Det var Dan­mark AN­NET­TES UGE PÅ In­s­ta­gram

BT - - SØNDAG -

Der var en helt sær­lig stem­ning den ju­ni­aft en i 1992, hvor Dan­mark spil­le­de EM­fi na­le mod Tys­kland. Gu­der­ne skal vi­de, at jeg ik­ke har ret me­get for­stand på fod­bold, men jeg el­sker sport, og det er og var fuld­kom­men umu­ligt ik­ke at bli­ve gre­bet af stem­nin­gen. JEG FØ­LER MIG over­be­vist om, at al­le, der var over 10 år i 1992, kan hu­ske hvor de var den aft en. Vej­ret var fan­ta­stisk. Jeg var hos min da­væ­ren­de for­lo­ve­des for­æl­dre, og vi hav­de slæbt fj ern­sy­net så langt ud, at vi kun­ne sid­de i ha­ven og se kam­pen. Vi var ik­ke de ene­ste, for rundt om i par­cel­huskvar­te­ret kun­ne ju­bel­rå­be­ne hø­res. Der var in­gen an­den larm. Ik­ke en bil kun­ne hø­res i miles om­kreds. en klump i hal­sen, når jeg tæn­ker på det. Men ik­ke kun for­di jeg bli­ver rørt over si­tu­a­tio­nen. DER VAR EN­GANG. Så­dan be­gyn­der et­hvert even­tyr. Og­så det­te, som oft e er ble­vet sam­men­lig­net med H. C. An­der­sens hi­sto­rie om den grim­me æl­ling. Der var en­gang, hvor det­te even­tyr kun­ne ud­fol­de sig. Når jeg får en klump i hal­sen, så er det og­så ved tan­ken om, at et lig­nen­de even­tyr næp­pe kom­mer til at ud­spil­le sig igen. Jeg tæn­ker ik­ke på sel­ve EMtri­um­fen, men me­re på re­ak­tio­nen. JEG HAR SÅ svært ved at fo­re­stil­le mig, at dan­sker­ne igen vil­le kun­ne om­fav­ne hin­an­den. Den­gang så jeg man­ge af dem, vi i dag be­teg­ner som ’ frem­me­de’, som hav­de ind­hyl­let sig i dan­ne­brog, og som fe­ste­de på li­ge vil­kår med ind­fød­te dan­ske­re. Kun­ne det ske igen? Vil­le vi om­fav­ne dem? Vil­le vi be­tin­gel­ses­løst og for­doms­frit fe­ste med dem? Og ik­ke ba­re med dem, men og­så med al­le de an­dre, som vi ’ ik­ke kan li­de’ – na­bo­en, kol­le­ga­en, po­li­ti­ke­ren, ham den kend­te fra tv? DEN­GANG I 1992 hav­de de fær­re­ste internet. Jeg kend­te in­gen, der vid­ste, hvad det var. Jeg selv lær­te det først at ken­de i 1998. Det var der­for hel­ler ik­ke en tid, hvor man sat­te folk i ga­be­stok­ken på de so­ci­a­le me­di­er. Vil­le man af med sin me­ning, måt­te man hen til skri­ve­ma­ski­nen, for­fat­te et brev og læg­ge det i po­st­kas­sen. Så man over­ve­je­de si­ne ord og hand­lin­ger lidt nø­je­re. I dag skal der ik­ke me­get til. Som­me ti­der fak­tisk slet ik­ke no­get, før no­gen på Fa­ce­book skri­ver ’ dum­me svin’, ’ gid du dør’ og ’ du er bå­de dum og grim’. Vil­le man i så ha­de­fuldt et sam­fund kun­ne slå en streg over ukvem­sor­de­ne, og fi nde sin in­dre glæ­de frem og ska­be en eu­forisk fol­ke­stem­ning? Jeg tviv­ler. LI­GE SÅ ME­GET som jeg fø­ler mig afh æn­gig af ad­gan­gen til in­ter­net­tet og com­pu­te­ren, li­ge så me­get kun­ne jeg godt øn­ske mig, at vi kun­ne lå­ne den kær­lig­hed og den stem­ning, som nog­le af os op­le­ve­de den ju­ni­aft en for 23 år si­den. Det var et smukt Dan­mark.

På cy­kel­tur i provin­sen.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.