Det hårdeste år

Si­mon Maki­enok er ef­ter skif­tet til Charlton ude på den an­den si­de af et år med skuf­fel­ser og tra­ge­di­er. Her for­tæl­ler an­gri­be­ren for før­ste gang om sit kik­se­de klubs­kif­te, sin mors død, sin ko­ne, Ibi Maki­enoks, al­vor­li­ge syg­dom og sit an­streng­te for­hold

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS - IN­TER­VIEW Wil­li­am Fl­int sporten@ sporten. dk Si­mon Maki­enok fik kun 52 mi­nut­ter for Pa­ler­mo. Fo­to: AFP Pa­ler­mo- præ­si­dent Maurizio Zampa­ri­ni. Fo­to: AFP Si­mon og Ibi Maki­enok ser til fra tri­bu­nen. Fo­to: EPA

Det­te er for­tæl­lin­gen om at væ­re en ung spil­ler på 24 år med al­le odds imod sig fra be­gyn­del­sen. Om at væ­re en brik i et magtspil og kun spil­le 52 mi­nut­ter en hel sæ­son uden at for­stå et klap. Om at mi­ste sin mor og væl­ge hjer­te­klub­ben fra.

Ho­ved­per­so­nen hed­der Si­mon Maki­enok, og for­tæl­lin­gen bli­ver for­talt til BT på ter­ras­sen i et hus i et be­skyt­tet om­rå­de i en lil­le for­stad til Pa­ler­mo på Si­ci­li­en i Ita­li­en.

Jeg rin­ger på ved en stor grøn git­ter­port. Him­len er krystal­blå, bjer­ge­ne er nøg­ne med en­kel­te cypres­ser vok­sen­de hist og pist, og et sted spil­ler no­gen 90’ er- pop for ful­de gar­di­ner. In­de bag po­r­ten vok­ser et bo­ta­nisk in­fer­no af frugt­træ­er, blom­ster og plan­ter om­kring en tur­kis swim­m­ing­pool.

Po­r­ten åb­ner, og jeg går ned gen­nem en sno­et sti, der en­der ved et stort hvidt drøn af et hus. Si­mon Maki­enok stik­ker sit ly­se ho­ved ud af ter­ras­se­dø­ren.

» Øje­blik. Sæt dig ned, og tag en kaf­fe – er li­ge på te­le­fo­nen med min agent. «

Han pe­ger på et ter­ras­se­bord med ver­dens mind­ste espres­so­kop­per.

Si­mon Maki­enok bor ik­ke læn­ge­re i det hus. Han blev hen­tet af Cham­pions­hip­klub­ben Charlton At­hle­ti­cs i som­mer og er flø­jet til Pa­ler­mo fra Lon­don.

» Jeg har få­et præ­cis én dag til at sam­le det vig­tig­ste. Re­sten bli­ver pak­ket ned og kørt til vo­res nye hjem i Eng­land, « si­ger han, mens han sæt­ter sig, pu­ster en tot hår væk fra an­sig­tet og smi­ler.

» Sik­ke et år”, si­ger han og kig­ger ud over ha­ven.

Og på den må­de spar­ker han selv in­ter­viewet i gang.

*** Vi skru­er ti­den tilbage til sæ­so­nen 2013/ 2014. Du blev årets spil­ler i Brøndby IF, var en af top­sco­rer­ne i Su­per­liga­en , og så blev du solgt til Pa­ler­mo. Hvad er hi­sto­ri­en bag dit salg?

» Det var he­le ti­den me­nin­gen at jeg skul­le sæl­ges ef­ter to- tre sæ­so­ner hos BIF, og ti­den var så kom­met den som­mer. Min agent sag­de, at de hav­de fulgt mig i et års tid og vil­le ger­ne hen­te mig og bru­ge mig fast i an­gre­bet. Det var be­ske­den. De be­gynd­te med et lavt bud og gik så hø­je­re og hø­je­re op, og på den må­de vi­ste de, at de hav­de en re­el in­ter­es­se. «

Det er jo ik­ke no­gen hem­me­lig­hed, at Cit­tá di Pa­ler­mo er be­ryg­tet på grund af præ­si­den­ten, Maurizio Zampa­ri­ni, og hans no­get ut­ra­di­tio­nel­le fa­con at hånd­te­re sa­ger­ne på. Han har fy­ret cir­ka 30 træ­ne­re i sin tid og har ud­talt man­ge ting som, de fle­ste me­ner, er langt over græn­sen for, hvor­dan man op­fø­rer sig. Hav­de du no­gen be­tæn­ke­lig­he­der ved at kom­me ned til en klub hvor ad­færd og sprog kun­ne bli­ve en ud­for­dring?

» Jeg vid­ste jo godt, at tin­ge­ne fo­re­gik på en an­der­le­des må­de i ud­lan­det og må­ske især i Ita­li­en. Jeg hav­de hørt om spil­le­re, der ik­ke fik løn, om al­le de fy­rin­ger, om præ­si­den­ten og hans tem­pe­ra­ment, men jeg tænk­te al­li­ge­vel, jeg li­ge vil­le hø­re lidt nær­me­re om klub­ben. Så jeg rin­ge­de til Si­mon Kjær. ( tid­li- ge­re for­svars­spil­ler i Cit­ta Di Pa­ler­mo, red.) « Hvad kun­ne han for­tæl­le? » Ja­men, han sag­de egent­lig ba­re, at det var den fe­de­ste klub, og det ene­ste, jeg skul­le væ­re op­mærk­som på, var, at man helst skul­le ha­ve præ­si­den­ten til at kun­ne li­de én – og el­lers var det po­si­tivt og en god klub at væ­re en del af. « Hvad ske­te der så? » Sport­s­di­rek­tø­ren Fran­co Ce­ra­vo­lo fløj op til BIF for at pres­se Per Rud ( da­væ­ren­de sport­s­di­rek­tør, red.), og til sidst blev de eni­ge om en pris. Min agent, den ita­li­en­ske sport­s­di­rek­tør og jeg fløj så til Pa­ler­mo, hvor jeg mød­te træ­ne­ren ( Gi­u­sep­pe Ia­chini, red.) på ho­tel­let i fem mi­nut­ter. Han kun­ne ik­ke et ord en­gelsk. Det var ret aka­vet, men jeg tænk­te, at der nok var nog­le i klub­ben, der skul­le hjæl­pe mig med over­sæt­tel­se, ind­til jeg kun­ne ita­li­ensk. Li­ge­som man gør i Dan­mark og an­dre ste­der, hvor man ger­ne vil ha­ve, at spil­ler­ne for­står, hvad man si­ger. Det ske­te ik­ke. «

*** » Al­le­re­de fra før­ste træ­ning var jeg usik­ker på, hvad jeg skul­le. Der var in­gen, der over­sat­te no­get, og jeg kun­ne se, at den må­de, de spil­le­de på, ik­ke var det, jeg hav­de få­et for­talt. De hav­de sagt til mig, at de vil­le ha­ve mig, for­di jeg skul­le væ­re i an­gre­bet, og at der skul­le spil­les på den må­de, som pas­se­de til mig med ind­læg fra kan­ter­ne. Men de før­ste par træ­nings­pas vi­ste det mod­sat­te. Tak­tik­ken var ty­de­lig. An­gri­ber­ne skul­le lø­be ud bag ba­ck­er­ne og la­ve nog­le lange løb i dyb­den. En tak­tik, som ik­ke pas­ser til mig og min spil­lestil, og som al­drig har væ­ret min spids­kom­pe­ten­ce. Jeg tog det som en ud­for­dring og vil­le egent­lig ba­re gø­re, hvad træ­ne­ren sag­de, men blev me­re og me­re be­kym­ret over, at det var den ene­ste tak­tik, der blev øvet – for det vi­ste jo, at det var det, vi skul­le gø­re i kam­pe­ne. «

Så blev sport­s­di­rek­tø­ren Ce­ra­vo­lo plud­se­lig fy­ret i ok­to­ber – alt­så en må­ned ef­ter du var an­kom­met til klub­ben? Fik det no­gen kon­se­kven­ser for dig?

» Jeg fik at vi­de gen­nem nog­le spil­le­re, at han var ble­vet fy­ret, for­di præ­si­den­ten men­te, det var hans skyld, at vi fik en dår­lig start. Vi var fi­re el­ler fem nye spil­le­re, der nær­mest øje­blik­ke­ligt blev sat på bæn­ken, og ef­ter det fik jeg at vi­de, at jeg slet ik­ke var i trup­pen. Der var in­gen be­grun­del­se. Det gav mig no­get af en ma­ve­pu­ster. Men jeg lod mig ik­ke slå ud. Jeg måt­te jo så gø­re mig uma­ge til træ­ning og prø­ve at kæm­pe mig tilbage

LØR­DAG 29. AU­GUST 2015 på hol­det. Men jeg hav­de ik­ke en chan­ce – og mi­ne ven­ner på hol­det sag­de, at jeg ba­re skul­le træ­ne for mig selv og min frem­tid, og at jeg ik­ke skul­le sæt­te snu­den op ef­ter at kom­me til at spil­le igen i Pa­ler­mo. Der var ta­get en be­slut­ning. «

I ef­ter­å­ret 2014 smi­der præ­si­den­ten så en bom­be i de ita­li­en­ske me­di­er. Han på­står, du er ska­det, at din ko­ne, tv- vær­ten Ibi Maki­enok, ik­ke er fal­det til, og du ik­ke har no­gen ven­ner, og det er der­for, du ik­ke spil­ler. Hvad tænk­te du om den ud­mel­ding?

» Jeg …. vi …. gik sgu lidt i chok. Vi var jo li­ge kom­met og var gla­de for Pa­ler­mo, ma­den, na­tu­ren og hu­set. Jeg gik på sprog­sko­le, og Ibi ar­bej­de­de i Dan­mark on and off med det ar­bej­de, hun nu har med tv. Det var ik­ke me­nin­gen, at ’ hun skul­le fal­de til’. Jeg fat­te­de ik­ke, at han gik ud med så man­ge for­skel­li­ge løg­ne. Jeg hav­de få­et go­de ven­ner på hol­det, som jeg sta­dig snak­ker med, og jeg hav­de ik­ke no­gen ska­der he­le det år. Med ti­den fandt jeg ud af, at det måt­te væ­re de­res løg­n­ag­ti­ge und­skyld­nin­ger og for­kla­rin­ger over for fan­se­ne om, hvor­for jeg ik­ke spil­le­de. For der var jo in­gen, der for­stod no­get som helst. De hav­de købt en spil­ler til man­ge mil­li­o­ner – som de hav­de fulgt i et år i Dan­mark – som de ik­ke brug­te. «

Mød­te du no­gen­sin­de præ­si­den­ten per­son­ligt? » Ja, én gang. « Hvor­dan gik det mø­de? » Han kom op til mig, tog min ene hånd og klem­te den hårdt og med den an­den gav han mig et par lus­sin­ger. Og det var ik­ke så­dan nog­le hyg­ge­li­ge on­kel- dask. Jeg blev no­get overrasket. Jeg er nor­malt ik­ke en pivskid og tonser, som de fle­ste ved, rundt på ba­nen og får knubs, men det der var sgu over min græn­se. Jeg sy­nes og­så, det var vildt, at han tur­de. Han kend­te mig jo ik­ke. Der skal alt­så et sær­ligt tan­ke­sæt til, når man be­gyn­der at slå på et to me­ter højt brød med ta­to­ve­rin­ger. «

Så da du vid­ste, at du var ude af trup­pen for evigt, daske­de du så ba­re rundt i Pa­ler­mo og træ­ne­de for dig selv?

» Ja. El­ler daske­de og daske­de. Jeg gav den gas og øve­de al­le mu­li­ge ting for mig selv, som man el­lers ik­ke vil­le få tid til, og så holdt jeg mig i form. Jeg snak­ke­de med mindst fem af spil­ler­ne, og når Ibi ik­ke ar­bej­de­de, LÆS ME­RE PÅ NÆ­STE SI­DE

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.