... Det hårdeste år ’’

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS - ( fort­sat fra for­ri­ge si­de)

Jeg [ var] i tvivl om, hvor­vidt Tho­mas Frank vil­le bru­ge mig. Det er in­gen hem­me­lig­hed, at han ik­ke kan li­de min spil­le­ty­pe

hyg­ge­de vi. Men det var selv­føl­ge­lig dybt fru­stre­ren­de ik­ke at vi­de, hvad der fo­re­gik, sam­ti­dig med at jeg skul­le be­skyl­des for alt mu­ligt, der ik­ke var sandt, og så ka­pe­re den kæm­pe skuf­fel­se, det var, at bli­ve hen­tet ned til en klub, der ik­ke hav­de tænkt sig at bru­ge mig. Spild af ener­gi og tid, og det sat­te min kar­ri­e­re på spil. «

Ia­chini ud­tal­te fle­re gan­ge, at du ik­ke kun­ne væn­ne dig til tem­po­et, og at du nok skul­le bli­ve brugt på et tids­punkt. Var det ba­re varm luft?

» Ja. Det var ba­re snak udadtil til pres­sen for at dæk­ke over den fa­dæ­se, det var, at de hav­de hen­tet mig og ik­ke brug­te mig. De hav­de jo fulgt mig i lang tid og gi­vet man­ge mil­li­o­ner for mig – det var jo ik­ke en trø­je el­ler en pot­te­plan­te, de hav­de købt. Men præ­si­den­ten be­stem­mer. Og vil han ik­ke ha­ve en spil­ler, vil han ik­ke ha­ve en spil­ler. «

* ** Så ske­te der no­get tragisk for dig og din fa­mi­lie i fe­bru­ar 2015. Din mor Ka­te dø­de plud­se­ligt. Hvor­dan ta­ck­le­de du det oven i alt det an­det?

» Det rev mig midt over in­de­ni. Jeg tror al­drig, jeg har op­le­vet så søn­der­ri­ven­de en sorg og af­magt i mit liv. Jeg har svært ved at ta­le om det og vil helst sprin­ge det over. Det ene­ste, jeg kan si­ge, er, at bun­den blev nå­et det for­år. Min ko­ne fik ny­resvigt i ja­nu­ar og var ind­lagt på Rigs­ho­spi­ta­let i tre uger og har sta­dig or­lov på grund af de stær­ke pil­ler, hun ta­ger. Så alt det var ba­re for me­get men­talt og fy­sisk for os. Der var smer­te al­le ste­der. Men min mor lær­te mig at kæm­pe, og jeg ved, at hun hol­der øje med mig, og jeg har hen­de i mit hjer­te for al­tid. «

Med alt det, der var sket, var det vel et na­tur­ligt skridt at ta­ge tilbage til Dan­mark i som­me­rens trans­fer­vin­due – og må­ske end­da tilbage til Brøndby IF, som du for­lod med mål i ryg­sæk­ken?

» Ja. Jeg over­ve­je­de det kraf­tigt. Jeg vil­le ger­ne hjem og pas­se på min hu­stru og få spil­le­mi­nut­ter i be­ne­ne og ba­re væ­re i et mil­jø, hvor der var trygt. Brøndby var helt klart på li­sten over klub­ber, der var in­ter­es­san­te og in­ter­es­se­re­de. Der var ba­re et par pro­ble­mer .

For det før­ste var jeg i tvivl om, hvor­vidt Tho­mas Frank ( Brønd­bys ch­eftræ­ner, red.) vil­le bru­ge mig. Det er in­gen hem­me­lig­hed, at han ik­ke

Si­mon Maki­enok om en af år­sa­ger­ne til

hans nej til Brøndby

kan li­de min spil­le­ty­pe, og han har ud­talt, at han var glad for at ha­ve slup­pet af med mig. Det vil­le væ­re en kæm­pe ned­t­ur at kom­me tilbage til Dan­mark, hvor jeg hav­de væ­ret en stor pro­fil, og så sid­de på bæn­ken.

For det an­det var der sta­dig en vis skuf­fel­se i mig, der hav­de at gø­re med vis­se grup­per af Brønd­bys fans. Det sid­ste hal­ve år, jeg var i Brøndby, blev jeg ik­ke værds­at nok, i for­hold til hvad jeg ha­ve gi­vet, og hvad jeg hav­de følt for BIF. Ef­ter jeg be­gynd­te at væ­re kæ­re­ste med min nu­væ­ren­de hu­stru, blev der kørt en hetz mod os bå­de på tri­bu­ner­ne og i pres­sen. Det var jeg me­get ked af. Det blev i be­gyn­del­sen ud­lagt, som om mit for­hold på­vir­ke­de min præ­sta­tion ne­ga­tivt, når det fak­tisk var det mod­sat­te, der var gæl­den­de. Så de tviv­le­de på mig på grund af et per­son­ligt for­hold, der jo egent­lig ik­ke ra­ge­de dem.

I den sid­ste tid, in­den jeg for­lod Brøndby, op­le­ve­de jeg i al­le hjem­me­kam­pe­ne, hvor jeg før­hen var én af de spil­le­re der blev kaldt ned og fik store bi­fald el­ler ’ Fe­ner­ba­h­ce’, som man kal­der det, at jeg slet ik­ke blev kaldt ned, og an­dre gan­ge blev jeg kaldt halvt ned af nog­le og så buhet og pif­tet ad. Det var me­get ube­ha­ge­ligt og me­get skuf­fen­de. Det var den klub, jeg al­tid hav­de holdt med og fulgt og nu og­så spil­let for og sco­ret man­ge mål for. At fan­se­ne li­ge plud­se­lig kun­ne gå imod mig, hav­de jeg ik­ke for­ven­tet. Dér mi­ste­de jeg alt for de fans, der gjor­de det. Og der­for end­te jeg med at tak­ke nej. «

Så meld­te Charlton sig på ba­nen. Hvor­dan hang det sam­men?

» Der har væ­ret en del klub­ber i Eng­land gen­nem nog­le år, der har set po­ten­ti­a­le i mig, og som har vist in­ter­es­se – og Charlton var én af dem. Da trans­fer­vin­du­et åb­ne­de, var jeg ret kølig hen over som­me­ren. Jeg vil­le ik­ke gå i pa­nik el­ler stres­se min agent – men jeg vil­le hel­ler ik­ke tilbage til Pa­ler­mo. Jeg hå­be­de på det bed­ste. Da Charlton meld­te sig, føl­te jeg det som en stor ga­ve. Det føl­tes ik­ke som et skridt ned, men som en mu­lig­hed for spil­le­tid og for at bli­ve glad igen. Jeg var især til­freds med, at jeg kun­ne bli­ve i ud­lan­det i ste­det for at kom­me hjem til Dan­mark, og Eng­land har al­tid lig­get øverst på øn­ske­li­sten.

Det vi­ste sig at væ­re den rig­ti­ge be­slut­ning. Det er en dej­lig klub som be­hand­ler hin­an­den or­dent­ligt, jeg har til­lid fra træ­ne­ren og hold­kam­me­ra­ter­ne, og det fø­les som én stor fa­mi­lie. Lon­don er en fed by, al­le ta­ler en­gelsk, og der er mas­ser at gåpå­mod og hårdt ar­bej­de i Cham­pi-

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.