HAN VIL BAREHAVE RESPEKT

Chris Froo­me be­gyn­der jag­ten på en hi­sto­risk Tour/ Vu­el­ta- doub­le. Den bri­ti­ske cy­kel­ryt­ter lover at vi­se, hvad man udopet kan på en cy­kel. Men det får ik­ke bugt med tviv­len

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS - PO­RTRÆT Benja­min Munk Lund bemu@sporten.dk

Ke­nya stil­le­de op med én cy­kel­ryt­ter ved VM i 2006, og han kom kun med, for­di han – uden at få lov – brug­te en an­den mands iden­ti­tet.

Ryt­te­ren var Chris Froo­me, og for­hi­sto­ri­en ly­der:

Froo­me var 21 år, kun­ne kø­re på cy­kel og hav­de gjort det i fl ere år. Han hav­de og­så vun­det cy­kel­løb. Men alt sam­men i Afri­ka, og han mær­ke­de ty­de­ligt, at man ik­ke bli­ver rig­tig cy­kel­ryt­ter i Afri­ka.

Han hav­de tid­li­ge­re for­søgt sig med at sen­de et brev med si­ne sam­le­de resultater fra cy­kel­løb - og til­fø­je­de fo­to­gra­fi er - rundt til cy­kel­hold i Eu­ro­pa. Han syn­tes, det så fl ot ud. Men de få svar, han fi k, var al­le sam­men kogt ind til sam­me spørgs­mål:

Har du kørt no­gen løb i Eu­ro­pa, knægt? Det hav­de Froo­me ik­ke. Der­for be­slut­te­de han før VM i 2006, som skul­le kø­res i Salz­burg i Østrig, at ud­nyt­te et lo­gin, som han hav­de få­et til det ke­ny­an­ske cy­kel­for­bunds e- mailadres­se. Han log­ge­de på og ud­gav sig for at væ­re for­bun­dets præ­si­dent, Juli­us Mwan­gi.

Froo­me vid­ste, at Mwan­gi al­drig vil­le gå de nød­ven­di­ge skridt for at skaff e ham en plads ved VM, eft er­som for­bun­det og Mwan­gi lå i kon­fl ikt med Chris Froo­mes per­son­li­ge cy­kel­men­tor, David Kinjah.

Så nu skrev Froo­me selv på veg­ne af Mwan­gi til den in­ter­na­tio­na­le cy­ke­lu­ni­on, at Ke­nya ger­ne vil­le stille op ved U- 23- lø­be­ne til VM med den un­ge Chri­stop­her Froo­me, en af lan­dets mest loven­de ryt­te­re.

Froo­me fl øj selv til Østrig med en kuff ert og to cyk­ler, han ind­lo­ge­re­de sig på by­ens bil­lig­ste bed and bre­ak­fast - et pænt styk­ke uden for by­mid­ten. Så langt ude, at han måt­te gå den sid­ste ki­lo­me­ter fra bus­stop­pe­ste­det og frem. Han blev se­ne­re ta­get til nå­de af det syd­afri­kan­ske lands­hold, der gav ham plads på de­res ho­tel.

Mens den ita­li­en­ske stjer­ne­ryt­ter Pa­o­lo Bet­ti­ni blev fejret som ver­dens­me­ster på en bar i by­ens mid­te, hvor en an­den af spor­tens su­per­stjer­ner, Ale­xan­dre Vi­nokou­rov, sam­ti­dig holdt vod­ka­hof, kun­ne Froo­me gø­re sta­tus over si­ne præ­sta­tio­ner i U- 23- lø­be­ne: Num­mer 36 i en­kelt­star­ten og num­mer 45 i lan­de­vejslø­bet, men dog med i den grup­pe, der spur­te­de om sej­ren.

Det var der in­gen, der lag­de mær­ke til.

Min­dre end 10 år se­ne­re træ­der Chris Froo­me ik­ke si­ne pe­da­ler i sam­me ube­mær­ket­hed. I går tog han hul på årets Vu­el­ta a Es­paña, hvor han vil for­sø­ge at gø­re sig til den før­ste ryt­ter no­gen­sin­de, der vin­der en Tour-Vu­el­ta- doub­le, eft er Vu­el­ta­en blev et eft er­årsløb i 1995.

Grim skils­mis­se

Da Chris Froo­me i sid­ste må­ned vandt et af de se­ne­re års mest imø­de­se­te ud­ga­ver af Tour de Fran­ce, ske­te det, som hav­de han be­hov for at ma­ni­feste­re, at kon­gen af eta­pe­løb i in­ter­na­tio­nal cy­kel­sport er Chris Froo­me. Det er ik­ke et de­ba­tem­ne li­ge nu. Det er en konklusion.

Det­te er hi­sto­ri­en om en cy­kel­ryt­ter, der er uel­sket uden et øn­ske om at væ­re el­sket. Han vil ba­re ha­ve respekt. Det er hi­sto­ri­en om al­tid at væ­re un­der mi­stan­ke, når man vin­der. Det er hi­sto­ri­en om at lar­me i stil­hed.

Barndommen i Afri­ka er det rig­ti­ge sted at be­gyn­de. Afri­ka- op­væk­sten er så fun­da­men­tal for at for­stå Chris Froo­me.

Hans mor blev født i Ke­nya af bri­ti­ske for­æl­dre. Hans far fl yt­te­de til Ke­nya fra Eng­land som ung mand for at ska­be sit le­ve­brød i turist­bran­chen. De to bri­ter fi k tre børn, al­le dren­ge. Chris Froo­me var den yng­ste – og med stor af­stand op til de to store.

Der­for mær­ke­de det for­ment­lig og­så Chris Froo­me end­nu hår­de­re, da for­æl­dre­nes æg­te­skab gik i styk­ker. Han var en fem- seks år, brød­re­ne var fl yt­tet på kostsko­le i Eng­land, og Chris Froo­me stod midt i en grim skils­mis­se. Der blev råbt me­get.

» I åre­vis der­eft er fi k jeg så­dan en syg, syg fø­lel­se, så snart folk hæ­ve­de stem­men. Jeg kan sta­dig hu­ske den for­fær­de­li­ge rum­len i ma­ven, hver gang folk råb­te, « for­tæl­ler Chris Froo­me i sin selv­bi­o­gra­fi ’ The Climb’.

Der skul­le bli­ve råbt me­get af Froo­me se­ne­re hen i li­vet.

Fa­de­ren fl yt­te­de til Sydafrika med sin nye kæ­re­ste. Kon­tak­ten blev holdt, men de sås sjæl­dent. Der var ba­re Chris Froo­me og hans mor, og han har al­drig tø­vet med at tak­ke hen­de for, at hun var den op­mun­tren­de kraft , der he­le ti­den in­si­ste­re­de på, at han skul­le for­føl­ge si­ne drøm­me.

Det gjor­de han med stor støt­te fra den an­den per­son, han al­tid har til­lagt størst be­tyd­ning for sin kar­ri­e­re, David Kinjah, en tid­li­ge­re cy­kel­ryt­ter fra Ke­nya, der var tæt på at få et gen­nem­brud på den eu­ro­pæ­i­ske cy­kel­s­ce­ne i star­ten af 00er­ne.

Froo­me lær­te at jag­te si­ne drøm­me, og han lær­te at ar­bej­de hårdt i ek­strem var­me og un­der me­get be­sked­ne for­hold. Og han fandt sin vej til Eu­ro­pa, hvor Team Sky i 2010 blev det før­ste hold til at sat­se på ryt­te­ren, der in­den da hav­de kørt for de ame­ri­kan­ske hold Ko­ni­ca Mi­nol­ta og Bar­lowor­ld.

Hans før­ste år på Team Sky var ano­nymt. Det blev og­så det sid­ste år for Froo­me, der var ano­nymt.

Mi­stan­ken

I en no­to­risk ut­ro­vær­dig sport som cykling har kom­men­ta­to­rer i de­res jagt på tro­vær­di­ge ryt­te­re of­te kig­get ef­ter dem, der al­tid har kun­net vin­de cy­kel­løb. Det at ha­ve væ­ret blandt de bed­ste fra 18- 20 års al­de­ren er ble­vet og bli­ver op fat-tet som­me­re tro­vær­digt, en dat man plud­se­lig for­vand­ler sig fra in­gen­ting til al­ting .

Chris Froo­me har kæm­pet mod det­te. I sit før­ste Tour de Fran­ce blev han num­mer 86, og de to føl­gen­de år blev han num­mer 36 i Giro­en og ud­gik året ef­ter.

Man­den hav­de sim­pelt­hen al­drig la­vet et re­sul­tat af be­tyd­ning, da han i 2011 som skudt

ud af en ka­non blev num­mer to i Vu­el­ta a Es­paña. De to føl­gen­de år blev han num­mer to og et i Tour de Fran­ce.

Hvor­dan for­kla­rer man det? Og ger­ne så ver­den tror på det?

Hvor­dan for­kla­rer man, at Chris Froo­me, da han af­gjor­de årets Tour de Fran­ce med sin mas­sa­kre på Pi­er­re-Saint- Martin- stig­nin­gen, kør­te stig­nin­gen med hø­je­re gen­nem­snits­fart, end folk som Jan Ul­l­rich, Bjar­ne Ri­is, Ty­ler Ha­milt­on, Ri- chard Vi­renque og Mi­gu­el In­du­rain tid­li­ge­re hav­de gjort - fle­re af dem på fuldt do­ping­pro­gram?

Hvor­dan for­kla­rer man, at han to år før la­ve­de det sam­me num­mer på stig­nin­gen til Bo­na­scre, hvor han kør­te tred­je­hur­tig­ste tid no­gen­sin­de i en præ­sta­tion, der tænd­te alarm­klok­ker overalt, og hvor han igen kør­te hur­ti­ge­re end nog­le af spor­tens tun­ge do­ping­front­lø­be­re fra den mør­ke pe­ri­o­de, Lan­ce Arm­strong, Ivan Bas­so, Jan Ul­l­rich og Alxan­dre Vi­no

kou­rov?

Det blev – og er sta­dig – Chris Froo­mes stør­ste op­ga­ve at le­ve­re de svar.

Det er her, at han og hans hold ta­ler om ’ mar­gi­nal gains’: bed­re cyk­ler, bed­re for­be­re­del­ser, en me­re vi­den­ska­be­lig til­gang til træ­ning og løbs­ud­fø­rel­se. Der ta­les om mod­vind og med­vind, om eta­pers og he­le eta­pe­løbs sam­le­de ha­stig­hed og hård­hed. Der frem­læg­ges watt­tal ( en fy­sisk må­le­nen­hed for ef­fekt af om­sat ener­gi, red.), som det al­min­de­li­ge men­ne­ske ik­ke for­står me­re end halv­de­len af.

Og det he­le ud­for­dres, na­tur­lig­vis, af dem, der ba­re er fær­di­ge med at tro på bå­de cy­kel­ryt­te­re og guld og grøn­ne og sko­ve. Chris Froo­me selv har gen­nem åre­ne og­så le­ve­ret den ik­ke- vi­den­ska­be­li­ge ud­ga­ve af et svar, nem­lig den fø­lel­ses­præ­ge­de.

Han har for­talt, at han al­drig vil­le ha­ve en chan­ce for at la­ve resultater, hvis ik­ke fel­tet var ble­vet re­ne­re. Han har sagt, at han ik­ke vil­le kø­re for Bjar­ne Ri­is’ mand­skab, for­di Con­ta­dor hav­de haft en do­pings­ag, og for­di Bjar­ne Ri­is som ryt­ter selv hav­de brugt do­ping. Det vil­le væ­re at slut­te sig til den mør­ke si­de. Han har ef­ter­lyst fle­re test uden for kon­kur­ren­ce, når han for­be­re­der sig til Tour de Fran­ce på høj­de­træ­nings­lej­re.

Han har i sin bog skre­vet, hvor­dan han blev sur og føl­te sig for­rå­dt på eg­ne og he­le spor­tens veg­ne, da han hav­de sin før­ste op­le­vel­se med do­ping i Tou­ren 2008, hvor hold­kam­me­ra­ten på det da­væ­ren­de Bar­lowor­ld- mand­skab Mois­es Du­eñas te­ste­de po­si­tiv for EPO.

’ Jeg er ik­ke Arm­strong’

De se­ne­re år har han skul­let sva­re igen og igen. For sig selv og he­le sporten. Det blev rig­tig vold­somt ef­ter hans over­leg­ne sejr på Mont Ven­toux- eta­pen i Tour de Fran­ce 2013.

» Do­ping­dis­kus­sio­nen kø­rer i ring. I tror, jeg er skyl­dig. Kan I be­vi­se det? Nej. Jeg ved, jeg er ren. Kan jeg be­vi­se det? Nej. I har hørt det he­le før fra Lan­ce Arm­strong. Men jeg er ik­ke Lan­ce Arm­strong. I bli­ver ik­ke snydt igen. Ik­ke af mig, al­drig, « skri­ver han i sin bog om re­flek­sio­ner­ne over mø­det med pres­sen ef­ter den sejr. På den sid­ste dag af Tou­ren 2013 sad Froo­me i hol­dets bus, in­den af­slut­nings­e­ta­pen skul­le sæt­tes i gang, og for­be­red­te, hvad han vil­le si­ge på po­di­et se­ne­re den af­ten, når han vil­le få en mi­kro­fon i hån­den, men for en gang skyld ik­ke vil­le bli­ve ud­frit­tet svar.

Han kun­ne ba­re ta­le, og han be­slut­te­de, at han vil­le vi­se imø­de­kom­men­hed over for den fran­ske of­fent­lig­hed, der har det så svært med ham, ved at be­gyn­de på fransk. Men det var de fø­lel­ses­la­de­de ord til mo­de­ren Ja­ne, der i 2008 dø­de af kræft, og hans af­slut­ten­de svirp med ha­len, folk hu­ske­de. Og hu­sker:

» Det­te er en gul trø­je, som hi­sto­ri­en ik­ke vil æn­dre på ( this is one yel­low jer­sey that will stand test of ti­me). «

Dét er Froo­mes løf­te, og det er ble­vet ved med at væ­re hans løf­te, at vi al­drig kom­mer til at stå med hi­sto­ri­eom­skriv­ning af hans kar­ri­e­re.

Vi ser, hvad et rent men­ne­ske kan på en cy­kel, si­ger han igen og igen.

Han ta­ler al­tid klart, vel­ar­ti­ku­le­ret, af­ba­lan­ce­ret og ro­ligt. Men en dreng, der fik ondt i ma­ven af at hø­re si­ne for­æl­dre rå­be, kan vel hel­ler ik­ke gø­re an­det. Hel­ler ik­ke selv om han mø­des med hård­hed, skin­ger­hed og an­greb.

Han rå­ber ik­ke en­gang ad dem, der ka­ster tis på ham og spyt­ter på ham. Han tru­er ik­ke pres­sen, når den bli­ver ved med at mistæn­ke­lig­gø­re ham. Men han be­der om lidt respekt.

Folk be­hø­ver ik­ke el­ske ham. Han cyk­ler ik­ke for at væ­re po­pu­lær, han cyk­ler for at vin­de.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.