Val­get

17. juli, Veste­bro i København, Im­pe­ri­al- bi­o­gra­fen.

BT - - SUPERLIGA -

Im­pe­ri­als foy­er er tømt, da Wil­li­am Kvist an­kom­mer. Nog­le mi­nut­ter før har den væ­ret fyldt med loy­a­le FC København- fans. Årets spil­ler­trup præ­sen­te­res en ad gan­gen. Da sid­ste mand er præ­sen­te­ret, står pres­se­chef Jes Mor­ten­sen på sce­nen.

» Det var FC Kø­ben­havns trup til næ­ste sæ­son, « si­ger han og hol­der en pau­se, som får nog­le til at klap­pe.

» El­ler var det? For vi har fak­tisk en over­ra­skel­se til jer. Der er en spil­ler me­re. Han står li­ge uden­for og ven­ter. Man­ge af jer ken­der ham godt. Jeg hå­ber, I vil ta­ge rig­tigt godt mod ham. «

Den ame­ri­kan­ske san­ge­r­in­de Skylar Greys stem­me fyl­der rum­met.

» I’m co­m­ing ho­me. «

Wil­li­am Kvist træ­der ind ad en af dø­re­ne i si­den af bi­o­gra­fen.

» Det er Wil­li­am, « ly­der det mel­lem sto­leræk­ker. » Det er Wil­li­am. « Pu­bli­kum rej­ser sig og klap­per, mens Wil­li­am Kvist går op på sce­nen og står dér, lidt over­væl­det i sin hvi­de FC København- trø­je, og kig­ger på dem, der klap­per. Wil­li­am Kvist er tilbage i den klub, han er vok­set op i. » Jeg har sav­net jer. « Blandt pu­bli­kum rå­ber en dyb stem­me: » I li­ge må­de. « Pu­bli­kum klap­per. Han klap­per ad dem.

» Det var en over­væl­den­de vel­komst. Det er en af de op­le­vel­ser, jeg vil hu­ske, når jeg er fær­dig med min kar­ri­e­re. Én ting er at bli­ve hyl­det i Par­ken, men det er for fod­bol­den. Det her var no­get an­det. «

Da trup­pen sæt­ter sig tilbage på en sto­leræk­ke i bi­o­gra­fen, går han med.

Det er en stor be­slut­ning at skri­ve sin sid­ste kon­trakt. Det er en dør, der luk­ker

Wil­li­am Kvist, 17. juli

» De an­dre spil­le­re hav­de jo dril­let mig, når vi træ­ne­de, og sagt: ’ Hvor­når skri­ver du un­der?’ Så det var må­ske ik­ke en kæm­pe over­ra­skel­se for dem, men de vir­ke­de gla­de og sag­de vel­kom­men. For mig var der no­get sær­ligt i at sæt­te mig ned mel­lem FC Kø­ben­havns spil­le­re bag­eft er. Der kun­ne jeg mær­ke, at nu var jeg en del af trup­pen. «

Han har be­slut­tet sig. Sam­me for­mid­dag skrev han un­der på en fe­mårig kon­trakt med FCK. En kon­trakt, som, han for­ven­ter, er den sid­ste i kar­ri­e­ren. Det var ik­ke nemt at slip­pe den store ud­land­skar­ri­e­re, selv om drøm­men om at spil­le i Bar­ce­lo­na el­ler Man­che­ster Uni­ted er væk.

» De se­ne­ste to et halvt år har væ­ret knap så drøm­men­de som det før­ste halvan­det år, da jeg hå­be­de, at min kar­ri­e­re vil­le gå opad, så jeg har haft tid til at ac­cep­te­re, at det ik­ke gik i den ret­ning. Jeg vil­le da ger­ne ha­ve haft Man­che- ster Uni­ted på cv’et, men det er for ned­ad­gå­en­de. Det er ik­ke pre­sti­gen, der fyl­der læn­ge­re. Det er jag­ten på et pro­jekt, der er vig­tig for mig. Der­for skal det væ­re rig­tigt nu, for det er en stor be­slut­ning at skri­ve sin sid­ste kon­trakt. Det er en dør, der luk­ker. Men det er og­så en an­den dør, der åb­ner. Jeg kan få fo­kus på no­get, som jeg har sav­net, og no­get, som jeg har valgt til. Det her er jo et til­valg. Jeg har valgt FCK. Jeg kun­ne ba­re ha­ve tur­ne­ret rundt der­u­de nog­le år end­nu. Da Stå­le sag­de, at nu var mu­lig­he­den der fak­tisk, kun­ne jeg ik­ke la­de væ­re med at gå og over­ve­je, hvor­dan det vil­le væ­re at kom­me hjem. Det vok­se­de i mig, me­re end jeg hav­de reg­net med, for­di jeg sta­dig var ri­me­lig for­hip­pet på at prø­ve no­get nyt. «

» Min ko­ne tog mig fl ere gan­ge i at si­ge: ’ Når vi skift er til København ...’ Det gri­ne­de vi af, for det bur­de jo ha­ve væ­ret ’ hvis’. Og så be­tød det me- get, at de an­dre ting, der lød spæn­den­de, trak ud. In­gen kun­ne love no­get, og man ved ik­ke, hvem der er ær­li­ge, og hvem der ik­ke er. Man­ge en­gel­ske klub­ber be­slut­ter sig først til al­ler­sidst i vin­du­et, og jeg vil­le ik­ke ven­te til slut­nin­gen af au­gust. Jeg vil­le jo ik­ke en­gang væ­re sik­ker på, hvor jeg end­te. Det er ren gam­bling, for­di det er så ui­gen­nem­sig­tigt et mar­ked. Det er held og til­fæl­dig­he­der og ti­m­ing. Der var no­get, der var godt øko­no­misk, no­get, der var godt sport­s­ligt, men ik­ke no­get, hvor den sam­le­de pak­ke var me­re spæn­den­de end FCK og det nye pro­jekt, man bygger op her­u­de. «

Han kø­rer gen­nem by­en i den hvi­de trø­je med num­mer 6 og ’ Kvist’ på ryg­gen. Den trø­je, han kom i, er ble­vet væk. Han har og­så FCKtrøj­en på, da han hen­ter mad hos Co­fo­co. Aft enen bru­ger han med fa­mi­li­en. Han går tid­ligt i seng.

» Op til kon­trak­tun­der­skri­vel­ser sover jeg al­tid dår­ligt, og det var jo ik­ke ba­re på grund af se­an­cen i Im­pe­ri­al. Det var he­le ugen op til, hvor vi for­hand­le­de. Usik­ker­hed på­vir­ker mig, og selv om jeg be­stemt reg­ne­de med, at vi skul­le fi nde hin­an­den, da vi gik i gang med at for­hand­le, var det godt at skri­ve un­der. Den nat­te­søvn var vel det bed­ste tegn, jeg kun­ne få. Jeg har so­vet godt si­den. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.