Hver­da­gen

9. au­gust, Øster­bro i København, Par­ken.

BT - - SUPERLIGA -

Wil­li­am Kvist spil­ler sin før­ste su­per­liga- kamp i Par­ken si­den 2011. Han er end­nu ik­ke helt i kamp­form, så han har sam­men med Stå­le Sol­bak­ken lagt en plan for, hvor­dan han får så man­ge mi­nut­ter som mu­ligt i de vig­ti­ge kam­pe og re­ser­ve­holdskam­pe. I kam­pen mod FC Nordsjælland bli­ver han skift et ind i an­den halv­leg og er med til at sik­re, at FC København spil­ler uaf­gjort, selv om hol­det spil­ler ni mod 11 eft er en ud­vis­ning og en ska­de.

Da kam­pen er slut, lø­ber han ned og si­ger hej til sin tan­te og on­kel, der har set kam­pen. Bag­eft er kom­mer han for­bi mixed zo­ne. Wil­li­am Kvist aft aler et in­ter­view om de se­ne­ste par år med jour­na­li­sten Tho­mas Pyndt fra Tips­bla­det.

» Han kun­ne se ta­lent med det sam­me. Han in­ter­viewe­de mig, da jeg var 17, « si­ger Wil­li­am Kvist med et grin og hil­ser på folk, der går for­bi.

» Jeg har spil­let her en del med lands­hol­det, så det var ik­ke nyt at væ­re tilbage, men det er jo min ba­ne. Når jeg lø­ber rundt de­r­in­de og spil­ler fod­bold, kan jeg i krop­pen mær­ke et utal af ta­ck­lin­ger og si­tu­a­tio­ner, som jeg har væ­ret i før. Det gi­ver en god for­nem­mel­se. Jeg spil­ler bed­re her end på an­dre ba­ner. « FC Nord­s­jæl­lands Martin Vin­gaard kom­mer nyva­sket træk­ken­de med sin rul­le­kuf­fert eft er kam­pen. De to spil­le­de sam­men i FCK, før Wil­li­am Kvist tog til Stutt­g­art. De er ven­ner pri­vat. Wil­li­am Kvist rå­ber ham an: » Kom li­ge og se. « Han hi­ver ned i si­ne strøm­per. Un­der benskin­nen har han et blo­digt sår.

» Se li­ge her. Det var dig. Det var det, du fi k gult for, « si­ger han til Martin Vin­gaard.

» Er du al­drig no­gen sin­de ble­vet spar­ket før? « spør­ger Martin Vin­gaard og gri­ner.

Han gør ven­ligt nar af, at Wil­li­am Kvist i et tv- in­ter­view be­stil­te hvi­de as­p­ar­ges og grøn sa­lat.

» Vi hav­de li­ge få­et må­lt fedt­pro­cent, jeg kun­ne ik­ke an­det, « si­ger Wil­li­am Kvist.

De bli­ver eni­ge om at få la­vet en aft ale om en mid­dag med ko­ner og børn. Tid­ligt. Før bør­ne­ne sover.

» Det er dej­ligt at kom­me hjem og kom­me tæt på ven­ner og fa­mi­lie igen. Vi var ret hur­ti­ge til at si­ge: ’ Okay, nu har vi ta­get en be­slut­ning. Så er det så­dan, det er.’ Og så luk­ke­de vi ned for ud­land­stan­ker­ne og la­ve­de en li­ste: te­le­fon, bank, sø­ge bo­lig. Nu kan vi læg­ge en plan, og det er dej­ligt for så­dan en som mig, der godt kan li­de at la­ve pla­ner. Vi kan dyk­ke ned i spo­ret, og nu har det spor en ret­ning. Mi­ne cy­kel­tu­re fra Islands Bryg­ge til træ­nings­an­læg­get over Ve- ster­bro og Fre­de­riks­berg har væ­ret ren te­ra­pi. «

De før­ste par uger råb­te folk ad ham på cy­kel­stien: » Vel­kom­men hjem, Kvist! « Han cyk­ler hver dag til træ­ning. De an­dre spil­le­re kom­mer i dy­re bi­ler. Men han har al­tid cyk­let. Det bli­ver han ved med. Wil­li­am Kvist kan godt li­de at gø­re det sam­me igen og igen. Som når han de­ler ka­ge ud i spil­ler­bus­sen på vej hjem eft er den før­ste kamp i Es­b­jerg. Her kom­mer hans mor­mor og mor­far al­tid og ser kam­pe­ne, og hans mor­mor har bagt hans ynd­lings­ka­ge, en ølka­ge, som hun afl eve­rer til bus­chauf­før­en, der de­ler ud til hol­det, træ­ne­re og le­de­re på vej hjem.

» Nog­le hav­de smagt den før, men an­dre var nye. Sven­sker­ne kun­ne enormt godt li­de den, og det er så­dan, det er for mig at væ­re kom­met hjem. Det er bå­de me­get gen­ken­de­ligt, men og­så nyt, for det er man­ge af de sam­me men­ne­sker, men et nyt pro­jekt, vi sam­men har gang i. Jeg kun­ne ha­ve sid­det i Spa­ni­en el­ler i Eng­land og ha­ve ar­bej­det sam­men med 10 nye men­ne­sker, men for mig gi­ver det me­ning at ar­bej­de sam­men med men­ne­sker, jeg hol­der af. Re­la­tio­ner er vig­ti­ge. Det gi­ver mig rum til at ar­bej­de og yde det bed­ste, jeg kan. Jeg vil ger­ne gø­re en for­skel, og det får jeg ro til her. Det er der­for, jeg er ta­get hjem, men jeg vil og­så ger­ne spil­le­mæs­sigt ar­bej­de me­re med en fri­hed i mit spil og med at mær­ke mit fø­lel­ses­liv end­nu me­re. «

Det be­ty­der, at sej­re­ne bli­ver vig­ti­ge­re, og at ne­der­la­ge­ne bli­ver me­re bit­re. Som da FC København røg ud af af en eu­ro­pæ­isk klub­tur­ne­ring før grup­pe­spil­let for før­ste gang i ni år.

» Det gjor­de ek­stra­or­di­nært ondt. Jeg har prø­vet det sam­me med Stutt­g­art, og det ærg­re­de mig, for­di det øde­lag­de mi­ne eg­ne mu­lig­he­der for at vi­se mig frem. Men da FCK røg ud, hav­de jeg nær­mest kval­me. Jeg op­le­ver det bå­de som fan og som en, der bor i København. Det er hol­det, og det er min egen kar­ri­e­re, det hand­ler om. I Stutt­g­art kun­ne jeg ha­ve en di­stan­ce til, hvad der ske­te. Jeg kun­ne jo ba­re rej­se igen. Her le­ver jeg med liv og sjæl. Og­så på ba­nen. Det er fedt at sæt­te alt på et bræt, men der­for er det og­så med en vis bæ­ven, jeg gør det. Jeg hå­ber kraft ede­me, det kom­mer til at gå godt. Jeg vil gø­re alt, hvad jeg kan. Det skal det. «

Nu kan vi læg­ge en plan, og det er dej­ligt for så­dan en som mig, der godt kan li­de at la­ve pla­ner

Wil­li­am Kvist, 9. au­gust

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.