Svært at bry­de fe­ri­e­va­ner­ne

BT - - KENDER DU DET? -

Det er uprak­tisk,’ når jeg at kon­klu­de­re, se­kun­det in­den min ma­ve gli­der ned for­an mit an­sigt og spær­rer samt­li­ge luft­ve­je. Pru­sten­de ret­ter jeg mig op til lodret, og ser rundt på de an­dre på yo­ga­hol­det, som til­sy­ne­la­den­de ik­ke har pro­ble­mer med at stå med bun­den i vej­ret. Som­mer­fe­ri­en har sat si­ne spor ( som den al­tid gør), og jeg skal ha­ve smidt is- ki­lo­e­ne ( som jeg al­tid gør). Det er tid til at ven­de tilbage til den sun­de le­ve­vis, hvor mo­tion og or­den­ligt fo­der er en del af hver­da­gen. Det er såre sim­pelt at ven­de tilbage til det for­nuf­ti­ge, ik­ke? Ind­til vi­de­re har jeg brugt en må­ned på at over­ta­le mig selv til at ven­de sku­den. Der har væ­ret man­ge da­ge, hvor jeg har gjort an­sats til at lø­be en tur og æde no­get skyr. Men ind­til for en uge si­den holdt de go­de in­ten­tio­ner kun til kl. ca. 10.30. Så var der li­ge en Bailey i kaf­fen og en span­dau­er, der kom på tværs. Hvor­for er det så svært, at bry­de de dår­li­ge fe­ri­e­va­ner? Hvad er det for en sjæl­den lo­gik, der får mig til at me­ne, at når jeg nu har spist én Ot­hel­lo- lag­ka­ge, så er det li­ge me­get om jeg spi­ser en til. Jeg vil nu frem­fø­re den in­dre di­a­log som en sce­ne, med tre med­vir­ken­de: ’ Krop’ er en stille ty­pe, som det er ret let at over­hø­re. Især for­di ’ Fø­lel­se’ fyl­der så me­get. Fø­lel­se er på sam­me men­tale sta­die som en 5- årig. Hun me­ner selv, at hun er ver­dens nav­le og har en ut­ro­ligt be­græn­set for­stå­el­se for be­hov­s­ud­sæt­tel­se. Mel­lem de to står ’ Tan­ke’ som bå­de Krop og Fø­lel­se kan sno om de­res lil­le­fin­ger.

Sce­ne: Stue, af­ten Krop: Jeg sy­nes godt nok ik­ke, jeg har det for godt for ti­den. Det er som om mi­ne mus­k­ler ik­ke bli­ver brugt, og jeg er be­gyndt at få lidt ondt i læn­den. Fø­lel­se: Det er nok for­di du mang­ler en is. Krop: Nej, det tror jeg alt­så ik­ke. Jeg tror, jeg træn­ger til at lø­be en tur? Fø­lel­se: Okay, men så gør vi det, når vi har set ’ Klip­fi­sker­ne’. Hent li­ge no­get slik ude i ska­bet. Krop: Jeg har slet ik­ke brug for så me­get suk­ker. Fø­lel­se: Ja­men, det er fre­dag. Krop: Men jeg vil hel­le­re ha­ve nog­le kost­fi­bre og gå lidt. Jeg sy­nes alt­så og­så, at for­dø­jel­sen er lidt træg. Fø­lel­se: For­dø­jel­se? Hold kæft, hvor er du ke­de­lig. Tan­ke: Ja, du er fak­tisk lidt ke­de­lig. Sæt dig nu ned og slap lidt af. Tan­ke: Nå, skal vi gå den tur? Krop: Nu er jeg helt vildt træt. Mit blod­suk­ker fik sig en or­dent­lig rut­che­ba­ne­tur. Tan­ke: Aj, kom nu. Du sag­de selv, at du træng­te. Krop: Nu, or­ker jeg alt­så ik­ke. Fø­lel­se: Må­ske træn­ger du ba­re til no­get me­re ener­gi? En is f. eks.? Krop: Årh ja, det ly­der som en god idé. Tan­ke: Okay, så ta­ger vi en is nu. Men så lø­ber vi en lang tur i mor­gen. Krop og Fø­lel­se: Helt sik­kert. Tan­ke: Har vi fle­re skum­fi­du­ser? Det er et sim­pli­fi­ce­ret, men dog ret præ­cist bil­le­de af min in­dre di­a­log. Jeg star­ter med de bed­ste in­ten­tio­ner, og kan fak­tisk godt mær­ke, hvad jeg har brug for. Men for­di det er så dej­ligt at spi­se, og for­di jeg har væn­net mig af med at lyt­te til krop­pen, bli­ver det vig­ti­ge­re for mig at få den hur­ti­ge be­hovstil­freds­stil­lel­se.

Der­for har jeg har på et in­dre hus­mø­de be­slut­tet, at ’ Krop’ skal ha­ve me­re ta­le­tid. ’ Fø­lel­se’ har haft frit spil he­le ferien – hvis hun ka­ster sig ned på gul­vet i Fakta, for­di hun vil ha­ve bland- selv- slik – så må ’ Tan­ke’ li­ge han­ke op i hen­de, og ven­ligt men be­stemt for­kla­re, at det skal vi ik­ke – i dag. Det hjæl­per mig til at knæk­ke fe­rie- at­ti­tu­den, hvis jeg la­ver kla­re af­ta­ler med mig selv. Så nu er der en mad­plan, mas­ser af me­lon til læk­ker­sul­ten og så er der yoga og lange gå­tu­re på pro­gram­met. Jeg kan mær­ke min krop og jeg kan mær­ke, hvor fedt det er, når den fungerer. Det sjove er jo, at så snart man er kom­met i gang, så strit­ter fø­lel­ser­ne hel­ler ik­ke imod læn­ge­re. Så det er det jeg gør...

Fra nu af og li­ge ind­til jul – hvor bal­la­den star­ter for­fra. • Chri­sti­na Sederqvist er 41 år, for­fat­ter, ko­mi­ker og fored­rags­hol­der. Kendt fra se­ri­en ’ Skrå­plan’, som hun la­ve­de med Linda P. Hun er mor til to og er for ny­lig flyt­tet på lan­det med børn, kæ­re­ste og en min­dre dy­re­park. • I næ­ste uge skri­ves klum­men af Mi­chel­le Hvi­id

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.