Kul­tur Pe­ter Hø­egs nye

BT - - KULTUR - Jan Erik­sen jae@ bt. dk

IN­TER­VIEW

Sig nav­net Pe­ter Hø­eg, og de fle­ste vil næv­ne ver­dens­suc­ce­sen ’ Frk. Smil­las for­nem­mel­se for sne’. Sik­kert og­så fle­re af de an­dre ro­ma­ner. De fær­re­ste ved, at den 58- åri­ge for­fat­ter ar­bej­der som un­der­vi­ser for voks­ne med stres­spro­ble­mer. Og på det se­ne­ste for sko­lebørn.

Pe­ter Hø­eg har ry som en mystisk skik­kel­se i dansk lit­te­ra­tur. Det blev ik­ke vær­re el­ler bed­re, da han holdt pau­se i 00er­ne og kon­cen­tre­re­de sig om me­di­ta­tion i Vækst­cen­te­ret i Nør­re Sne­de på kan­ten af det jy­ske søhøjland.

Der er ik­ke me­get mystisk over den Hø­eg, BT mø­der en sol­rig mid­dags­stund i Aar­hus, hvor han er til­knyt­tet Dansk Fa­mi­lie Te­ra­pe­u­tisk In­sti­tut. An­led­nin­gen er, at han i mor­gen del­ta­ger i Kul­tur­mø­det på Mors.

Pe­ter Hø­eg bor sta­dig i Nør­re Sne­de, hvor han på det se­ne­ste har un­der­vist ele­ver­ne i en sy­ven­de klas­se i Ikast Bran­de Kom­mu­ne i kre­a­ti­vi­tet, em­pa­ti og lit­te­ra­tur­for­mid­ling. Det blev så stor en suc­ces, at kom­mu­nens sko­le­for­valt­ning vil for­sø­ge at gø­re for­sø­get lands­dæk­ken­de. Gø­re det til en del af un­der­vis­nin­gen af kom­men­de læ­re­re.

Or­det ’ em­pa­ti’ går igen, når man ta­ler med Pe­ter Hø­eg. Som det spil­ler en vig­tig rolle i Hø­egs se­ne­ste spændingsroman ’ Ef­fek­ten af Sus­an’ ( 2014). Ho­ved­per­so­nen Sus­an har en sær­lig ev­ne til at få em­pa­tien frem i men­ne­sker.

» Der er stor for­skel på bø­ger­ne og mit an­det pro­jekt. Jeg kan godt li­de at for­tæl­le hi­sto­ri­er. Jeg kan li­de far­lig­he­den i lit­te­ra­tu­ren. Der er ik­ke plads til far­lig­hed, når jeg un­der­vi­ser, « si­ger Pe­ter Hø­eg.

Vol­de­lig og ska­det

» Man skal kun­ne sto­le på mig som un­der­vi­ser. Jeg skal til en vis grad væ­re en vir­ke­lig­gø­rel­se af det, jeg si­ger. Når jeg skri­ver, er jeg ik­ke for­plig­tet på ven­lig­hed. Min ho­ved­per­son i ’ Ef­fek­ten af Sus­an’ er ik­ke kun ven­lig. Hun er og­så en vol­de­lig og ska­det per­son, « si­ger Pe­ter Hø­eg.

Hvad vil du med dit ar­bej­de med sko­lebørn?

» Vi har ver­dens bed­ste fol­ke­sko­le i Dan­mark. Det hand­ler om at gi­ve bør­ne­ne me­re selv­be­ro­lig­hed. Alt­så at læ­re dem at sø­ge støt­te i sig selv. I en ver­den med så man­ge elek­tro­ni­ske me­di­er og så man­ge in­put, bli­ver bør­ne­ne truk­ket ud af sig selv. Al­le ved, hvor­dan man bli­ver truk­ket væk fra sig selv, når man er pres­set. Man er ude af sig selv, som man si­ger. «

Det au­to­ri­tæ­re sko­le­sy­stem

Pe­ter Hø­egs før­ste ro­man ef­ter ’ Frk. Smil­las for­nem­mel­se for sne’, ’ De må­ske eg­ne­de’ ( 1993) skab­te vold­som de­bat med et harsk an­greb på den au­to­ri­tæ­re un­der­vis­ning, Hø­eg selv op­le­ve­de som dreng. Man kan si­ge, at den rej­ste et spørgs­mål - som Hø­eg nu for­sø­ger at be­sva­re. stærkt for­ø­get ag­gres­sion i to­ne­fal­det og en til­svært­ning af hin­an­den. Den er jeg rig­tig ked af. Det er disrespekt; det er at ta­le ned til væl­ger­ne.

Den gam­mel­dags hø­flig­hed har to si­der. En ne­ga­tiv - den rum­mer for­ti­el­se, vi skub­ber ting til si­de, ind un­der gulv­tæp­pet. Den po­si­ti­ve - at den er en buf­fer mel­lem men­ne­sker, hvor man kan man mø­de hin­an­den respekt­fuldt. Der er sket det sam­me i Fol­ke­tin­get og i de so­ci­a­le me­di­er som i sko­len. De gam­le, re­gelsty­re­de samvær­s­for­mer er væk, og der er op­stå­et et jung­le­sprog, hvor ag­gres­sio­nen fly­der frit. Jeg tror på, at der vil kom­me no­get an­det. Folk vil bli­ve træt­te af det. For­di vi al­le sam­men in­derst in­de har brug for at bli­ve mødt med ven­lig­hed, « si­ger Hø­eg.

Pe­ter Hø­eg er in­spi­re­ret af øko­no­men Je­re­my Rif­kins bog ’ The Em­pat­hic Ci­vi­liza­tion’ ( Rif­kin er bl. a. rå­d­gi­ver for EU og di­ver­se re­ge­rin­ger, red.)

» Iføl­ge ham er dét klo­den har brug for, et spring i em­pa­ti. Vi har nok, vi kan nok, vi ved nok. Vi kun­ne fjer­ne sult og fat­tig­dom på ti år, si­ger han. Det er den go­de vil­je, der mang­ler. For­di men­ne­sker for­sva­rer na­tio­nal­sta­ter­nes særin­ter­es­ser. Em­pa­ti hol­der ver­den sam­men. Vi må i en el­ler an­den grad gi­ve slip på vo­res egois­me, « si­ger Hø­eg.

Sto­ler ik­ke på po­li­ti­ker­ne

Eks­per­ter­ne si­ger at an­tal­let af flygt­nin­ge i lej­re­ne i Sy­d­eu­ro­pa er det stør­ste i ny­e­re tid. Det be­gyn­der at lig­ne mas­se­ud­van­dring, som da USA blev skabt. Så er det na­tur­ligt at spør­ge: hvad gør vi?

» Det er et godt spørgs­mål, som op­ta­ger mig me­get. Det er vel EUs ho­ved­pro­blem. Men jeg må og­så si­ge: som for­fat­ter får man of­te en au­to­ri­tet i of­fent­lig­he­den på for­hold, som man ik­ke har for­stand på. Jeg kan ha­ve en pri­vat po­li­tisk hold­ning, men jeg er ba­re en lil­le dansk for­fat­ter. Vi mang­ler vis­doms­bil­le­der. Vi sto­ler ik­ke på po­li­ti­ker­ne. De ren­der ind og ud af spjæl­det. De mud­rer he­le ti­den hin­an­den til. Sports- og pop­stjer­ner ren­der ind og ud af mis­brugs­be­hand­ling. Dem sto­ler vi hel­ler ik­ke på. I ste­det ven­der man sig til så­dan nog­le som mig. «

Du er må­ske selv lidt ude om det. For­stå­et så­dan, at de bed­ste for­fat­te­re åb­ner po­r­ten ind til ek­si­sten­ti­el­le spørgs­mål på en må­de, som vi an­dre dø­de­li­ge ik­ke for­mår. Der er en for­vent­ning om ind­sigt.

» Se dig om­kring. Hvis du ser på os for­fat­te­re, hvor man­ge af os har fik­set vo­res liv smar­te­re end gen­nem­snit­tet? Sna­re­re tvær­ti­mod. Jeg skrev et bi­drag til en bog, ’ Ang­sten i kun­sten’, som psy­ki­a­tri­fon­den ud­gav. Der kan man se, at vi al­le har væ­ret un­der psy­ki­a­trisk be­hand­ling og bak­set med kæm­pe pro­ble­mer. For mig er ang­sten som en græn­se­vog­ter, man mø­der, når man nær­mer sig per­son­lig­he­dens græn­se. Det er som om, at når man har få­et et kre­a­tivt ta­lent, så be­ta­ler man i den an­den en­de med en skrø­be­lig­hed. Man har ad­gang til nog­le ting, men i det øje­blik man åb­ner de­r­ind, åb­ner man og­så for en mas­se smer­te, « si­ger Pe­ter Hø­eg.

An­svars­for­flyg­ti­gel­se

» Men til spørgs­må­let: Jeg er ulyk­ke­lig over, at vi har eks­por­te­ret pro­ble­met til Græken­land og Ita­li­en. Vi la­der rand­sta­ter­ne for­val­te det, som vi har skre­vet un­der på i en kon­ven­tion. Vi stop­per dem i luft­hav­ne­ne der­u­de. Jeg kan for­stå, hvor­for vi gør det. Vi be­skyt­ter vo­res vel­færd. Men ri­si­ko­en er an­svars­for­flyg­ti­gel­se. Vi le­ver i en kom­fortzo­ne i Skan­di­navi­en. Men vi le­ver jo på en il­lu­sion om, at det kan bli­ve ved. Det kan det jo ik­ke.

Det so­ma­li­ske pira­te­ri er et me­get vig­tigt sym­bol. Selv­om vi må­ske har lidt styr med fle­re vag­ter og me­re pig­t­råd, vil det, de sym­bo­li­se­rer, al­tid væ­re der. Tryk­ket sti­ger, og der kom­mer fle­re nå­lestik ind i den ri­ge ver­den. Sva­ret er in­tel­li­gent u- lands­bi­stand og me­re og me­re di­a­log. Det er et spørgs­mål om tid, før de er for­bi Græken­land og Ita­li­en. «

Hvor­når ud­kom­mer der en ny Pe­ter Hø­eg- ro­man?

» Når man skri­ver ro­man, be­fin­der man sig he­le ti­den i en spæn­dings­zo­ne. Det er en to­årig pro­ces. Der­ef­ter er der en mas­se pres­se­ar­bej­de i ud­lan­det. Jeg spør­ger in­di­mel­lem mig selv, hvor­når er jeg klar til den pro­ces, nu hvor jeg er så op­ta­get af ar­bej­det med børn og un­ge - in­spi­re­ret af mi­ne eg­ne børn. I man­ge år la­ve­de jeg ik­ke an­det end at skri­ve, pas­se fa­mi­li­en og me­di­te­re.

For mig er det god ryt­me at kun­ne veks­le mel­lem at skri­ve en bog i en kon­cen­tre­ret ar­bejds­fa­se, at sø­ge ind i mig selv og ar­bej­de med børn og un­ge. Jeg har et hus i et fre­det om­rå­de, hvor jeg kan sid­de og se ud over en sø. Så ser jeg kun fa­mi­li­en og nog­le få ven­ner. Næ­ste gang er før­ste novem­ber, og så må vi se, hvad der sker, « si­ger Pe­ter Hø­eg.

Mø­det med for­fat­te­ren er slut. Han skal un­der­vi­se i be­hand­ling af stress om et øje­blik.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.