Kam­pen om Sa­lan­ders slan­ter

BT - - KULTUR - Jan Erik­sen Jour­na­list, jae@ bt. dk

For­tæl­lin­gen om den fj er­de Sa­lan­der- ro­man ’ Det der ik­ke slår os ihjel’ er i sig selv en thriller. Man kun­ne kal­de den ’ Hvem dræb­te Lis­beth Sa­lan­der?’. ’ Det der ik­ke slår os ihjel’ kan me­get vel væ­re en frem­ra­gen­de spændingsroman, iso­le­ret set, men den har in­gen lit­terær be­ret­ti­gel­se som næ­ste trin i den vo­lu­mi­nø­se Sa­lan­der- sa­ga. El­ler som over­byg­ning på den grand oe­u­v­re, der er op­stå­et om­kring den pun­ke­de ha­ck­er. Dén blev af­slut­tet ved Stieg Lars­sons død. Etisk set er det dybt god­nat at ud­sen­de den bog. Ale­ne af den grund, at de tre bø­ger i al de­res te­ma­ti­ske for­skel­lig­hed ud­gør en fi nt af­run­det bog- og ik­ke mindst livs­cy­klus i sig selv. ’ Liv’ som i Lis­bet­hs og Mi­ka­els ven­ska­be­li­ge liv. MOD­SAT DEN KLAS­SI­SKE krimi/ thriller er det på for­hånd svært at ud­pe­ge egent­lig go­de og on­de i ’ Hvem dræb­te Lis­beth Sa­lan­der? Der er tre ho­ved­mistænk­te: 1. FOR­LA­GET NORD­S­TEDT, der står bag idéen om den fj er­de ro­man. 2. STIEG LARS­SONS far, Er­land, og bror, Jo­akim Lars­son, som en­de­lig sag­de ja, da agen­ten Mag­da­le­na Hed­lund præ­sen­te­re­de idéen for dem om David La­gercrantz. 3. EN­DE­LIG ER der David La­gercrantz selv, der valg­te at si­ge ja til op­ga­ven. EF­TER AT HA­VE talt med og hørt La­gercrantz et par gan­ge det se­ne­ste par da­ge i det som­mer­var­me Sto­ck­holm, mødt Lars­sons far og bror, re­sear­chet og talt med en svensk kol­le­ga, der har fulgt ’ Mil­len­ni­um’ tæt i åre­vis, teg­ner der sig et bil­le­de, hvor det store, agt­vær­di­ge 126 år gam­le for­lag Nord­s­tedt står som den mest skyl­di­ge. Skri­ver jeg, vel­vi­den­de at man nor­malt en­ten er skyl­dig el­ler ik­ke. FOR­LA­GET ER EN so­lid for­ret­ning, men har de se­ne­ste år gi­vet un­der­skud og har en i øv­rigt fuldt le­gi­tim in­ter­es­se i at tje­ne pen­ge. Lis­beth Sa­lan­der er et brand, en pen­ge­ma­ski­ne - som al­drig er set ma­ge i den skan­di­na­vi­ske bog­ver­den. Vi ta­ler mil­li­ar­der. For­la­get vil ha­ve fi ngre i Sa­lan­ders slan­ter. Så­dan er dét, uan­set om det bli­ver pak­ket ind i pæ­ne ord om at vi­dere­fø­re ar­ven og ån­den fra Stieg Lars­son. MAN KAN SI­GE me­get om Er­land og Jo­akim Lars­son, men i den­ne sag er de fa­mi­lie/ bo­be­sty­re­re, som man ik­ke kan på­dut­te sam­me lit­teræ­re an­svar som for­la­get. Des­u­den går he­le de­res del af over­skud­det fra ’ Det der ik­ke dræ­ber os’ til Stieg Lars­sons gam­le blad. BUR­DE DAVID LA­GERCRANTZ ha­ve sagt nej? Hver­ken som per­son­lig­hed el­ler for­fat­ter er La­gercrantz ty­pen, der sprin­ger til si­de, når han mø­der mod­stand. Tvær­ti­mod: han op­sø­ger den. In­gen tvivl om, at han har få­et et til­bud, der var umu­ligt at af­vi­se. Sik­kert øko­no­misk, og helt sik­kert pro­fes­sio­nelt. En mand som La­gercrantz kun­ne ik­ke si­ge nej til den enor­me ud­for­dring. Fa­sci­ne­ret, som han er, af at skil­dre tvi­ste­de per­son­lig­he­der. Så ja, det var ham, der før­te vå­be­net. Men de, der hy­re­de ham, er de egent­li­ge skyl­di­ge. TILBAGE STÅR DEN evigt gyl­di­ge iro­ni­ske po­in­te - na­tur­lov, om man vil - at når der går big bu­si­ness i no­get, der be­gynd­te som et ide­a­li­stisk pro­jekt, vil big bu­si­ness me­get oft e æde ide­a­lis­men.

’’ Lis­beth er et brand, en pen­ge­ma­ski­ne - som al­drig er set ma­ge i den skan­di­na­vi­ske bog­ver­den. Vi ta­ler mil­li­ar­der

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.