2 PÅ ET HO­SPI­TAL

BT - - NYHEDER -

ONS­DAG 19. AU­GUST 2015 ved sin si­de. Her be­kla­ger man, at der ik­ke blev hand­let an­der­le­des. At in­gen rin­ge­de 112. Men de får og­så at vi­de, at der på EKG’en stod or­det ’ blod­prop’.

» Det kun­ne selv en ren­gø­rings­as­si­stent ha­ve læst, « be­mær­ker hun i dag.

Hå­ber at hjæl­pe an­dre

Al­li­ge­vel er der in­gen bit­ter­hed at spo­re i hen­des stem­me, når hun gen­for­tæl­ler for­lø­bet. Men hun hå­ber, at hen­des hi­sto­rie får Her­lev Host­pi­tal til stram­me op på ar­bejds­gan­ge­ne.

» Hav­de han ik­ke væ­ret død, hav­de det ba­re væ­ret en mor­som hi­sto­rie om, at jeg stjal en kø­re­stol, men jeg hå­ber af præ­ven­ti­ve grun­de, at min hi­sto­rie kom­mer ud. Vi kan ik­ke leve med, at det skal væ­re så tungt få hjælp, for­di vi ik­ke tør til­si­de­sæt­te sy­ste­met. «

Hun har ik­ke selv kla­get, men ’ blot’ in­drap­por­te­ret det som en så­kaldt ’ util­sig­tet hæn­del­se’. Hen­des læ­geud­dan­ne­de sø­ster har der­i­mod skre­vet en klum­me i Uge­skrift for Læ­ger om sa­gen, og hen­des dat­ter, der og­så er læ­ge, har ind­gi­vet en re­gu­lær kla­ge, som nu be­hand­les.

» Jeg har selv en fryg­te­lig skyld­fø­lel­se over, at jeg ik­ke selv rin­ge­de 112, men det har man ik­ke fan­ta­si til at fo­re­stil­le sig skul­le væ­re nød­ven­digt. Det trø­ster mig i min sorg, at han hav­de mo­der­mær­ke­kræft og al­tid selv hav­de øn­sket at dø af hjer­te­stop frem­for at få en lang og pi­ne­fuld død. Min mand var 81, men det kun­ne og­så ha­ve væ­ret 40- årig uden mo­der­mær­ke­kræft. «

JAN TOFT­HOLM ANDERSEN Vi­ce­di­rek­tør på Her­lev og Gentofte Ho­spi­ta­ler

’ TRAGISK’

Gre­te­li­se Holm fik un­der en ef­ter­føl­gen­de sam­ta­le at vi­de af jer, at hun skul­le ha­ve rin­get 112, da hen­des mand fik symp­to­mer på et hjer­te­an­fald i ho­spi­ta­lets ca­fe­te­ria. Hvor­dan kan det væ­re, man skal rin­ge 112 i så­dan en si­tu­a­tion?

» Det er ik­ke hen­des pro­blem at rin­ge 112. Det er vo­res. På de kli­ni­ske be­hand­lings­om­rå­der ( ho­spi­tals­af­snit­te­ne, red.) er der hjer­te­stop­hold med hjer­te­stopk­nap­per, men når man kom­mer ud i de hal­vof­fent­li­ge rum, ca­fe­te­ria, for­hal og si­de­byg­nin­ger, så skal der rin­ges 112. Som på­rø­ren­de skal man hi­ve fat i en pro­fes­sio­nel, som hun helt rig­tigt gør, og så skal den pro­fes­sio­nel­le rin­ge 112. «

Er je­res an­sat­te i in­for­ma­tio­nen ik­ke ru­ste­de til at hånd­te­re den slags si­tu­a­tio­ner?

Gre­te­li­se Holm er tid­li­ge­re jour­na­list på Ber­ling­s­ke og Po­li­ti­ken. Hun har skre­vet fle­re bø­ger og del­ta­ger of­te i sam­funds­de­bat­ten. Den­ne gang er det med en hi­sto­rie fra sit eget liv om, hvor­dan hun mi­ste­de sin mand gen­nem 44 år, da in­gen på Her­lev Ho­spi­tal rin­ge­de 112, da han fik hjer­te­stop i som­mer.

Ar­kiv­fo­to: Britt Lin­de­mann

Her­lev Ho­spi­tal. Fo­to: Martin Syl­vest Andersen

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.