pas­se­de per­fekt til, at jeg li­ge kun­ne su­se ind og kik­ke i det blad, når jeg gik hjem fra skole, og så su­se vi­de­re. Jeg sled det næ­sten op. Jeg tur­de jo ik­ke stjæ­le det, for tænk hvis det blev op­da­get. «

Hen­rik Chri­sten­sen flyt­te­de hjem­me­fra Dron­ning­lund som 15- årig. Tog til Skot­land og pas­se­de ud­vik­lings­hæm­me­de, blev sol­dat som 17- årig og kom hur­tigt på ser­gentsko­le. Han valg­te frø­mand­skor­p­set på grund af fag­li­ge ud­for­drin­ger, fa­de­ren var gam­mel mi­li­tærmand, og for at prø­ve sig selv af. Seks år som frø­mand blev det til med ud­sta­tio­ne­ring i Ju­goslavi­en og se­ne­re ud­dan­nel­se som læ­rer og pæ­da­gog. He­le ti­den var der no­get, der

Jeg kan sam­men­lig­ne det med, at der he­le ti­den var en ra­dio, der stod og spil­le­de i bag­grun­den og for­styr­re­de. Når jeg så tog da­me­tøj på, blev der helt stille

Hen­rik Liv Møl­ler Chri­sten­sen

skur­re­de, for ta­bu­et måt­te for alt i ver­den ik­ke kom­me ud.

En ra­dio i bag­grun­den

» Jeg kan sam­men­lig­ne det med, at der he­le ti­den var en ra­dio, der stod og spil­le­de i bag­grun­den og for­styr­re­de. Når jeg så tog da­me­tøj på, blev der helt stille. Jeg kun­ne no­gen­lun­de selv af­gø­re, hvor højt ra­dio­en skul­le spil­le. F. eks. var ar­bej­de godt til at hol­de styr på det. At væ­re på op­ga­ver el­ler mis­sion vir­ke­de og­så rig­tig, rig­tig fi nt. Så er der helt ro på, når man kon­cen­tre­rer sig og rep­til­hjer­nen ba­re kø­rer. «

Liv Chri­sten­sens liv in­den skils­mis­sen var en ba­lan­ce­gang, som man­ge med ta­bu­belag­te ly­ster og be­hov op­le­ver. » Mens jeg var gift , var det her pak­ket væk. « Med store hæn­der pe­ger han ned ad sin kjo­le.

» Jeg dyr­ke­de det ik­ke, og jeg hav­de den for­stå­el­se af ver­den, at hvis det kom ud, så vil­le he­le lor­tet væl­te. Så det var alt­af­gø­ren­de for mig, at det ik­ke kom ud. Jeg vil­le ha­ve be­næg­tet det til min død. «

Æg­te­ska­bet holdt ik­ke. Ko­nen for­lod ham. Hans ver­den faldt i grus.

Sorg og be­fri­el­se

» Jeg var ban­ge for at mi­ste mi­ne børn, og jeg blev nødt til at sæl­ge mit fi rma for at få det til at lø­be rundt øko­no­misk. He­le mit liv smul­dre­de stort set fra den ene dag til den an­den. Da hun så rej­ser, kan jeg ik­ke hol­de styr på det me­re.

Da­gen eft er er jeg til­med ude at kø­be no­get pi­ge­tøj. Det var enormt am­bi­va­lent. På den ene si­de den store sorg over at bli­ve skilt. På den an­den si­de en enorm be­fri­el­se over en­de­lig at få lov til at gø­re, hvad jeg hav­de lyst til. En an­den ting, der af­gjor­de mit valg om at væ­re åben om det her eft er skils­mis­sen, var: Øn­sker jeg at læ­re mi­ne børn at stå ved sig selv? Hvad nu hvis en af mi­ne børn har det så­dan her og­så. Hvad nu hvis jeg har en dat­ter, der er les­bi­sk? Øn­sker jeg, at mi­ne børn skal gå rundt med det åg, jeg har slæbt rundt på he­le li­vet? El­ler øn­sker jeg at læ­re dem at stå ved sig selv og væ­re stol­te af det? Og ja, det skal jeg. Så skal jeg jo ik­ke selv væ­re en hyk­ler. Så er der kun én vej frem. «

I dag kø­rer den stø­jen­de ra­dio ik­ke læn­ge­re i bag­grun­den for Hen­rik. Bør­ne­ne har ac­cep­te­ret de­res far med, hvad der­af føl­ger.

» Da min dat­ter skul­le på disko­tek og skul­le ha­ve ma­keup på for før­ste gang, rin­ger hun og si­ger: Jeg kom­mer li­ge op til dig og gør det, for du er bed­re til det end mor. «

Vil­le dit liv ik­ke gi­ve me­ning, hvis du ik­ke hav­de valgt at sprin­ge ud?

» Nej. Jeg er bed­re i ba­lan­ce nu, end jeg har væ­ret no­gen­sin­de, og det sæt­ter mig i stand til bed­re at træff e de valg, der skal træff es. Det kan jeg ik­ke gø­re uden at væ­re åben over for an­dre mu­lig­he­der, end dem, jeg umid­del­bart kan få øje på. «

Liv Chri­sten­sen er blandt dem, der me­ner, at vo­res va­ner og hold­nin­ger, selv vo­res iden­ti­tet, er en del af en so­ci­al kon­struk­tion.

» Og du kan med dit valg ud­for­dre den kon­struk­tion. Men hvis du ik­ke gør det på den rig­ti­ge må­de, så bli­ver det ik­ke en god op­le­vel­se for dig. Spe­ci­elt ik­ke, når du ud­for­drer no­get så tungt som køn­net, hvor 98 pct. af jer har en fuld­stæn­dig låst op­fat­tel­se af, hvad det vil si­ge. «

Li­ste­de ud af ska­bet

’ Sprin­ge ud af ska­bet’ er et dår­ligt ud­tryk, me­ner Liv Chri­sten­sen.

» Du har selv an­sva­ret for at si­ge det på den rig­ti­ge må­de. ’ Sprin­ge ud af ska­bet’ er et for­kert ud­tryk, for folk bli­ver ban­ge, når skabs­dø­ren plud­se­lig sprin­ger op. Jeg har åb­net dø­ren li­ge så stille, så folk har kun­net se ind lidt eft er lidt. For ja, jeg tror, vi skal ska­be vo­res liv selv. Hvis vi ser bort fra at kun­ne gå på van­det og fl yve uden vin­ger, så kan man ret me­get selv. Jeg har prø­vet at gå på van­det. Jeg har jo væ­ret i frø­mand­skor­p­set, og der sæt­ter de en til alt mu­ligt lort. «

Vi gri­ner, og han får et to­ne­fald og glimt i øjet, der er li­ge så ma­skul­int som hans på­klæd­ning er fe­mi­nin.

Kan du bru­ge din frø­mands­for­tid, når du er Liv?

Han ser på en, som om spørgs­må­let ik­ke gi­ver me­ning.

» Ja­men der er kun mig. Jeg kan ik­ke si­ge, hvor kvin­den be­gyn­der, og hvor man­den en­der. Hvis no­gen i aft en over mid­da­gen si­ger no­get om at sej­le i hur­ti­ge bå­de, så be­gyn­der jeg at for­tæl­le sol­da­ter­hi­sto­ri­er. Der er kun mig. Jeg er stolt af at væ­re frø­mand. Den her frø­mandsting, hvor man vir­ke­lig læ­rer at bi­de tæn­der­ne sam­men og ta­ge mod de tæv, de sy­nes, man skal ha­ve, og at jeg har en ud­dan­nel­se med for­stå­el­se for de blø­de ting og fø­lel­ser, det er en me­get god kom­bi­na­tion. Og så er der den for­del, at in­gen kan kom­me og si­ge, at jeg ik­ke er en rig­tig mand. Der er al­drig no­gen, der har sagt no­get grimt til mig el­ler om mig, for­di jeg er trans. «

Du vil­le som frø­mands­sol­dat og­så kun­ne smadre hvem som helst, der gjor­de det?

» Ja, men så skul­le jeg li­ge ud af de her sko først. «

Da min dat­ter skul­le på disko­tek og skul­le ha­ve ma­keup på for før­ste gang, rin­ger hun og si­ger: Jeg kom­mer li­ge op til dig og gør det, for du er bed­re til det end mor

Hen­rik Liv Møl­ler Chri­sten­sen

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.