Da Dan­mark en­de­lig vandt no­get vig­tigt

BT - - SØNDAG - Fo­to: Scan­pix

Vi hu­sker al­le, hvor vi var, når de store be­gi­ven­he­der ram­mer os. Dem, der be­ty­der no­get. Da Olof Pal­me blev skudt på åben ga­de i Sto­ck­holm, stod jeg van­tro i en te­le­fon­boks på et kol­le­gi­um i Hvi­d­ov­re, og da det an­det fl y fl øj ind i tvil­lin­getår­net i New York i 2001, sad jeg cho­ke­ret på et kon­tor på Ek­stra Bla­det. BEG­GE GAN­GE TRO­E­DE jeg næp­pe på dét, jeg så og hør­te. Så skel­sæt­ten­de var op­le­vel­sen, og jeg glem­mer det al­drig. Det sam­me kan man si­ge om som­me­ren i 1992, men det var helt an­dre fø­lel­ser, der kom til ud­tryk. No­get vildt og be­ru­sen­de, man sik­kert al­drig op­le­ver igen. JEG ER EN af dem, der kan hu­ske, da dansk lands­holds­fod­bold var in­gen­ting. Ri­en. Na­da. Ni­en­te. I 1970er­ne. Det var oft e sjovt med land­stræ­ner Kurt Ni­el­sen. Gav­fl aben, der med sol­bril­ler og hæn­ge­røv i cow­boy­buk­ser­ne lig­ne­de en mand, der kun­ne fi nde på at sæt­te sig op på sin mo­tor­cy­kel og kø­re væk . DET VAR DER oft e grund til. Lands­hol­det tab­te og tab­te, og først med Sepp Piontek kom for­løs­nin­gen. Kva­li­tet, ta­lent og tysk di­sci­plin fol­de­de sig ud i min­de­vær­di­ge stun­der ved EM i Frankrig i 1984 og VM i Me­xi­co to år ef- ter. Lands­hol­det var be­ri­get med per­son­lig­he­der, der tog he­le det me­ste af be­folk­nin­gen med storm. Der­for vok­se­de det sig stør­re, end fod­bold nor­malt gør. Og BT og Ek­stra Bla­det solg­te avi­ser den­gang. Over 300.000 avi­ser på de bed­ste da­ge! MEN LI­GE­GYL­DIGT HVOR fedt og fan­ta­stisk vi al­le sam­men syn­tes, det var, mang­le­de der no­get. Vi vandt in­gen- ting. Røg ud i se­mi­fi na­len i Frankrig, da Elkjær spar­ke­de sit straff es­park langt over, og ned­t­u­ren i Me­xi­co mod Spa­ni­en øn­sker in­gen af os at genop­le­ve. DET ER DER­FOR, som­me­ren 1992 for al­tid vil stå som no­get helt sær­ligt. For­di vi vandt. Der­for er der la­vet en spil­le­fi lm om tri­um­fen. Og der­for hel­li­ger vi i dag et helt til­læg her i BT til at mar­ke­re tri­um­fen. Hi­sto­ri­en om fe­ri­elands­hol­det, der kom med på afb ud og vandt fi na­len over mæg­ti­ge Tys­kland, er gå­et ver­den rundt og er det rå­stof, der ska­ber even­tyr og go­de hi­sto­ri­er. MEN DER VAR en sten i sko­en, da vi vandt i 1992. Li­ge­gyl­digt hvor im­po­ne­re­de vi var af Sch­mei­chels red­nin­ger, Hen­rik Lar­sens vil­de mål og Chri­stoft es cool straff es­park, var der et aber da­bei. Lands­hol­det spil­le­de ik­ke godt nok. Og ik­ke så spr­ud­len­de som 80er- hol­det. De var ke­de­li­ge­re, syn­tes vi. Og frem for alt: Land­stræ­ne­ren – Ri­car­do – var en hel­dig og lidt en­fol­dig fynbo, der ex­cel­le­re­de i mær­ke­li­ge ud­tryk, som jour­na­li­ster­ne gjor­de grin med. MEN JO LÆN­GE­RE tid der er gå­et si­den tri­um­fen i 1992, des me­re sti­ger respek­ten. Især for Ri­chard Møl­ler Ni­el­sen, der in­den sin død nå­e­de at få besked om sin plads i fod­bol­dens Hall of Fa­me, og si­den har få­et en bi­o­gra­fi – og nu en fi lm – der yder ham respekt. Det var en helt fa­belag- tig præ­sta­tion af vin­de EM i fod­bold. Det ved vi i dag, for­di vi og­så ved, at det nok al­drig sker igen. OG HVOR VAR jeg så selv un­der EM i 1992? Jeg tro­e­de ik­ke rig­tig på det og var på fe­rie hos min sø­ster i Aal­borg. Langt væk fra bå­de Gøte­borg og Rå­d­hus­plad­sen. Så­dan kan det gå.

Men der var en sten i sko­en, da vi vandt i 1992. Lands­hol­det spil­le­de ik­ke godt nok, syn­tes vi

Olav Skaa­ning Andersen, ansv. che­fre­dak­tør

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.