AN­NET­TE HEICK www. ØV. com

BT - - SØNDAG - Bt. dk/ brev­kas­ser

En sam­ta­le mel­lem vo­res seksår­i­ge søn og hans far for­løb no­gen­lun­de så­dan her: Storm: Far, var der fj ern­syn i gam­le da­ge? Far: Ja, men den­gang send­te man i sort/ hvid. Storm: Men hvad med i gam­le, gam­le da­ge? Far: Der var en­gang, hvor man ik­ke hav­de fj ern­syn, men så hav­de man bi­o­gra­fer. Storm: Og i gam­le, gam­le, gam­le da­ge? Far: Da hav­de man hver­ken tv el­ler bi­o­gra­fer. Storm: Hvad så man så fi lm på? FOR DE NYE ge­ne­ra­tio­er er elek­tro­nik en na­tur­lig­hed, di­gi­tal er nav­net på en slags kro­p­s­funk­tion, og cy­ber er det sam­me som vir­ke­lig­hed. In­ter­net­tet – no­get der er li­ge så re­vo­lu­tio­ne­ren­de som hju­let, men næ­sten li­ge så kom­pli­ce­ret som uni­ver­sets sam­men­sæt­ning – er ble­vet kørt ind i et­hvert hjem på ti år. Det har for­kor­tet be­slut­nings­pro­ces­ser­ne, så man som­me ti­der tæn­ker: Hvad gjor­de vi dog for ba­re 15 år si­den? Før Fa­ce­book? Før Goog­le? der spørgs­mål, som jeg og­så ger­ne vil be­sva­re og for­hol­de mig til. Men på det se­ne­ste har mæng­der­ne væ­ret så enor­me, at det er ble­vet fuld­kom­men uover­sku­e­ligt. FOR MIG ER Fa­ce­book ble­vet den vær­ste stres­sfak­tor i mit liv. Og det til trods for at jeg al­drig be­skæft iger mig med an­dre men­ne­skers ind­læg. Jeg er for længst holdt op med at læ­se sta­tu­s­op­da­te­rin­ger og kom­men­ta­rer, for­di de i ni ud af 10 til­fæl­de er be­hæft et med rå­d­den­skab. Der er så man­ge ne­ga­ti­ve hold­nin­ger, iret­te­sæt­tel­ser, bed­re­vi­den­hed og de­ci­de­re­de uforskam­met­he­der, at man bli­ver i dår­ligt hu­mør eft er ba­re ti mi­nut­ters læs­ning. FOR­LE­DEN SKE­TE DET og­så på In­s­ta­gram. Der var nem­lig op­ret­tet en pro­fi l, der hed ’ Ma­lou er en kæl­ling’. Her stod der i in­fo- fel­tet: ’ Ma­lou bli­ver ik­ke rig­tigt mob­bet. Hun prø­ver ba­re at få op­mærk­som­hed. Hun er ba­re en lu­der. Hun er grim, og jeg ha­der hen­de’. Den­ne pro­fi l hav­de ot­te føl­ge­re, og hvis man kig­ge­de, kun­ne man se, at de al­le var 11- 12- åri­ge pi­ger. Pæ­ne, men jo ik­ke uskyl­di­ge. JEG BLEV SÅ ra­sen­de, at jeg på min egen pro­fi l skrev: ’ Lad os be­va­re In­s­ta­gram som det me­die, hvor vi har en god om­gang­sto­ne’, hvor­på jeg op­for­dre­de folk til at an­mel­de ha­te­ren, som så­dan en pro­fi l hed­der. 300 an­mel­del­ser se­ne­re var ha­ter- pro­fi len luk­ket. Men. . . PÅ HATERPROFILEN BLEV der in­den ned­luk­nin­gen skre­vet for­fær­de­li­ge ting til den­ne ( går jeg ud fra) lil­le, vre­de pi­ge, der hav­de op­ret­tet den. Hun blev ret­te­lig skældt ud, men der var vel næp­pe no­gen grund til at skri­ve, at hun selv var en lu­der. At hun skul­le smadres, og det der var vær­re. For gør man så ik­ke li­ge præ­cis det, man selv op­po­ne­rer mod? Det en­der med at bli­ve en ond cir­kel, hvor al­le ba­re ha­der løs på hin­an­den. DET ER MIT store håb, at vi kan læ­re de nye ge­ne­ra­tio­ner, at had ik­ke fø­rer til no­get godt. Ej hel­ler ha­det til dem, der ha­der. Hvis vo­res børn skal ha­ve en god op­le­vel­se af det van­vit­ti­ge me­die, vi har skabt og gjort til vo­res hver­dag – det di­gi­ta­le me­die – så er vi nødt til at for­stå, at hver gang vi selv ra­ser og skri­ver ned­sæt­ten­de og ond­skabs­ful­de ting, så smit­ter det af på vo­res børn. Og det har de sim­pelt­hen ik­ke fortjent. Et ka­os, som jeg må si­ge, jeg selv har for­nem­met de gan­ge, jeg har be­søgt et kol­lek­tiv. Men, men, men – det kan godt fun­ge­re, og fl ere ste­der går det rig­tig godt. Kol­lek­tiv kan jo og­så væ­re en må­de at de­le en fi rlæn­get gård på. Hvor al­le har hver sit hjem og hver sin ha­ve, men al­li­ge­vel kø­rer ste­det kol­lek­tivt, så der er man­ge må­der at gø­re det på.

Læs he­le An­net­tes svar på bt. dk/ brev­kas­ser

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.