Vær­dig til num­mer 7

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS -

DA ERIC CAN­TO­NA for­lod Man­che­ster Uni­ted, blev Roy Ke­a­ne kaldt ind på ma­na­ger Alex Fer­gu­sons kon­tor. Han vil­le ha­ve Ke­a­ne til at over­ta­ge trø­je nr. 7 eft er fransk­man­den. Men Ke­a­ne sag­de nej. » Jeg var glad for nr. 16, som jeg fi k, da jeg kom til Uni­ted. Jeg sy­nes ik­ke, jeg var en nr. 7. «

Det er Roy Ke­a­ne selv, der for­tæl­ler om epi­so­den i an­den del af sin selv- bi­o­gra­fi , The Second Half, der ud­kom sid­ste år. Iføl­ge Ke­a­ne var Sir Alex ik­ke over­væl­den­de be­gej­stret for tan­ken om, at David Beck­ham skul­le ha­ve trø­je nr. 7, men så­dan blev det. For i Uni­ted er nr. 7 ik­ke et num­mer, man ba­re gi­ver til hvem- som- helst. Det skal væ­re en spil­ler med in­dis­kuta­bel star qu­a­li­ty. NET­OP DER­FOR VAR glæden og­så ek­stra stor på Old Traff ord i tirs­da­gens su­per­vig­ti­ge kamp mod Club Brug­ge, da det gik op for Uni­ted- til­hæn­ger­ne, hvil­ket po­ten­ti­a­le de­res nye nr. 7 er i be­sid­del­se af.

Først vip­pe­de Memp­his over­le­gent bol­den over en mod­stan­der, træng­te ind i fel­tet og score­de. Og en halv ti­me se­ne­re skar han igen ind fra sin po­si­tion på ven­stre kant og lag­de bol­den over i det lange hjør­ne. To mål i Uni­teds hidtil vig­tig­ste kamp i sæ­so­nen. Den kamp, der skul­le sik­re del­ta­gel­sen i grup­pe­spil­let i Champions League. I sid­ste se­kund gav den kar­se­klip­pe­de hol­læn­der så ka­gen det sid­ste lag gla­sur med sin mil­li­me­ter­præ­ci­se pas­ning til Fel­lai­ni. 3- 1 til Uni­ted i en kamp, hvor spil­le­ren med trø­je nr. 7 gjor­de he­le for­skel­len. SOM HI­STO­RI­EN FRA Ke­a­nes erin­drin­ger for­tæl­ler, har trø­je nr. 7 my­tisk sta­tus i Man­che­ster Uni­ted, og det er i den for­stand me­get ram­men­de, at Ke­a­ne selv si­ger, at han ’ ik­ke var en nr. 7’. For i vir­ke­lig­he­den var den bruta­le le­der­fi gur Roy Ke­a­ne med sin af­vis­ning af Fer­gu­sons øn­ske med til at de­fi ne­re det iko­ni­ske trø­je­num­mer. Det skal gi­ves til en off en­siv spil­ler, en spil­ler med in­di­vi­du­el fl air og ev­ner til at gø­re det spek­taku­læ­re. Med ev­ner til at vin­de kam­pe på egen hånd.

Myten om trø­je nr. 7 stam­mer i før­ste om­gang fra Ge­or­ge Best. Bel­fast- dren­gen, som i tres­ser­ne blev en­gelsk fod­bolds før­ste sex- sym­bol. Den før­ste spil­ler, der var an­det og me­re end ba­re na­bo­ens søn, som til­fæl­dig­vis hav­de ar­bej­de som fod­bold­spil­ler. Han var en ro­ck’n’rol­ler af en fod­bold­spil­ler. Et ikon.

Det næ­ste af de helt store Uni­ted- nav­ne, der bar trø­je nr. 7, var fi rser­nes store an­fø­rer, Bry­an Rob­son, og her har vi fat i en ty­pe præ­cis som Roy Ke­a­ne. En her­kulisk ar­bej­den­de, hårdt spil­len­de le­der, der nok kun­ne sco­re mål, men mest af alt le­ve­de af sin kraft og sin dy­na­mik. DER­NÆST KOM CAN­TO­NA. Det er med den ka­ris­ma­ti­ske fransk­mand, at myten om nr. 7 bli­ver slå­et helt fast. Ik­ke mindst for­di Pre­mi­er League i 1993/ 94 ind­før­te fa­ste trø­je­num­re. Ind­til da hav­de man i en­gelsk fod­bold al­tid ope­re­ret med trø­je- num­re­ne fra 1- 11, og det var for­di, han afl øste net­op Bry­an Rob­son, at Eric Can­to­na i sin før­ste of­fi ci­el­le kamp i Man­che­ster Uni­teds star­top­stil­ling bar trø­je nr. 7. Ik­ke for­di han hav­de yt­ret no­get spe­ci­fi kt øn­ske om at få net­op det­te num­mer. Da han blev skif­tet ind til sin de­but, hav­de han rygnummer 12.

Fra som­me­ren 1993 var det imid­ler­tid Can­to­na og in­gen an­den, der hav­de trø­je nr. 7, og så­dan har det væ­ret si­den. Eft er Can­to­na kom David Beck­ham, og eft er ham Cri­sti­a­no Ro­nal­do. Den op­lag­te tron­føl­ge. Fra det ene ikon til det næ­ste. Ja, CR7 har jo sim­pelt­hen gjort num­me­ret til en del af sit per­son­li­ge brand.

Men si­den Ro­nal­dos afrej­se har der væ­ret stille om­kring trø­je nr. 7. Man­ge syn­tes jo, det græn­se­de til at spot­te trøj­en, at Fer­gu­son gav nr. 7 til Mi­cha­el Owen, og bort­set fra sej­rs­må­let til 4- 3 mod Man­che­ster Ci­ty kun­ne den lil­le an­gri­ber da hel­ler ik­ke leve op til til­li­den. Det kun­ne den næ­ste i ræk­ken, An­to­nio Valencia hel­ler ik­ke, han buk­ke­de nær­mest un­der for trø­jens kraft . Eft er sin fl ot­te de­but­sæ­son for Uni­ted i 2011/ 12 fi k Valencia trø­je nr. 7 som en an­er­ken­del­se, men han måt­te sim­pelt­hen be­de om at få den me­re ano­ny­me nr. 25 tilbage. Pres­set var for stort. I FOR­RI­GE SÆ­SON var der slet in­gen 7’ er i Man­che­ster Uni­ted. Man ven­te­de på den rig­ti­ge i ste­det for at gi­ve trøj­en til den for­ker­te. Og da man køb­te Án­gel Di María i sel­ve­ste Re­al Madrid, tro­e­de al­le, at her var en spil­ler med al­le for­ud­sæt­nin­ger. En drib­ler, en mat­chvin­der, en­gelsk fod­bolds dy­re­ste spil­ler. Men det blev og­så en fi asko.

Den næ­ste i ræk­ken er Memp­his De­pay. Det er over seks år si­den, at en spil­ler fra Man­che­ster Uni­ted har kun­net fyl­de trø­je nr. 7 ud på den rig­ti­ge må­de. For som gen­nem­gan­gen vi­ser, er det en tung arv at løft e.

I tirs­da­gens kamp mod Club Brug­ge fi k vi den før­ste in­di­ka­tion af, at Memp­his har po­ten­ti­a­let til at bli­ve Uni­teds næ­ste ’ rig­ti­ge nr. 7’. At han er trøj­en vær­dig.

Næ­ste skridt kan han ta­ge i da­gens kamp imod Newcast­le.

MOR­TEN BRUUN, skri­ver hver uge i BT

Det er ved at væ­re fle­re år si­den, at en spil­ler i Man­che­ster Uni­ted har for­må­et at bæ­re den be­røm­te trø­je nr. 7. Men i Memp­his De­pay ser det ud til, at der en­de­lig er en, der for­mår at bæ­re trøj­en med stor vær­dig­hed.

Fotomontage. Fo­to: EPA

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.